ADVARSEL!
Advarsel!
Der arbejdes for tiden med indholdet!

 

Erhvervelse af forskellige typer fjermaterialer...

Visse fjer er dyre...
Når man skal købe fjermaterialer, så undersøg først det mønster hvortil man ønsker at anvende fjeren. Prøv at gennemskue kravene til fjeren der skal anvendes, dette så der ikke investeres i unødigt (dyre) materialer. Visse fjer kan være særdeles bekostelige, mens mange andre kan findes ved stranden eller i parken.

Find dem selv…
Specielle fjer er ofte dyre i indkøb hos grejhandleren - specielt hvis man skal have flere forskellige materialer i mange kulører. Prøv i stedet at finde dine materialer på anden vis og lær eventuelt selv at indfarve.

Fremstil dem selv...
Adskillige fluebinderer rundt omkring på kloden, avler deres egne hønsefugle, for at kunne fremstille egne hackle-nakker i de ønskede farver og kvaliteter. Fugleopdræt er sikkert en spændende hobby, men går ud over grænserne for indholdet i denne artikel. Der findes en lang række interesseorganisationer, hvorfor det anbefales at kontakte sådanne i fald man har interesse i dette.

Brug fantasien og dit netværk…

Og så lige en løftet pegefinger!
ANVEND IKKE MATERIALER FRA TRUEDE DYREARTER!
Flere af de mere eksotiske materialer kan være svære at fremskaffe - én af årsagerne er den øgede fokusering på udrydningsfaren. Visse dyrearter der har ydet bidrag til fluebinderens materialesamling er nu fredet og disse fjer (og skind) kan kun fremskaffes ad ulovlig vej.

Hop ikke på overtroen med at "kun-hvis-dette-specielle-materiale-findes-i-fluen-så-fanger-den-fisk".
En mønsterbeskrivelse må aldrig være en spændetrøje, der hæmmer din kreativitet ved fluestikket.
Brug mønsteret som inspiration og lav din egen personlige variant af fluen - eller endnu bedre; lær at indfarve og fremstil selv dine egne erstatningsmaterialer ud fra andre let tilgængelige fjer.
Se også:Se artikel: Fuglearter og deres anvendelse...


Hackelfjer
Når det handler om tørfluehackler, så køb en hel kvalitetsnakker, gerne af opdrætsfugle. De hele kvalitetsnakker er dyre, men mange bitre erfaringer viser at det godt kan betale sig. Mange frustrationer undgås og man kan jo dele eller bytte med vennerne. Nogle af de bedste tørfluehackler er de såkaldte "spadehackler" der sidder nederst på ryggen af haner. De er ofte meget lange og ensartede i fjerstrålerne så der kan fremstilles mange fluer ud af disse fjer.

Vådfluehackler, nymfe- og krebsdyrs-imitationer stiller normalt ikke samme krav til kvalitet, som på tørfluerne. Her anvender man de bløde fjer fra eksempelvis høne til vådfluerhackler. I princippet egner alle bløde fjer sig til vådfluehackler.

Vinger på fluen
Alle hacklefjer kan i princippet anvendes til vinger på tørfluer.
En nærmere gennemgang af hackler og kvalitetstjek ved køb af disse fjer gennemgås i artikel: Hackler.
Til vinger på traditionelle vådfluer anvendes mest parrede og matchende vingefjer - eller man erstatter dem evt. med syntetiske. På de større vådfluer og "Streamer's" anvendes for det meste hårmaterialer.

Farve og tegning på hackler.
Der er en lang række farver og betegnelser at vælge imellem når det handler om hackler. De mest anvendte er: Grizzly, Ginger, Brown, Blue Dun, Badger, Furnace, White og Creame.
Yderligere informationer om farver og fjertegning på hackler kan findes i artikel: Hackelfarver

Vingefjer fra fugle
Vigtigt: Til fluebinding skal vingefjer altid indkøbes i matchende sæt. Uens vingesæt resulterer i skæve vinger, der får de færdige fluer til at roterer som propeller i vandet. Køb derfor enten hele vingesæt fra samme fugl eller mindre forpakninger med matchende vingefjer.

Pose med machende fjer...
Vingefjer købes i matchende par...

Visse fluebindere udpakker eller plukker samtlige fjer, og matcher dem ved hjemkomst så det er lettere at finde et ens par senere. Hvis det er center-halefjer er det i orden at købe en enkelt, men er det ikke symmetrisk halefjer så prøv at finde matchende par. De mest anvendte vingefjer til fluebinding kommer fra andefugle (især Gråand) og Kalkun.

Brystfjer
Brystfjer og kropsfjer kan købes i løs vægt, mens flankefjer helst skal plukkes enkeltvis fra et helt skind så et matchende par kan udvælges. Bryst og kropsfjer til fluebinding kommer især fra; Fasanhønen (Partridge), Rype (Grouse), Gråand (Mallard), Brudeand (Wood Duck), Perlehøne (Guinea), Kalkun (Turkey) og Krikand (Teal)

Ofte købes disse brysfjer i små poser hvor materialerne ligger godt klemt. Dette kan i mange tilfælde synes katastrofalt når man kommer hjem og skal anvende indholdet. Ofte er de fleste klemt og bukket og virker helt uanvendelige. En tur gennem dampen fra en kedel vand virker som en mirakelkur på de fleste fjer.
Se også:Se artikel: Dampning af små fjer og Gamle fluer som nye!

