Vandtemperaturen – en vigtig faktor
Vandets temperatur bestemmer i høj grad fiskens opførsel og dens madvaner, hvor og hvornår den leger, hvor den helst opholde sig og dermed også hvilken flue den er nemmest at få til at tage. Vandtemperaturen er derfor én af de vigtigste faktorer man bør lægge mest vægt på, når man vælger strategi og taktik for sit fiskeri.

Fisk er vekselvarme dyr.
Dette indebærer at fiskens temperatur stort set følger vandets. Når vandet er koldt, er fisken det også. Musklerne er stive og fiskens stofskifte er lavt. Dyr med vekselvarme bliver passive når temperaturen synker. Fisken er så at sige gået på vågeblus. Det er energibesparende at holde kropstemperaturen på samme niveau som omgivelserne.
Det er også derfor at fisk kan overleve længere tids sultperioder end eksempelvis fugle og pattedyr. Fisken er derfor mindre villig til at anstrenge sig og den reagere trægt og med langsomme bevægelser. Der skal ofte kraftige og tydelige synsintryk til, før fisken kan lokkes til hug. Dette har selvfølgelig indvirkning på valg af flue og måden der bør fiskes på.

Vandtemperaturen er en vigtig rettesnor – især for laksefiskeriet.
Tidligere sagde man, som en tommelfingerregel, at laksen ikke ville stige til en flue, hvis vandet var under 9°C. Der ligger en del sandhed i dette, i hvert tilfælde hvis elven har en vis dybde. I dag ved man at laksen også kan fås til at stige til fluen, også i det kolde vand, hvis standpladserne ligger højt i vandet og laksen den er gået op for nylig. Der er dog langt bedre odds ved det dybe fiskeri. Derfor anvender mange synkliner med kort forfang, og relativt store fluer. Spinnfiskerne vælger de store agn, gerne med langsomme, tydelige bevægelser og medefiskerne udvælger sig de de største orm, eller anvender flere ad gangen.

Tidlig laks
Det er de store laks der er først til at stige op i elven i det tidlige foråre, når vandet er koldt og strømmen er kraftig. Det er kun de stærkeste der har kræfter til at forcere elvens stryg og fosse under disse forhold. Der findes flere indikationer på at store fisk både foretrækker og også tåler koldere vand end de mindre. Eksempelvis har store fisk en større kropsmasse, som burde gøre det lettere at holde varmen. Dette er dog en hypotese, men der forskes i emnet.

Søens vandcirkulation
Vand er tungest ved 4°C. Er vandets temperatur mindre eller mere 4°C – vil det være lettere og vil derfor altid befinde sig højere oppe.
I vinterens løb, når vandet nedkøles, vil bundvandet stort set altid holde en minimumstemperatur på 4°C – uanset at det eventuelt fryser så meget at der dannes is på overfladen. Fisken går ned i dybet, da bundvandets 4°C er det tætteste den kan komme på sin trivselstemperatur.
I foråret varmes overfladevandet først op. I en kort periode holder stort set al vandet 4°C. Vind og strøm har nu mulighed for at sørger for cirkulation i vandmasserne. Ilten i bundvandet er i vinterens forløb forbrugt af bunddyr og fisk, og det iltfattige bundvand tilføres nu friskt overfladevand, da vandet har samme temperatur uanset dybde og derved er lettere at få til at cirkulere. En modsvarende cirkulation af vandmasserne sker i efteråret. Begge cykler er væsentlige for arternes overlevelse og vandets produktivitet.
Efter forårscirkulationen følger en stagnation, da der i indsøer med en tilstrækkelig dybde dannes et såkaldt springlag (se: spångskikt) mellem det varme overfladevand og det køligere bundvand. I springlaget falder temperaturen med mindst én grad pr. meter. Plankton og småfisk som æder plankton, ligesom rovfisk jager småfisk, opholder sig gerne i - eller over springlaget. Niveauet veksler under døgnets løb – det ligger dybere om dagen og højere ved nattetide. Specielt trollingfiskere der fisker i de store svenske søer er interesseret i at kende til springlagets beliggenhed. Der findes specielle termometre som anvendes for at bestemme springlagets niveau.

I sommerens løb, giver lyset og den tilførte ilt en opblomstring af alger og plankton, der igen sætter fart i alle rovdyrene og fødekædens forskellige led. Algerne i de frie vandmasser kaldes også for planteplankton eller phytoplankton. Det er mikroskopiske organismer, der bruger sollys som energi. De optager CO2 og producerer ilt. Algerne vokser bedst hvis der er mange næringsstoffer og meget sollys og varme. Der er mange dyr der lever af algerne, både når de er levende, og når de dør og synker til bunds. Det er de døde alger på bunden der, hvis der er mange af dem, kan give iltsvind. På grund af vandets øgede indhold af plankton og smådyr, kan vandet se urent og grumset ud. Når dette fænomen aftager hen under efteråret, bliver vandet igen klart. Efterårets vandcirkulation er ikke så kraftig, på grund af det svagere lys og de lavere temperature. Rovfiskene lever af andre fisk. Det er fisk som ørred, gedder og aborrer. Rovfisk har det bedst i vand, der ikke er for grumset, da det gør det lettere for dem at se og finde byttet. Tiden lige efter forårs- og efterårscirkulationen er derfor gode tider at fiske på.

