Thymallus thymallus

 

Harr
Harr
Grayling

Stalling Thymallus thymallus (Linné 1758)

Korte fakta
Den europæiske stalling tilhører familien Salmonidae (laksefisk), underorden Malacopterygii (sild- og laksearter), orden Teleostei (benfisk).

Stallingen er en lille spoleformet fisk med høj og lang rygfinne, ofte er finnen lige så lang som hovedet eller længere. Den er størst hos hannen. Fedtfinne på ryggen. Lille spidst hoved med bred pande og lille mund. Skællene er ordnet i rækker, ryggen er grønbrun eller blågrå med sølvgrå sider. En lysere bug der under legen får et rødligt skær. Rygfinnen er blågrå, ofte med en rødlig kant og rækker med pletter.
Storkornet rogn på omkring 3 mm..

Størrelsen af fisken varierer en del efter region, men generelt: 3-4 år gammel er den ca. 30 cm lang og vejer ca. 250 gr. Den bliver sjældent over 50 cm og 7-14 år (1 kg), max. størrelse ca. 60-70 cm (2-3 kg).

Størrelses-skala (Strømstalling)
0,5 kg 34-38 cm
0,6 kg 38-42 cm
0,7 kg 42-44 cm
0,8 kg 44-46 cm
0,9 kg 46-48 cm
1,0 kg 48-50 cm
1,1 kg 50-51 cm
1,2 kg 51-52 cm
1,3 kg 52-53 cm
1,4 kg 53-54 cm
1,5 kg 54-55 cm
1,6 kg 55-56 cm
1,7 kg 56-57 cm
1,8 kg 57-58 cm
1,9 kg 58-59 cm
2,0 kg 59-60 cm

Som fiskens latinske navn antyder, skal det anføres at en nyfanget stalling har en svag, men karakteristisk duft af timian.

Udseende
Stallingen genkendes let på sin store høje rygfinne der, ligesom halefinnen, skifter mellem blågråt, purpur til lilla. Kroppens farve kan variere fra sølvgrå - blålig til mørk bronceagtig. Fra gammel tid var de danske fiskeres betegnelse for en stor stalling, en "blåmand".

Stalling i modlys
Stallingens adelsmærke er den store rygfinne...



I sjældne tilfælde kan stallingen opnå en længde på omkring 70 cm (Kaitumjaure). Vægt i Sverige op til 3-4 kg, Finland 6-7 kg. De rigtig store stallinger fanges normalt i Norge og Sverige, således 3,380 kg fra Norge. Dansk rekord 1,4 kg fra Alsted Å 1984.

Udbredelse
Stallingen er ganske udbredt i det nordlige Europa fra England og Frankrig til Uralbjergene og Østpå til Volgas vandsystemer. Sydpå til Midtfrankrig og Norditalien i Donaus vandsystemer og ind i Midtrusland.

Stallingen er en udpræget strømvandsfisk, men i Sverige, Norge, Finland og det nordlige Rusland, træffes den også i mange søer. I den svenske og finske skærgård går den også ud i brakvand. (Østersøen)

I Sverige er stallingen hovedsageligt at finde i de nordlige vandsystemer.
I det sydlige findes den blandt andet i Klarälvens og Vätterns vandsystemer. Den er ikke så udbredt i Vänern. I Lagans vandsystemer forekommer den kun på strækningen; Strömsnäsbruk - Traryd i Småland. Formodentlig er den helt udryddet i Motala-ström samt i Svartåns vandsystemer. Den findes i Tyttbo, Gysinge - Söderfors i Uppland til Gästrikland.

Nord for Dalälven findes den stort set i alle regionerne samt på Norrlandskysten, især i Hälsingland og nordpå til Torne älv.

I de nordlige fjeldområder findes den i birkeskovsområderne, men den træffes også i åbne områder, eksempelsvis i Råstojaure i Torne lappmark. Den fanges også i Bottenviken samt i Bottenhavet på Norrlandskysten, især i Norrbottens skærgård. Stallingen er udsat flere steder i Värmland.

I Sverige regnes Dalälven normalt for den sydligste af stallingens elve. Sydligere herfor fandtes den kun i tidligere tider.

