Salmo salar

 

Lax
Laks
Salmon
Laks

Laks

 

Kendetegn:
Havdragten er sølvblank med en grønglinsende ryg med få sorte pletter. Den har lidt større, men færrer pletter på gællelågene. Legedragten er hos hannen mørkere grønskinnende med flere sorte pletter over sidelinien, flere røde pletter og underkæben ændre form til en kraftig krog. Hunnen ligner hannen men er en smule lysere under sidelinien, færre røde pletter og udvikler ikke krog i underkæben.
Størrelse:
Op til 1,5 m. – 1,5 år ca. 60 cm - 2,5 år ca. 80-85 cm - 3 år 110 cm - 4 år 110-120 cm.
Vægt: 1,5 år 2-2,5 kg. - 2,5 år 6,5-7,5 kg. - 3 år 10-13 kg. - 4 år 15-20 kg.
Kønsmoden:
2-3 år
Legetid:
Efterår - vinter. Opgangstiden veksler i de enkelte vandløb og kan starte sommer/sensommer. Man taler om "tidlige vandløb" og "sene vandløb". Gydevandringen kan vare 3/4, undtagelsesvis 1 år.
Gydepladser:
Strømvande med grus- og sandbund.
Rogn: 1000-3000 rogn pr. kg kropsvægt
Klækningstid: Foråret efter befrugningen.
Føde:
Yngel og unglaks; plankton, snegle, muslinger, rogn, insekter, krebsdyr, rejer, småfisk. Voksne laks i havet; sild, tobis, hundestejler med flere..
Alder:
Maksimum 13 år, almindeligvis 5 år.
Udbredelse:
I Europa vidt udbredt fra Skandinavien til Nordspanien, men er nu sjælden i den sydlige del af udbredelsesområdet. Laksen har tidligere været særdeles talrig i Nordeuropa, på de Britiske Øer, i Island, i Sydgrønland og i den nordøstlige del af Nordamerika. I Danmark er der en vild bestand af laks i Skern Å. Under havvandringer kan de komme vidt omkring, blandt andet til Færøerne, Norskehavet og i få tilfælde til Vestgrønland.
Diverse: 

Attraktiv sportsfisk. Minimumsmål i DK er normalt 60 cm, i Sverige 50 cm, men lokale regler findes flere steder. Fredningstider varierer afhængigt af geografien. Sælen er en af laksens værste fjender. Lakseyngelen vandre ud i havet og kaldes da for smolt, "stirr", laxbarn, örval, blanköre, forell med mere. Blanklaks (havstadiet); leklax (ved opstigningen), vraklax og grålax (efter legen). Vänerlax, Klarälvslaks, Gullspångslax, bröling, börsting, börting, öring med mere.

Det er ofte svært at artsbestemme de forskellige laksefisk. Specielt Laks og Havørred i havstadiet kan være svære at adskille.

Mere info:Se "Laks eller Ørred?"

Laksen er slank og torpedoformet fisk med en stor halefinne. Mellem rygfinne og halefinne har laksen, sit adelsmærke - fedtfinnen som de andre laksefisk. Laksen hører til de såkaldte anadrome fisk, hvilket vil sige at Laksen vandre - den gyder i ferskvand og vandre ud for at æde i havet. Laksen gyder om vinteren på sand- og grusbanker i vandløbenes øverste dele.

I havet er Laksen sølvblank med enkelte sorte pletter på sorte pletter på gællelågene og siderne . Ryggen er mørk ryg. Når den trækker op i ferskvand for at gyde, anlægger fisken legedragt -især hannerne bliver mørkere og rødlige på siderne. Hannerne udvikler tillige en kraftig kæbekrog i underkæben.

Laksen foretager ofte meget lange vandringer fra elve og åer til opvækstpladserne i havet. Når laksen er på ædevandring i havet, består føden mest af fisk som eksempelvis tobis, sild, brisling, hundestejler og krebsdyr.