Herl
Herl får man især fra Påfugl (Peacock) og Struds (Ostrich). Det er fjerstrålerne fra hannernes flotte vifteformede halefjer, især de såkaldte øjefjer, der anvendes. Man kan købe disse både som hele fjer eller som løse fjerståler. Normalt anvendes Herl som kropsmateriale, men bruges også som vingemateriale på vådfluer.
(Herl er engelsk og betyder; fjerstråle)

Marabou
Marabou bruges mest som vinge- og hale-materiale på vådfluerne. Det fås indfarvet i stort set alle regnbuens farver.
Se også:Se artikel: Marabou

Pheasant Tail
... er et udtryk der ofte ses i en mønsterbeskrivelse. Det er engelsk og betyder "Fasanhale". Disse halefjer er meget anvendelige til fluebinding. De er smukke, holdbare og giver fluerne et naturligt udseende. De kan købes enkeltvis eller som en hel hale. De er fine at indfarve hvor ved man kan opnå meget realistiske farvenuancer til sine nymfer.

Crest
Kommer fra guldfasanen og anvendes mest til laksefluer

Cdc – Cul de Canard
En fransk betegnelse for gumpefjer fra andefugle. Det er små og meget bløde fjer/dun der grundet sin struktur og fedtindhold har en vandafvisende overflade. De kan fås i flere typer og farver. Perfekte fjer til mange tørflumønstre.
Se også:Se uddybende artikel: Cdc


Rengøring og opbevaring …
Naturmaterialer du anskaffer på den "naturlige" måde skal altid rengøres og de skal præpareres så der ikke går utøj i det.

Almindelig hårshampo er ganske udemærket til rengøring af fjer.
Lad fjerene ligge i blød inden selve "hårvasken" og skyl efterfølgende grundigt med rent vand. (Anvend ikke sæbe til at rengøre de vandskyende Cdc-fjer!)

Ved trafikdræbte dyr, eller dyr hjembragt fra jagt, skal skindet flås af dyret og fedt og kød omhyggeligt skrabes af, inden det spændes op på et bræt med fjer eller hår ind mod træet.
Er skindet særligt blodigt eller beskidt, kan det forinden dubbes rent med en varm sæbeopløsning. Anvendes der sæbevand er det særligt vigtigt at få vandet tørret af, inden huden spændes op.

Når skindet er spændt op skal bagsiden pensles med en blanding af salpeter og alun i forhold 1:1. Derefter stilles det til tørring på et lunt og tørt sted. Når skindet siden er tørt, ryster man de overskydende kemikaliesalte af og pakker skindet ned i en tætsluttende plastpose - gerne sammen med et par mølkugler.

Efter en grundig rengøring så sørg for at materialerne er ordentlig tørre. Pak dem i lufttætte plastposer og læg dem så i dybfryseren i tre ugers tid. Siden optør man igen materialerne på radiatoren og gentager nedfrysningsproceduren et par gange efter behov. En simpel og ufarlig metode der ganske effektivt slår alle parasitter og deres eventuelle æg ihjel. Flere fluebindere anbefaler faktisk at de materialer man køber hos grejhandleren også rengøres inden de tages i anvendelse.


ADVARSEL

Naftalin er et giftigt materiale der ses anvendt i forbindelse med hår og fjermateriale. Har du den mindste mistanke om at et materiale indeholder rester af naftalin, så undlad at sutte på fjer, hår eller fingre ved håndteringen. Kroppen kan ikke udskille naftalin og stoffet vil ophobe sig i kroppen!

Undgå fremtidigt utøj i dine materialer…
Alle naturmaterialer - altså alle dine fjer- og skindmaterialer - skal siden opbevares særskilt i lufttætte plastposer. Derved undgår du at der siden skulle komme utøj i din samling. At få utøj i hele sin materialesamling er ganske enkelt værre end katastrofalt. Skulle uheldet være ude så er det kun en enkelt pose med materialer det går ud over ved ovenstående procedure. Sørg for at materialerne er godt tørre inden de pakkes væk.

Hele vingepar holdes sammen af en snor og parrede vinger kan holdes sammen med en elastik eller ligende.

Forberedelse inden brug
Mange fjer har fået nogle knæk og tryk ved transport og opbevaringen. De kan rettes ved at man damper dem. Brug en pincet og hold en krøllet fjer hen over en tuden på en kedel kogende vand og den bliver som ny. Crest skal ikke dampes, men i stedet lægges i varmt vand.

Fjer - før og efter en dampning...
Fjer - før og efter en dampning...


Se også:Se evt. artikel: Dampning af små fjer og Gamle fluer som nye!

 

 

Relevante artikler
Fjer - en introduktion...
Fuglearter og deres anvendelse...
Alternative materialer

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home