Stallingen er også udryddet i Klarälvens nedre dele. Elven transporterer hvert år omkring 30.000 kubikmeter slam ned til sit 16 kvadratkilometer store delta. Set med stallingens øjne er dette katastrofalt, da gruset på gydebankerne helst ikke må være for finkornet. Først oppe ved Forshaga, 30 kilometer fra Vänern, kan der af og til fanges stalling og ved Munkfors, 60-70 kilometer opstrøms, er der regelmæssige fangster af stalling.

I Höljån og Halgån har der vist aldrig været permanente bestande, kun opstigende fisk fra Klarälven. Varåns stallingebestand forsvandt da man byggede Höljes kraftværk og samtidigt forsvandt hovedbestanden i Klarälven på en 20 kilometer lang strækning.

Stalling
Stalling på krogen...
Foto: © Johnny Jensen, Denmark


Ud over Klarälven, findes der Värmländ'ske stalling i Medskogån, der har sit udløb til Norge. Om det er fisk der udsat fra Norsk side, eller det er en spontan forekomst, vides ikke.
I Motala strøm og i Svartån er stallingen helt udryddet.

Vätterns stallinger går efter sigende stadig op i de vestlige bække der er i forbindelse med Götaelven, især Suttran (Hökensån) samt Svedån. Middelstørrelsen er dog sunket ganske drastisk og fisk omkring et kilo et sjældent syn, de fleste er på 300-400gr.

Lagan er kendt som noget af det sydligste stallingen har forekommet i Sverige. Tidligere kunne man fange fisk på omkring 2 kg hér. Nu er stallingen forsvundet på grund af forurening og opdæmninger – som sagt, undtagen på strækningen mellem Strömsnäsbruk-Traryd.




"Normal-størrelse" stalling...


Stallingen er normalt ikke en havvandrende fisk. Det kan derfor virke overraskende at man kan fange Stalling ved Bottenviken og Bottenhavets kyster. Forklaringen skal findes i at vandet hér har et ganske lavt saltindhold, da mange store elve har deres udløb netop der. Vandmiljøet og fødetilgangen kan derfor minde meget om de indsøer hvor der normalt findes stalling.

Stallingens oprindelige udbredelse i Danmark var begrænset til vestløbende midtjyske åer og deres tilløb, Storåen, Skjern Å, Varde Å og Kongeåen. Udsætninger i midten af trediverne har siden skabt gode bestande i Uggerby Å og ganske specielt i Gudenåens vandsystemer. Her lider stallingen dog en del under den megen kanosejlads over dens gydebanker. (Stallingen gyder i det tidlige forår og her starter kanotrafikken også så småt.)

I nogle berømte engelske ørredstrømme bekæmpes stallingen som en hård konkurrent til bækørreden.

Formering
Til forskel fra andre laksefisk leger regnbuen og stallingen i det ganske tidlige forår. I 2-3 års alderen bliver hannerne kønsmodne, hunnerne først omkring 3-5 år hvor de så er omkring 30 cm i længden. Væksten varierer en del fra sted til sted. Det kan i de nordlige regioner vare 6-8 år før en stalling er kønsmoden.


"Stor" stalling - 45 cm. Fanget i Rogen 2001

Så snart forårssolen får isen væk fra bækken, stiger stalling op for at lege i strømvandet. Opgangen til gydebankerne sker hovedsageligt om natten. I Nordeuropa kan legen også foregå ved en egnet søbred eller ude i den Baltiske skærgård. En gruset strandbred kan altså godt anvendes, men så omtales fisken ofte som en "søstalling", dette uanset at der ikke findes nogen påviselig forskel på "arterne".

I legetiden har hannen som regel mørkere farver, og rygfinnen stråler rødviolet med mørke pletter. Huden fortykkes på ryg og haleside i denne periode. Legen der foregår i løbet af ca. 14 dage, finder sædvanligvis sted i vandløb på en halv meters dybde over grus- eller sandbund når vandtemperaturen er på 5-10°C.