Laksen kan være svær at kende fra Ørreden, men især Havørred og Laks kan være svære at adskille. Laksen er normalt slankere med et lidt mindre hoved, og dens halefinne kan være mere kløftet og haleroden er slankere end ørredens.

Laks
Aqua Freshwater Aquarium, Silkeborg, Denmark
Foto: © Johnny Jensen, Denmark

Laksen gyder normalt i november-januar, men Laksen kan stige op i vandløbene langt tidligere. Laksen danner forskellige bestande eller stammer, der er tilpasset forholdene i det vandløb, hvor de er født. Dette vil sige, at hver vandløb har sin helt egen laksestamme. Det enkelte vandløb betegnes af laksefiskere for et "tidligt vandløb" hvis den lokale Laksestamme stiger op i sommerperioden - eller et "sent vandløb" hvis det er senere på året. Laksen kan opholde sig ganske længe i vandløbenes forskellige dele, inden den til sidst bevæger sig helt op til gydepladserne længst oppe.

Når laksen kommer op til gydepladserne, finder hunnen et egnet sted med frisk strøm og groft grus. Her lægger hun sig på siden og graver et hul i bunden ved at slå kraftige slag med halen. En portion æg gydes i hullet og befrugtes umiddelbart af en opvartende han. Hunnen trækker derefter lidt opstrøms, graver et nyt hul og dækker samtidig det første hul til med grus og småsten, for at beskytte de befrugtede æg. Laksen lægger normalt mellem 8000 og 30000 æg.

Legen kan vare flere dage, inden hunnen får lagt alle sine æg. Æggene klækkes nede i gruset om foråret. Lakseungen har en stor blommesæk, som den lever af en måneds tid, inden den begynder at søge føde. De små laks ligner små ørreder med mørke pletter, og de bliver i de øverste dele af vandløbet 1-2 år, indtil de begynder at vandre ned ad vandløbet ud mod havet. Efterhånden som laksen nærmer sig havet, får den sølvblanke sider og begynder at ligne den voksne laks.

Laksen har tidligere været særdeles talrig i Nordeuropa, på de Britiske Øer, i Island, i Sydgrønland og i den nordøstlige del af Nordamerika. I Danmark er der en vild bestand af laks i Skern Å. Undersøgelser viser, at der sandsynligvis også findes rester af den oprindelige laksestamme i Ribe og Varde Å. Der fanges også jævnligt Laks i flere andre jyske åer som Storå, Vidå og Gudenåen.

I visse lande findes der også bestande i søer og vandløb, der ikke har adgang til havet. De lever hele deres liv i ferskvand.

....

I Sverige findes der tre geografisk adskilte bestande; Västerhavslaks, Østesølaks (sårbar) og Vänerlaks (truet). De stærkeste bestande findes langs Vestkysten og langs øvre Norrlandskyst. Mange af de Svenske vandløb har været ramt af forsuring og havde det ikke været for en intensiv kalkning af søer og vandløb, så havde store dele af bestandene sikkert været udryddet i dag.

I Skåne findes der permanente bestande af Vestehavslaks i Stensån og Rönne å, men der forekommer dog en række mere eller mindre tilfældige legevandringer i de mindre bække på Bjärrehalvøen og så langt syd på som til Råå-åen. I 1998 observerede man laks i Råå-åen for første gang i mere end 100 år. Bestanden er dog endnu så lille at denne ikke må fiskes, men udviklingen følges nøje og når en stabil vækst kan konstateres tages der endelig beslutning om der må fiskes laks.

Takket være et intensivt arbejde med fiskepleje har laksen en svagt øgende bestand i den nordvestlige del af Skåne.

For bestandene i den sydlige del af Østersøen er situationen ret betænkelig. Flere af de store svenske åer er blevet udbygget til kraftværksproduktion, og mange lokale bestande er derved blevet udryddet. I skrivende stund findes der så vidt vides kun fem stabile lakse-reproducerende vande langs Götalandskysten.

