Bindetråden anvendes i første omgang for at fremstille et velegnet underlag på det glatte krogskaft. Siden anvendes tråden for at fæste materialerne og i visse tilfælde udgør tråden også selve kropsmaterialet.

Med meget få undtagelser skal der bruges bindetråd til alle fluer, og uanset det er syntetisk eller ægte silke, så benævnes det nu til dags altid bindetråd. Tidlige anvendte man betegnelsen "bindesilke" om den ægte silketråd.


Bagerst fra venstre: UNI-Thread i 3 farver, Prewaxed Nylontråd i 4 farver
I midten min foretrukne: Orvis tråd i 5 farver
Forrest: Pearsalls silketråd, "Spiderweb", Kulfibertråd og Kevlar

Bindetråd af naturmaterialer
Det mest velegnede materiale fra naturens hånd, er ægte silke. Tidligere blev næsten al "bindesilke"– som man tidligere kaldte det – leveret af firmaet Pearsall’s fra Somerset i England. Pearsall’s "Gossamer" bindesilke kunne leveres i 17 farver, mens deres "Naples" bindesilke kun kunne fås i scarlet og sort. Mange brugte Gossamer som deres normale bindesilke, mens Naples primært blev anvendt ved de store laksefluer. Pearsall's er nu ikke længere standard på grejhandlerens hylder.

Fluebindere vokser normalt bindetråden, primært for at opnå en bedre hæftning af materialer. I dag fås bindetråde ofte "pre-waxed", men tidligere tiders bindesilke kunne kun leveres u-vokset, da voks ændre trådens farve. Det ikke altid var til at forudse farveændringerne hvorfor man overlod dette element til fluebinderen selv.

Naturmaterialer der udsættes for fugt og vand har det med at mørne eller rådne. I dag anvendes der hovedsageligt bindetråd af syntetiske materialer hvorfor denne ulempe er stærkt reduceret.

Bemærk også at bindesilke fremstillet af ægte silke, ikke bør ligge fremme i sollys, da det kan svække tråden.

Bindetråd af syntetiske materialer
Tidligere anvendte man næsten altid ægte silketråd men i dag er det den syntetiske tråd der er standard ved de fleste fluestik.

Syntetisk tråd bliver fremstillet i en lang række kvaliteter, der klassificeres i tykkelser ud fra et ældre system af nuller. Et system der oprindeligt blev anvendt i tekstilindustrien.

En tråd med betegnelsen; 000 – forkortes normalt til; 3/0 - og er, eksempelvis, tykkere (og normalt stærkere) end tykkelsen; 000000, der også forkortes til; 6/0. Syntetisk tråd kan varierer betragteligt i styrke. En tynd tråd er ikke altid ensbetydende med en svag tråd.


Tykkelse "B" - anvendes til store fluer; "Big fly"

Tyk tråd er benævnt ved bogstaver, hvor den tyndeste af disse er tildelt betegnelsen; A, derefter kommer; B, osv..

• Normal bindetråd fås i forskellige tykkelser 2/0, 3/0, 4/0, 5/0, 6/0, 8/0 osv..
Bemærk at jo større tal, des tyndere tråd!

• Vigtige egenskaber ved en bindetråd er styrke, tykkelse, farve og holdbarhed.

Som nybegynder knækker man ofte tråden indtil man har fundet ud af hvor meget træk man kan påføre tråden. Tråden bør være så stærk som mulig, men må heller ikke være for tyk da det så nemt bliver en klodset flue da tråden let fylder op på krogen. Kunsten er at anvende så lidt tråd som muligt men samtidig lave holdbare, pæne og stærke fluer.

Pre-waxed
Bindetråden er fra start ofte ganske glat hvilket ikke letter fluebinderens arbejde. For at undgå at fluen falder fra hinanden og er lettere at binde, vokses tråden ofte. Flere fabrikanter leverer bindetråde i en "færdig-vokset" udgave - disse benævnes som ofte; "pre-waxed". Den voksede tråd griber godt fast mod glatte materialer.

Syntetisk bindetråd har det med at flosse. Det sker næsten altid i de sidste trin, hvor man eksempelvis skal lave en whip-finish. Ved at vokse tråden kan man undgå en stor del af denne type overraskelser.
Se også: Se mere om dette under emnet; voks.

Hvis man til et mønster udelukkende skal bruge bindetråd som kropsmateriale er man nød til at bruge ægte silketråd (f.eks. Pearsalls), da den syntetiske tråd ikke giver den samme effekt på kroppen.
Den syntetiske tråd er ofte flad og lægger sig i et pænt glat lag på krogskaftet.
Den tvundne silketråd er rund og skaber en riflet (leddelt) effekt.

Ægte silketråd skal altid vokses, før det bruges. Det gøres ved at trække tråden lidt raskt igennem et stykke bivoks (gem lysestumpeme fra de ægte vokslys). Den ægte silke fås også i flere farver. Følgende er gode at have: Kodrivergul (primrose), orange, sort, purpur og crimson.

Pearsall's Gossamer Tying Silk, er den oprindelige silketråd "man" anvendte til klassiske laksefluer mm.. Følgende farver findes: White, Primrose, Yellow, Amber, Gold, Purple, Black, Grey, Scarlet, Cardinal, Dark Claret, Olive, Brown, Green, Hot Orange, Light Olive, Claret, Java Brown, Antique Gold, Chestnut, Salmonberry & Jasper (Speckled).

De forskellige kunststoffer der anvendes til bindetråde har forskellige egenskaber. Nylon er en smule elastisk, hvilket kan være en fordel ved indbinding af eks. hårvinger. Dacron derimod giver sig næsten ikke.

Danville Flymaster-bindetråden lavet af nylon, mens Uni-Thread's tråd er fremstillet af dacron.