Selve legen forgår indenfor et revirområde, og det forsvares ihærdigt mod indtrængende rivaler. Et revir består af et naturligt afgrænset område af bækken, hvor bunden har sten på størrelse med ærter, helst relativt stille høller og gerne med noget overhang i form af rødder, væltede træer eller andet der kan give beskyttelse ovenfra. Revirets størrelse afgøres som ofte af naturligt forekomne grænser hvor stallingen er i stand til at forsvare sit område. Man har iagttaget revirområder fra ca. 1 kvadratmeter og op til ca. 16 kvadratmeter. Reviret forsvares ihærdigt, især på den varmeste tid af døgnet hvor også selve legen foregår. Man kan umiddelbart se om en han har tilkæmpet sig et revir. Så skifter den farve og er nu mere violetgrå over hele kroppen, i modsætning til den mere sølvagtige farve som stallingen normalt har.

Som de fleste andre hanner i dyrenes verden, har også hanstallingen en række kneb for at tiltrække sig en hun, og afskrække andre rivaler. Han vibrere i hele kroppen og med den store rygfinne hævet og bugfinnerne udspredt, samt halefinnen let opadbøjet, demonstrerer han sin styrke og kraft overfor alle i nærheden.

Andre hanner kan forsøge at overtage reviret. De kommer svømmende i hurtige ryk og kombattanterne truer nu hinanden ved gensidige styrkedemonstrationer. De vibrerer over hele kroppen og udspiler deres finner til det yderste, samtidigt med at de sænker underkæben. Begge kæmper de om reviret og prøver at fortrænge modparten. Ved strømmens hjælp prøver de at skubbe rivalen ud af området og ned ad strømmen. I kampiveren kan revirets grænser overskrides opstrøms - så afbrydes spillet og opfølges direkte af angreb med bid eller ved at den indtrængende rival skyndsomt fortrækker.

Stallingens pragtfulde rygfinne, sammen med de stærkt farvede bugfinner, har til funktion at tiltrække sig hunner og afskrække andre hanner. En han med en farvet udspilet rygfinne virker som en magnet på hunnerne i området. Hvis hunnerne nærmer sig bliver de angrebet og jaget ud - hvis ikke de "stryger flaget".

Når en hun er moden til leg, nærmer hun sig hannen med en attitude der sænker hannens aggressivitet. Ryggen krummes og hun sænker det udfordrende stridsflag. Øjeblikkeligt skifter hannen sindelag og forsøger sig nu med en parringsakt. Begge fisk presser sig mod hinanden og vibrerer med hurtige svømmebevægelser. Hannen lægger beskyttende sin store rygfinne hen over hunnen og bøjer sin halerod hen over hende. Hunnen vinkler sin krop så analåbningen presses mod bunden og vibrerende som trykluftbor, presser fiskene sig ned mod bundens grus hvorved sten slynges op og driver bagud med vandstrømmen. Legen sker med en imponerende kraft og selve parringen forgår i et accelererede tempo i gennemsnitlig 14 sekunder.

Under gydningen frembringer stallingen en grube i sandet, hvor hunnen med kraftige haleslag dækker æggene. Ægantallet varierer efter hunnens størrelse fra ca. 600 til 8000. Lige så snart parringen er overstået bliver hannen igen aggressiv og jager hunnen ud af området.

Stallingen skifter oftere partnere end laks og ørred. I løbet af et par timer kan den selv samme han lege med flere forskellige hunner. Disse står ofte direkte i kø ved revirets udkant og venter på at det bliver deres tur.

Efter ca. 14 dage i bækken vender de legende stallinger tilbage til området hvor de kom fra.

Stallingens æg er gule og måler ca. 3 mm. i diameter. De klækkes på 3-4 uger afhængigt af temperaturen. Ynglens blommesæk er ikke særlig stor, og den fortæres på få dage. Få uger efter klækningen spredes ynglen. Væksten er normalt hurtig. Længden 7-12 cm nås efter et år. I andre regioner har den kun en tilvækst på 5-7 cm pr. år. Udsæt derfor fanget småfisk varsomt igen.

Stalling
Stalling på tørflue...
Foto: © Johnny Jensen, Denmark

 

Fødevalg
Stallingens fødevalg adskiller sig tilsyneladende ikke meget fra ørredens. At den snapper insekter fra overfladen er vist ingen nyhed, men den æder også masser af bunddyr og er faktisk ret alsidig i sit fødevalg. Ofte kan man finde snegle i maveindholdet og den er ganske glad for rogn som den kan æde i store mængder når ørred eller laks leger.