Forskellen i mængden af “grumsethed” i vandet, imellem årstiderne, indvirker som sagt på hvor godt fisken kan se fluen. Dette indvirker også hvor godt fisken ser forskellige farver. Om sommeren kan man med fordel anvende rødt og guld i sine fluer, mens blåt og sølv giver gode resultater efteråret og vinter.

I forårstiden har fisken en tendens til at gå ind på det lave og søge føde i det varmere overfladevand. Når vandet kommer op omkring 15-20°C, søger mange fisk ud på det dybe, hvor vandet er lidt køligere og mere behageligt – hvor det er nærmere fiskens trivselstemperatur. Men det er de lavere områder med bundvegetation der producere mest føde, og fisken søger derfor ind på de laver områder når overfladevandet nedkøles hen under aften. De øverste vandlag nedkøles hurtigst om efteråret og når temperaturen igen falder under fiskens trivselstemperatur, søger den igen ud på det dybe.

Vandets iltindhold (ilt se: syre)
Vandets evne til at indeholde ilt er omvendt proportional med dets temperatur. Der findes mest ilt i vandet omkring frysepunktet. Når vandtemperaturen stiger, synker vandets iltindhold. Ved 20°C er iltindholdet reduceret med mere end en tredjedel.  I varmere vand er fisken livlig, energiomsætningen er hurtig og den frådser i mad og opbygger sin kondition. Men den tåler ikke langvarige fysiske anstrengelser så længe. Den har det som vi ville have det hvis vi går på bjergbestigning og hiver efter vejret oppe i et par tusinde meter over havets overflade. En ørred der tømmes for kræfter i 20°C varmt vand, risikere at dø ved en genudsætning – især hvis det er i stillestående vand.
Forskellige fiskearter foretrækker en kombination af vandtemperatur og iltindhold som er optimal for dem – hvor kroppen både er tilpas varm og fisken får tilstrækkeligt med ilt for at fungere bedst. Dette kalder man for fiskens trivselstemperatur. For ørred og flere andre laksearter ligger den omkring 10-14°C og for aborre, sandart og en del karpefisk ligger den lidt højere.
Hvis fisken har mulighed for at vælge, vil den opsøge standpladser som har en egnet trivselstemperatur. I dage med solskin kan den søge længere ned og først søge føde hen under aften og ud på natten. Dette er igen en indikation på hvornår og hvordan man bør fiske hvis man vil have succes med fiskeriet.
Vandet iltes ved kontakt med luften og via fotosyntese i vandets vegetation og ved hjælp af planteplankton. Der findes mere ilt i en skummende foss og hurtige stryg, end i de mere stille partier af elven og derfor er dette en speciel eftertragtet standplads når vandet er varmt.
Det skylde ikke kun de medførte fødeemner at fisken søger mod tilstrømmende åer og bække når vandet er varmt. Strømmer vandet lidt friskt, iltes det også og gør det derved lettere for fisken at ånde.

Små temperaturudsving - store effekter
Når en længerevarende kuldeperiode med nordlig vind afløses af sol, varme og sydlige vinde, øger aktiviteten og forholdene for fisken forbedres drastisk. I de Skandinaviske fjelde kan dette ske ganske hurtigt, ja næsten som om der sad nogen deroppe og trykkede på en knap.
Under forårets og efterårets vandcirkulation, er fisken normalt sværere at finde, da temperaturforskellene er minimale og det derfor er tilfældighederne der bestemmer hvor byttet og dermed fisken opholder sig.
Indløb til søen er normalt gode fiskepladser, men dette gælder ikke hvis vandløbet tilføre koldere vand end søens temperatur. Sådanne forhold kan gøre sig gældende i forbindelse med tøvejr i forårsperioden og igen lige inden der dannes is på søen om efteråret.
Jo højere mod nord – og jo højere op i meter, des do mere følsomt ser det ud til at fisken er. Selv små temperaturudsving kan udløse næringsvandringer til lavvandede områder af søen eller vandløbet – dér hvor fotosyntesen og insektlivet først kommer i gang. (Fisk kan angiveligt registrere temperaturudsving på én tiendedel af en grad!)

Strømmende vand
Temperaturforskellene er væsentligt mindre i strømmende vand i forhold til stillestående – i det mindste når vi taler om temperaturforskellene i dybden af vandet. Alligevel stiller fisken sig ofte i de dybeste områder i elven, både sommer og vinter – af selv samme årsager som tidligere omtalt ved de stille vande. Størst aktivitet og det bedste fiskeri opleves normalt først når vandet  har nået 10-15°C i forsommeren, og når det igen daler tilbage til dette niveau hen under sensommer og efterår.
I den mellemliggende periode med lav vandstand og vandtemperaturer over 15°C, er fiskeriet en del vanskeligere. Skal man fiske om dagen, bør man især forsøge sig i de dybeste partier af vandløbet, gerne under vegetation, der giver læ og beskyttelse, samt i strømkanterne, bagvand og høler i strygene. På denne årstid er fiskeriet bedst hen under aften når mørket sænker sig og når det igen er ved at lysne ud på morgenen.


© Fluepapiret - 2006-11-08