Oncorhynchus mykiss
(Tidligere: Salmo gairdneri Richardson)

 

Regnbåge
Regnbueørret
Rainbow trout

Regnbueørreden som sportsfisk
Regnbueørreden er - generelt med stort held - udsat i mange verdensdele. Den findes som stationær fisk i elve og åer hvor den dog sjældent når en vægt der overstiger 2-3 kilo. Den findes også i en indsø-levende form. Mest kendt er regnbuerne fra Iliamna Lake i Alaska, hvor de kan opnå en vægt på mere end 10 kilo. Kamloops-ørreden kan dog blive endnu større.


Den anadrome regnbue - steelhead - vandrer mellem hav og elv og kan på sin hjemegn, de Nordvestamerikanske Stillehavsfloder, opnå en vægt omkring de 20 kilo, men fisk på 4-8 kilo er det mest almindelige.

Regnbueørreden er en meget anvendt fiskeart til udsætninger og den findes derfor i de fleste "Put & Take" vande, hvor den har en patruljerende, pelagisk opførsel langs bredden. (Pelagisk fisk er fisk der lever i frie vandmasser) Fisken samles ofte ved eventuelle tilløb, men kan også leve i det åbne vand, selv på ret store dybder.

Regnbuen tager fortrinsvis små fluer og har en forkærlighed for røde farver og fluorescerende - eller kraftigt rød- eller orangefarvede fluer. Regnbuen er, både på sin hjemegn og her i Skandinavien, en rognæder om vinteren, hvorfor disse fødeemner kan forsøges efterlignet. I mange Nordamerikanske vandløb forfølger stationære Regnbueørreder de forskellige laksestammer (blandt andet Kongelaksen, Sølvlaksen og "Sockeye") og lever i perioder udelukkende af lakserogn.
Prøv også med de "levende" Marabu-fluer i gule og røde nuancer når vandet er grumset, men også "naturfarvede" fluer i klart vand, er effektive.

Korte fakta
Til forskel fra bækørred og havørred gyder regnbueørreden i det meget tidlige forår. I vandløb med både b ækørred og regnbueørred er der en stor konkurrence arterne imellem. Regnbueørreden søger dog ikke de samme standpladser og revir-områder som b ækørreden.

Regnbuen trives fint på lavt vand, i strømkanter og ude i selve hovedstrømmen, og de bevæger sig en del mere omkring end Bækørreden.

Til forskel fra b ækørreden trives regnbueørreden godt i smågrupper eller i stimer. Igennem hele livet lever den af insekter, larver, igler, krebsdyr med mere, men er ikke en så udpræget yngel- og fiskeæder som bækørreden.


Navnet
I sportsfiskerkredse kaldes den i daglig tale bare for en regnbue – eller som svenskerne siger; en regnbågslax, for at markere det nære slægtskab med laksen. Den har faktisk samme kromosomtal som denne. Den vandrende form af regnbueørreden klassificeres i dag som en laks og tilhører nu gruppen af stillehavslaks.

Når det gælder regnbuens videnskabelige navn hersker der en del forvirring. Nu er forskere endelig blevet enige om at anvende navnet "Salmo gairdneri", hvor "Salmo" angiver at den tilhøre laksearten og "gaidneri" betegnede selve arten. Dens tidligere navn "Salmo irideus" er opgivet på trods af at "irideus" kommer fra Latin og betyder regnbue. Den har så for relativt nylig fået sit tidligere latinske navn (Salmo gairdneri) udskiftet til Oncorhynchus mykiss for att markere artens tilhørsforhold til Stillehavslaksen. Forvirrende er det bestemt også når fisken ligger i butikken eller købes på restaurant. Her kaldes den ofte for laksforel, regnbueforel eller lignende. "Forelle" betyder som bekendt ørred på tysk.

Udseende
Regnbuen er uden tvivl en af de smukkeste af laksefiskene.
Regnbueørredens kendetegn er især de violette eller rosafarvede striber på siderne og de talrige sorte pletter på ryg og finner, især halefinnen. Dette svagt rosenrøde bånd som går fra hoved til haleroden bliver mere markant hos hannen samt også på hunnen i det tidlige forår. I øvrigt er kropsfarven lys sølvfarvet med brunlige og gule nuancer. Generelt er regnbuen noget lysere end ørreden. Farvetegningerne kan imidlertid variere meget hos de forskellige miljøformer. Smukkest er måske de regnbuer der lever langt oppe i bjergene, nær snegrænsen, i Mexico og Californien, som kaldes "Golden trout". Disse fisk er nærmest gyldne med olivengrøn ryg.

Ovenstående beskrivelse gælder for ferskvandsregnbuen. Den havvandrende regnbue får sin specielle camouflagefarve efter dens omgivende miljø, i reglen en mørk ryg med sølvfarvede sider med kun svagt markerede mørke pletter. Hovedet er nærmest stålgråt, hvilket også har givet den tilnavnet "steelhead".


Oprindelse
Regnbueørredens oprindelige udbredelsesområde er Nordamerika - fra bjergene nord for Mexico til det sydvestlige Alaska. Regnbueørreden findes også på Kamtjatka. De europæiske – især de engelske – indvandrere i Nordamerika opdagede tidligt regnbuens kvaliteter som sportsfisk og den er efterhånden blevet udsat i det meste af verden. Englænderne var især ivrige med at udsætte regnbuen i mange af deres koloniområder. Adskillige af mine regnbueørreder er således fanget i Afrika, nærmere betegnet det lille kongedømme og meget smukke bjergland; Lesotho. De første regnbueørreder kom til Europa i 1880 via Tyskland. Derfra kom arten til Danmark og blev indført i stort omfang i de jyske dambrug.