For at kompensere for den skade kraftværkerne har påført laksebestandene, har disse pligt til at udsætte lakseyngel (smolt) i de berørte vande. I 1940-erne stammede al laks fra naturlige bestande, mens det i 1990-erne knapt var 10% - og antallet var da for nedadgående.

I starten af 1900-tallet fandtes der gode bestande af Østersølaks i Helge å. Som en følge af den omfattende udbygning af vandkraftværker, er den oprindelige bestand for længst uddød. I et forsøg på at få laksen tilbage til Helge å opstillede man i 1993 en laksetrappe i Torsebro. I foråret 1993 udsatte man forsøgsvis lakserogn i Bivarödsåen, Hörlingeå, og Rökeå. Omkring 90% af rognen døde dog som en følge af M74. I efteråret 1993 og 1994 observeredes spontan leg i Almaåen, hvilket resulterede i god forekomst af lakseyngel, men derimod kunne man ikke observere leg året efter.

I Skåne forekommer laks og ørred i de samme vandløbstyper. Studere man arterne lidt nærmere, viser det sig at de opholder sig i forskellige dele af vandløbene. Laksen holder mest til i de kraftigt strømmende partier, mens Ørrederne står længere inde mod bredden.

I 90'erne blev den fremavlede laks ramt af betydelige reproduktionsforstyrrelser - det såkaldte M74-syndrom. I årene 1992-94 mislykkedes 50-80% af laksen med reproduktionen. Den fremherskende teori er at forstyrrelserne skyldes miljøgifte i Østersøen, noget man dog ikke har kunnet få bekræftet trods en intensiv forskning på området. Problemet ytre sig ved at rognen dør på et tidligt stadium af udviklingen. Ved forsøg har det vist sig at forandringer i den voksne fisks kost kan afhjælpe dette. Ved at tilsætte såkaldte antioxidanter (vitamin B12) til de voksne fisk kost, øges rognens overlevelse væsentligt.

...

Lakserogn en klækkes i den sydlige del af Skandinavien i marts-april, men den nye yngel har en særdeles stor dødelighed. Ofte dør omkring 90% i de første måneder. Ynglens føde består hovedsageligt af bundlevende insekter, men de tager også nedfaldne insekter på overfladen og andre smådyr i sommertiden. I de første år er tilvæksten ganske langsom og det kan varer op til tre år inden den plette yngel - kaldt "stirren" på svensk - forvandles til blank smolt der søger ud i havet. I begyndelsen lever smolten af små krebsdyr og hundestejler, siden lever de næsten udelukkende af fisk, især sild. Tilvæksten øger betydeligt i tiden hvor laksen søger sin føde i havet. Fisken kan være kønsmoden allerede efter to år.

Laksen vokser meget hurtigt, hvis der er nok føde. Laksen er omkring 20 cm med en vægt på 250 gram, når den stikker ud i havet. Efter et år i havet vejer den ca. 2-3 kg, efter to år 5-7 kg og efter 3 år i havet vejer den 10-12 kg. Hvis laksen af en eller anden grund ikke kan komme op i ferskvand for at gyde, eller hvis den overlever gydningen, fortsætter den væksten i havet. Vægten kan da komme over 30 kg.

Salmon
Man with 22,5 kg Salmon, Simrishamn, Sweden
Foto: © Johnny Jensen, Denmark

Laksen vandre over meget store afstande. Forsøg med mærkede laks viser, at de kan tilbagelægge op til 100 km i døgnet. Laksen fra Skandinaviske og britiske floder trækker ud i Nordatlanten og følger stimerne af småfisk til Island og til havet syd for Grønland. Efter 1-4 år i havet, hvor den har opbygget et sine muskler, begynder den lange vandring tilbage til vandløbet hvor den selv voksede op. Oppe i vandsystemet er den i stand til at finde nøjagtig det lille tilløb, hvor den i sin tid selv blev klækket. Eksperter mener, at den bl.a. bruger lugtesansen til at skelne de forskellige vandløb fra hinanden.