Maveundersøgelser fra Norge og Sverige antyder at stallingen ikke skulle æde fisk, men forskere har fundet hundestejler i maveindholdet på stallinger fra Bottenhavet. Man kan jo også undre sig over at stallingen ofte indfinder sig på ørredens og laksens gydebanker, når ynglen begynder at færdes blandt bundens sten. Med alderen tager den faktisk gerne fiskeyngel og elritser.

Igennem hele livet er stallingen ellers optaget af at æde insekter og anden bundfauna. Den lever ganske overvejende af insektlarver, især fastsiddende vårfluelarver samt larver og pupper af dansemyg (chironomider) og kvægmyg (simulier), som den afgræsser på bundens sten.

I starten af stallingens liv er visse arter af dyreplankton et vigtigt fødeemne året rundt.
Undersøgelser i Lule älv har vist at stallingsyngel opholder sig nær stranden eller ovenfor fosnakkerne i den svage strøm. De lever her i ganske stor udstrækning af det plankton der kommer drivende ud af søerne.

I nogle regioner i Sverige har man tidligere indført pungrejen; Mysis relicta, som næringsorganisme for andre fiskearter. Da denne rejeart lever af nøjagtig samme plankton som stallingens yngel, har dette medført en drastisk tilbagegang af stallingen i de berørte områder.

Miljø
Stallingen er primært kendt som en strømfisk, der trives i klart, køligt, veliltet vand med en god rask strøm, som man især finder det nedenfor bjergbækkenes mere brusende forelregion.

En dyb å med fart på vandet, lange bølgende grødebanker med smalle kanaler imellem - høller og stræk med flad grusbund. En elv eller flod med dybere huller, store sten eller udhulinger i brinken - her holder stallingen helst til, men den træffes dog også på mere åbne og ubeskyttede strækninger.

Stallingen kan danne småflokke.

Stallingen er meget følsom overfor forureninger, og samtidig er netop stallingregionen ofte udsat for opdæmninger, reguleringer og anden menneskelig indgriben. Den er også ret ømtålelig overfor forureninger fra dambrug, som må antages at have medført at tidligere store bestande er uddøde.

I de senere år har man dog indset nødvendigheden af, at fokusere på problemerne. Flere steder har man indført skarpere restriktioner med hensyn til mindstemål, fredningstider og fangstkvoter. Det er dog mit indtryk at der er behov for en oplysningskampagne hvor man informerer almenheden om truslen for en udryddelse ude i lokalområderne.

Flere steder hvor jeg har fisket stalling i Sverige, har lokalbefolkningen rystet opgivende på hovedet af mig, når jeg har genudsat mindre fisk. Hér er der fra gammel tid en; "skaffe-mad-tradition" der ikke tager den store hensyn til mindstemål mm..
"Det er jo bare stalling - og de små smager bestemt også godt"
– er ofte kommentarene.


Her ses variation i størrelse meget tydeligt.
De to "små" stallinger i baggrunden er normalstørrelse...

Stallingen stiller store krav til sit miljø, men det største krav for at den skal kunne trives, er dog fraværet af andre dominerende arter. Stallingens værste fjende er først og fremmest gedden som er alle "ædelfisks" fjende nr.:1

Udover gedden har den en ganske speciel konkurrent i helten. Helt opholder sig normalt ikke i strømvand, andet end for at gyde - den lever hovedsageligt i søerne. Men stallingen kan ikke udnytte gydebankerne hvor helten hersker. I de områder hvor helten ikke er i overtal kan stallingen beviseligt gå ud i søerne og tage ophold.

Det menes at stallingen foretager visse sæsonvandringer, der kunne indebære en veksling mellem roligere vande om vinteren og mere strømmende - og måske mere næringsrigt vand, om sommeren. Hvor længe disse vekselvandringer varer, beror på helt lokale forhold; truslen fra gedden, konkurrencen med helten osv..

Levealder
Normalt 7-14 år, men kan i sjældne tilfælde blive op til 15 år gammel. (Kai Curry-Lindahl, Våra Fiskar 1985).

Fisketips
Stallingen er en god sportsfisk, der kan tages på spinner eller flue. Der findes overalt lokale begrænsninger, regler og mindstemål. Undersøg disse nøje før du starter fiskeriet.