Danville og Uni-Thread hører til de mest udbredte mærker.
Uni-Thread er den stærkeste af de to, mens Danville's har den fordel, at den lægger sig helt fladt mod underlaget.
Danvilles bindetråd er vokset, mens Uni-Thread fås både vokset og uvokset.

Uni-Thread 6/0 & 8/0 er nok nogle af de mest anvendte bindetråde. 6/0 kaldes ofte for standard, mens 8/0 er til de mindre fluer (Midge) - begge fås i en "Prewaxed" udgave. Følgende farver findes: Black, Camel, Chartreuse, Green, Grey, Iron Grey, Dark Brown, Light Blue, Light Cahill, Light Olive, Olive, Orange, Pink, Purple, Rusty Dun, Red, Fire Orange, Rusty Brown, Tan, White, Wine, Yellow & Fl. Orange.

Uni-Neon - 1/0 Fluorescent er en ekstra stærk bindetråd der egner sig til streamers, geddefluer og saltvandsfluer. Kan fås i seks farvestrålende kulører: Burnt Orange, Chartreuse, Green, Orange, Red & Yellow.

Uni-Thread Trico/Caenis - disse tråde er primært rettet mod fluebindere der binder fluer mindre end #18. (Trico er på 40 denier, mens Caenis kun ligger på 20 denier) Fås i farverne; Trico-White, Caenis-White & Caenis-Black.

Uni-Big Fly er en tyk tråd der primært er beregnet til store fluer, så som store saltvandsfluer, geddefluer og hvor der ellers kræves en ekstra stærk bindetråd. Tråden kan let snoes op for at få den til at ligge flat på underlaget. Fås i farverne; Black, Chartreuse, Olive, Orange, Red, Fire Orange, White & Yellov.

Uni-Cord GSP Thread er den stærkeste af Uni's tråde - i forhold til sin tykkelse (12/0). Fås kun i hvid og sort. Kan være et alternativ til kevlar-tråde.

UTC-Thread er en ekstra stærk, silkeagtig og blød tråd der lægger sig flat på underlaget. Følgende farver kan fås; White, Cream, Yellow, Hopper Yellow, Burnt Orange, Blue Dun, Tan, Rusty Brown, Red, Dark Brown, Olive, Brown Olive, Black, Grey Brown, Olive Green, Fl. Red, Fl. Yellow, Fl. Green, Fl. Fire Orage, Fl. Shell Pink, Fl. Chartreuse, Fl. Pink, & Fl. Cerise. Trådene fås i både en 70- og en 140 denie.

Orvis levere også bindetråd. En Orvis 8/0 er lige så stærk som en UNI-Thread 6/0 og det er min personlige "allround" bindetråd. Den kan være svær at skaffe, men min grejhandler i Malmø har den næsten altid hjemme.

Dynacord er en flad, ekstremt tynd og super stærk tråd. Foretrækkes af mange, men kan være svær at skaffe. Den er hård ved saksen - anvend i stedet skalpel eller barberblad.


Dynacord...

Giorgio Benecchis halvgennemsigtige bindetråd samt
Roman Mosers Power Silk
er lavet af Dyneema-fibre(*), som er det materiale, der bruges til nogle af de moderne flettede superliner til spindefiskeri.
(*)(Dyneema-fibre er sidste udvikling indenfor syntetiske fibre. De er utroligt stærke - 10 gange stærkere end stål og 40% stærkere end aramid-fibre (Såkaldte Kulfibre))

 


Giorgio Benecchis bindetråd

Danvilles Monocord-bindetråd er ikke enkelttrådet, som man skulle ellers skulle tro, men den er usædvanlig stærk. (3/0) God når der skal spindes "Deerhair" på "Muddlers" Fås i farverne; White, Yellow, Orange, Red & Fl. Green.

Larva Lace levere en tynd, transparent, monofil nylonbindetråd. Den er populær til visse mønstre, hvor bindetråden skal være "usynlig". Eneste ulempe er at den er meget glat.

Transparente monofile bindetråde fås også fra flere andre firmaer og kan ofte findes som "usynlig sytråd" i garnbutikker og hobbyforretninger.

I den anden ende af trådskalaen findes kulfibertråden og kevlartråden. Disse tråde har visse fælles egenskaber, nemlig at de er utroligt stærke og de lægger sig som et fladt bånd om krogskaftet.

Kulfibertråd fås kun i sort og i én tykkelse. Til saltvandsfluer anvender jeg mest kulfiber da den giver et godt og fremfor alt stærkt resultat. Kulfiber stammer fra rumfartsindustrien og er faktisk også det materiale de fleste fluestænger fremstilles af i dag.

Kevlartråd fås mest i røde og brune-gule nuancer og den anvendes især til Muddlerfluer hvor der skal lægges et større træk på tråden end normalt når man skal fordele hjortehårene rundt om krogskaftet. Til Muddlerfluer er det også en fordel at vælge en flad tråd, som ikke så nemt skærer hjortehårene over.

Tip Vær opmærksom på, at visse materialer - især kulfiber og kevlar slider voldsomt på saksens skær. (Det er blandt andet materialer der anvendes i skudsikre veste!)
Brug derfor ikke fluebindersaksen til disse, anvend i stedet en skalpel .
Tip Det er ofte lettere og giver pænere hoveder, hvis man anvender en tynd bindetråd, også selv om der er tale om en stor flue.
Tip Bindetråd er et taknemmeligt materiale at farve med spritpen, så man behøver ikke købe sig fattig i mange forskellige farver.

Slut på artikel!

 

Relevante artikler
Se også: Valg af bindetråd
Se også: Vokse bindetråden
Se også: Voks
Se også: Engelske & Amerikanske mål

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home