Udbredelse
Efter introduktionen i Europa spredte den sig som dambrugsfisk til en lang række lande hvoraf flere gav tilladelse til at den blev udsat i vandløb. Den er med stor succes blevet udsat i flere verdensdele, da den er forholdsvis robust og tåler højere vandtemperaturer end bækørreden. Arten findes i dag i Afrika, blandt andet i Kenya, Marokko og Sydafrika, i Japan, New Zealand, på Tasmanien, i Australien og Sydamerika, blandt andet Ecuador, Chile, Peru og Argentina.

Regnbueørreden findes som stationær fisk i Norden i mange elve og åer, hvor den dog sjældent opnår en vægt på mere end 2-3 kilo. Den findes dog også i flere indsøer, hvor den i store dele af året opholder sig i søerne og kun vandrer op i de tilstødende vandløb for at gyde eller æde, især lakserogn.

Formering
For at regnbuen skal kunne formere sig kræves der et strømvand, hvor den kan gyde sine rogn i bundens grus. Der kræves også iltrigt vand for at ynglen skal kunne klægges samt tilstrækkeligt med letfanget næringsorganismer for ynglen.
Hunnen bliver normalt kønsmoden i april eller maj, længere nordpå dog i begyndelsen af juni. Hannen bliver i visse tilfælde kønsmoden allerede som etårige, for hunnen derimod vare det mindst to år.
Hannen opretter revir i relativt stærkt strømmende vand og hunnen graver gruber ved at lægge sig på siden og lave kraftige svømmebevægelser. Ynglen, der klægges efter et par uger, holder den første tid til nede i gruset og lever siden af den føde strømmen fører med sig, i form af plankton, insektlarver, insekter på overfladen osv..

Fødevalg
Den voksne regnbue lever, til forskel fra ørreden, stadig af plankton. Regnbuen overgår først til en fiskediæt langt senere end ørreden. Først når den er omkring 35-40 cm bliver den til en regulær rovfisk i egentlig forstand. Dette menes blandt andet at hænge sammen med at den har en relativ lille mund. I 80’erne blev der udført et ret interessant studie af Regnbuens fødevalg i visse Svenske søer. Man begrænsede studiet til regnbuer der allerede var akklimatiserede og fandt at fødevalget var meget ens hos unge så vel som hos ældre regnbuer.

Miljø
Regnbuen tåler dårligt surt vand, betydeligt dårligere end ørreden og bækørreden. Amerikanske undersøgelser har vist at den behøver en pH-værdi over 6,2 hvis en udsætning skal lykkes. Den er derfor ikke så godt tilpasset de stadigt mere forurenede og sure vande i Norden. Dette skyldes måske at den i sit oprindelsesområde som regel levede i strømvande der havde sit udspring fra kalkrige bjergkilder.


Mange forsøg på at få regnbuen til at formere sig i naturen i Svenske vande er mislykkedes. Selv ved udsætninger i vande med gunstige pH-værdier. Dette skyldes måske at den har været udsat i vande med en bestand af gedde og ørred. Kun undtagelsesvis klarer den konkurrencen fra disse. De Svenske vande der er fri for gedde og ørred, er som oftest for kolde for regnbuen. I den lyse forsommer er ynglen et let bytte for andre rovfisk, da den i stedet for at søge ly blandt bundens vegetation, søger til overfladen og i midnatstimerne svømmer eller driver ned ad strømmen.

Grundet sin tilpasning til mere stille strømmende og varmere vande er regnbuen langt lettere at opdrætte i dambrug end andre laksearter. Især i Danmark er opdræt af regnbueørred en givtig industri. En af årsagerne har været den lette tilgang til foder fra Nordsøfiskeriet samt de relativt milde vintre.

Hovedparten af de Svenske udsætninger sker da også med regnbuer fra danske dambrug. Fisk der oprindeligt har været opdrættet til fødevareindustrien er således blevet udsat i mindre søer og damme for at give grundlag for sportsfiskeriet. De fleste af disse fisk er igennem utallige generationer blevet grundigt indavlet og har på den måde mistet regnbuens oprindelige og fornemme sportsfiskeegenskaber.


Underarter
Det findes omkring 30 "underarter" av regnbueørreden. Stamfaderen menes at være cut-throat ørreden (Salmo clarkij), som findes i Nordamerika fra Prince Williams Sound i Alaska til nordlige Californien og i flere stater i Rocky Mountains. Det findes flere krydsninger mellem denne art og Regnbueørreden. Endvidere findes der mindst 6 Cut-throat-arter i det vestlige Nordamerika. Cut-throat ørreden findes også som anadrom fisk (vandrende fisk). Mens fisken i ferskvand tidligere kunne opnå en vægt på næsten 20 kilo, vejer de hav-vandrende Cutt-hroat sjældent mere end 6-7 kilo. Cut-throat ørreden anses dog ikke for at være en lige så spændende sportsfisk som regnbueørreden.

Regnbuen bliver ikke særlig gammel, allerede efter 5-6 år er de fleste af dens årgangsbrødre borte.

 

Relevante artikler
Steelhead
Cut-throat ørreden

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home