Det varer ca. 4 år før en stalling har nået en acceptabel størrelse. Den bør ikke fanges før den er omkring 25 cm og er ikke egnet som spisefisk hvis den er mindre. Mange steder er mindstemålet omkring de 30-35 cm. Fanges eksemplarer under målet, så udsæt øjeblikkeligt fisken forsigtigt igen.

Udsætning Stalling
Genudsætning af stalling...
Foto: © Johnny Jensen, Denmark


I en del af de danske vestvendte åer er stallingen en »vildfisk«, og det er selvfølgelig en del af dens tiltrækning. En anden del er dens hurtighed; lynsnart stiger den til fluen og er væk lige så hurtigt igen. Den er en herlig udfordring på let grej, tynde forfang og små fluer.

Det er en herlig fornøjelse at fiske stalling på let værktøj. Min foretrukne udrustning er en 9" stang på ATMF 4-5. Går man over ATMF 6-7 forsvinder en stor del af fornøjelsen - det er som at "skyde gråspurve med kanoner". Det lette stallingfiskeri - »tørt« eller »vådt« efter omstændighederne - er en lidt overset udfordring i dansk fluefiskeri, mens det er ganske udbredt i Sverige og især i de nordlige Laplandsregioner.

Det er som oftest opstrømsfiskeri der giver resultater. Stalling går ikke som ørreden efter en nedstøms fisket vådflue. Indtil skumringstimen, skal stallingen gerne lurers på pursch; med korte opstrøms kast efter ringende fisk eller »blindt« på de steder, hvor man ved den plejer at stå.

Stallingens smag for fluer synes i høj grad at være international. Uanset hvor man skal på stallingsfiskeri, kan man pakke sin flueæske helt efter personlig smag - og så selvfølgelig efter stallingens! - blot skal man altid huske at "småt er godt".

Der er sikkert mange ideer om flueæskens indhold til stallingsfiskeri, men til orientering så er fluen; "Red Tag" ved en afstemning af "Skandinaviska Harrsällskapet's" medlemmer kåret til århundredets stallingsflue - Husk i det mindste den i æsken!

Døgnflueimitationerne skal helst drive frit uden forstyrrelser fra forfang og line, men vårflueimitationerne kan forsøgsvis bringes til at stribe lidt på overfladen, ligesom de naturlige forbilleder. Vårfluer i havsnød og ikke mindst vårfluepupper er en lækkerbidsken for stallingen.

Sportfiskerekord: Sverige: 2,85 kg, Norge 3,5 kg, Danmark 1,4 kg, Finland 4,7 kg, Skotland 1,53 kg

Håndtering og tilberedning af stalling
Stallingen er en højt værdsat spisefisk, men har kun lokal betydning, fordi dens specielle velsmag går tabt få timer efter døden og dens holdbarhed er ganske begrænset. Stallingen er nemlig en ret så fed fisk. Skal den anvendes som spisefisk bør den renses øjeblikkeligt efter fangsten og spises inden dagen er omme.

Et møde med en lokal fisker ved Ljusnan, lærte mig at en renset stalling bedst opbevares sammen med kviste fra enebærtræet, stoppet op i bughulen, og siden gemt mørkt og køligt i en luftig sæk på ryggen. I mangel af ene kan birk anvendes. Opbevar aldrig fisken i længere tid i en lufttæt og lummer plastikpose.

Stallingens kød har igennem mange år haft ry for at være specielt letfordøjelig, og det skulle derfor være godt for syge eller ømtålelige maver. Men også det fedt stallingen har omkring sine tarme, var i ældre tider højt skattet. Man kunne udvinde olien ved at presse tarmene og siden anvende denne olie i medicinsk øjemed. Specielt indenfor øjen- og øresygdomme, men også mod "knopper" (vorter?) og brandsår skulle den være god.

Samerne anvendte før i tiden stallingen ved ostetilberedning og som lægemiddel, bl.a. ved infektioner. Linné beretter at Samerne ved tilberedelse af renost, fik mælken til koagulere ved at lægge en mave fra en stalling direkte i spanden med renmælken.

 

Relevante artikler
Ørred
Laksefisk

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home