Vandringen op i ferskvand er besværlig for laksen og den er nødt til at gennemgå en række forandringer for at kunne gennemføre legen. Dens fordøjelsesorganer skrumper ind, og den tager ikke føde til sig så længe den opholder sig i ferskvand. De store anstrengelser fisken udsættes for, gør at laksen ikke kan æde - den skulle formodentlig dø af mælkesyreforgiftning. Den må bruge sit energilager, som den har opbygget i havet. I de store vandløb må den vandre flere hundrede kilometer for at komme op til gydepladserne.

Den hårde strøm og forhindringer i form af vandfald og andre spærringer kan være en vanskelig prøve for laksen. Laksens gydeinstinkt er stærkt, og den torpedoformede krop med den brede halefinne gør fisken i stand til at forcere de utroligste forhindringer. Laks kan spring/svømme flere meter op ad et lodret vandfald. I vandløb med laks på gydevandring, kan man observere stimer af laks, der med meterhøje spring op i luften prøver at komme over en forhindring.

Efter gydningen er laksens energi slidt op. Den har tabt 30-40% af sin vægt under vandringen til gydepladserne. I modsætning til Havørreden dør de fleste laks efter gydningen. De få, der overlever, søger tilbage til havet, hvor de går på ædevandring. De kommer hurtigt i form igen, og senere kan de igen vende tilbage til ferskvand for at gyde.

Laksen regnes af de fleste lystfiskere for den fornemste modstander.

Siden 1600-tallet har lystfiskere fisket efter laks i åer og elve, når laksen søgte op i ferskvand for at gyde. Som sportsfisk er laksen som sagt en af de mest eftertragtede. I Skandinavien er er laksefiskeri næsten udelukkende strømvandsfiskeri. Laks fanges på især flue og wobler. I Østersøen fanges der også laks fra småbåde, hvor man anvender trolling-rig og store blink og woblere.

Laks
Salmon on Shrimp Fly, River Blackwater, Co. Waterford, Ireland
Foto: © Johnny Jensen, Denmark

Lystfiskeri efter laks er dog begrænset på grund af de mange trusler mod laksens reproduktion , giftudslip, vandkraftværker, sygdomme samt kommerciel overfiskning. Selv i mange u-udbyggede elve - altså elve uden vandkraftværker og menneskeskabte forhindringer - er lakseopgange for nedadgående. Relativt gode muligheder for lystfiskeri efter laks i Sverige er Mörrumsåen, Ätran, Örekilsälven, nedre Dalälven, nedre Ångermanälven og et par stykker til.

Mange danske lystfiskere der er på jagt efter laks, drager til Norge. Her er mulighederne noget større men også her er bestandene truet af sygdomme og manglende opgange. Grundet den store efterspørgsel kan laksefiskeri være en bekostelig affære og specielt laksefiskeriet i Norge opleves som dyrt.

De senere år er der opstået en hel industri med at arrangere laksefisketure for pengestærke lystfiskere. Nye områder opsøges og nye stednavne dukker op i laksefiskernes rækker. Et af de nyere er Colahalvøen i Rusland.

Laksen har altid været regnet for en værdifuld fangst og havde stor økonomisk betydning for mange lokalsamfund, laksen ses bl.a. i mange byers byvåben i hele Skandinavien. Men de senere års opdræt af laks i bure har sænket priserne, og den vilde laks har mistet sin erhvervsmæssige betydning.

Laksens mindstemål er i skrivende stund på 60 cm. i Danmark mens det er 50 cm. i Sverige. Lokale regler og begrænsninger forekommer flere steder.

 


 

Relevante artikler
Laksefisk
Laks eller Ørred
Ørred
Havørred
Nedfaldsfisk

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home