En introduktion til anvendelse af fjer i fluebinding...

Traditionelt indeholder mange fluer fjermaterialer. Hackler og vinger er tit fremstillet af fjer, men også kroppe og haler fremstilles af fjermaterialer – ja, der ses anvendt fjer til stort alle fluens elementer.

En fjer består af flere forskellige dele og variere i type alt afhængigt af hvor på fuglen de sidder. Flere af de betegnelser og termer der anvendes indenfor fluebinding har bibeholdt de oprindelige engelske ord og udtryk. I stor udstrækning benyttes disse termer stadig af fluebindere i Skandinavien, og mange vil derfor blive forklaret og benyttet efterfølgende.

fjer

Hvad er en fjer?
En fjer er en ret kompliceret – men død – huddannelse, der ikke indeholder levende celler. Fjeren sidder fast i huden i en lille fordybning der kaldes for fjersækken. Den del af fjeren der endnu sidder i fast nede i fjersækken kaldes for posen.

En typisk fjer består af et skaft, der på hver side af dette - og i samme plan - har en række sidegrene, de såkaldte stråler - eller fjerstråler, der igen har sine egne små sidegrene; bistrålerne.

Bistrålerne er normalt, men ikke altid, forsynet med en række små kroge, der kan gribe fat i kroge på nabo-bistrålerne. Det er denne mekanisme der gør at fjeren opleves som en samlet glat flade og også gør at fuglen formår at flyve.

Sammensætningen og karakteristikken af en fjers enkeltdele - fjerstamme, fjerstråler, bistråler, samt selvfølgelig farven - afgør dens egnethed til fluebinding.


Fjerens anatomi
Men først lidt om sprogforvirringen omkring fjer og fluebinding...
Den centrale del af en fjer er en halvstiv struktur, der af anatomer er kendt som "rachis" - ordet stammer fra det Græske ord "rhakhis", der betyder rygrad eller højdedrag. Det er selvfølgelig fjerstammen der her er tale om. På almindeligt engelsk hedder en fjerstamme "Quill", men indenfor fluebinding menes der med en Quill en "nøgen herl" - udtrykket "herl" anvendes om enkelte fibre der er taget fra selve fjerfanen. Oprindeligt er herl den engelske betegnelse for lange bløde fjerstråler som ikke hægter sig sammen med hinanden. I visse udenlandske fluemagasiner kan man også se "lederen" benævnt som "Readers Quill". Quill er nemlig også navnet for en fjerpen!

Pyh-ha! - den der tager vi lige igen og så lidt mere simpelt:
Fjerstammen kaldes almindeligvis for "Stem" eller "Shaft" af fluebindingsbrødre "Over There", mens der med "Quill", menes en fjerstråle der er renset for bistråler og som anvendes til kropsmateriale - simpelt ik'?!
Desværre for de ikke så engelsk-kyndige, findes der masser af den slags sprogforvirring indenfor fluebindertermonologien, men lad dig endelig ikke slå ud. Vi tager fat i dem undervejs, efterhånden som de dukker op.

En skematisk oversigt over en fjers enkeltdele


Eksempel på en typisk konturfjer - en vingefjer i dette tilfælde.

Fjerens enkeltdele:
1)
Dansk: Fjerskaft - fjerstamme
Engelsk: Stem - Shaft
 
2)
Dansk: Fane
Engelsk: Vane
 
3)
Dansk: Bifane
Engelsk: Afterfeather
 
4)
Dansk: Fjerstråle
Engelsk: Barb
 
ej vist
Dansk: Bistråle
Engelsk: Barbules
Bistrålerne kaldes til tider også for "Web" på engelsk - man taler blandt andet om "Web-free" områder. Hermed menes der "bistråle-fri" områder på en fjer.

Fjerstammen
Fjerstammer varierer i tykkelse, i tilspidsning - det fluebindere kalder for "tapering" - og ikke mindst; i tværsnits-facon. Dette kan forklare hvorfor visse hacklefjer opfører sig pænt når de tørnes, mens andre vrider og vælter under indbindingen. Fjerstammens tværsnits-facon kan nemlig forhindre at fjerstammen vil lægge sig pænt omkring krogskaftet, som ønsket af fluebinderen. (?) Jo – et bræt er næsten umuligt at bukke på den "høje led", mens det er væsentligt nemmere at bukke over fladen. Forestil dig eksempelvis et par ski. Skiene kan fjedre og bukke på den flade led, mens de er stive og ubøjelige på den anden.

Dun
Nederst på fjerstammen findes der som regel et dunet område. Her har fjerstrålerne ikke bistråler med kroge. De engelsktalende kalder det område for "plumulaceous" og fjerstrålerne for "plumulaceous barbs". Barbs betyder fjerstråle, så med "plumulaceous barbs" menes der altså "dunede fjerstråler". Specielt Påfuglefjer, Maraboufjer og fjer fra Strudsen er kendt for at have denne type lange og distinkte dunede fjerstråler, der ikke hæfter sig til hinanden.

Fjerstråler og fane
Oven over de dunede fjerstråler har fleste fjer har en markant og stabil fjerfane der består af flere sammenhæftede fjerstråler. Det er disse fjerstråler der oftest anvendes indenfor fluebinding. Engelsktalende anatomer vil kalde dem for "pennaceous barbs", mens fluebindere "Over there" kalder dem "Barbs". På dansk kalder vi det almindeligvis for fjerstråler. Kollektivt kaldes de sammenhængende fjerstråler, på samme side af stammen, for en fane. En normal fjer har således to faner - én på hver side af fjerstammen.

Bistråler
Udgående fra begge sider af de fleste fjerstråler, findes tynde hårlignende strukturer. Dette er bistrålerne, der af engelsktalende bliver kaldt for "barbules". De små bistråler der udgår fra de større fjerstråler, er forsynet med kroge der gør at fjerstrålerne kan hæfte sig sammen og danne en sammenhængende overflade. Disse bistråler hæfter sig sammen og danne den føromtalte sammenhængende flade; fanen. Området hvor disse bistråler hæfter sig sammen kaldes af engelsktalende anatomer for; "normal pennaceous portion". Engelsktalende fluebindere kalder det det normalt bare for det "webby" område - specielt i sammenhæng med krops- og hacklefjer anvendes udtrykket. ("Web" betyder; væv eller fane på dansk, men i fluebindersammenhænge menes der med ordet "Web"; bistråler)


Et nærbillede af en hacklefjer, hvor man kan se fjerstråler, med og uden bistråler...

Web-fri områder
Visse fjerstråler mangler de sammenhæftende bistråler. Områder på fjeren hvor disse fjerstråler findes kaldes for "open pennaceous portion". De engelsktalende fluebindere kalder det for "web - free" områder - oversat kunne det blive til "bistråle-frie" områder. Oversættelsen er nu ikke så vigtigt, men det er nu rart at vide hvad der menes, når man læser om hvordan man udvælger førstekvalitets hacklenakker i de engelsksprogede magasiner. Her er det "web" - fri område nemlig noget man går meget op i - specielt ved genetiske hanenakker ønsker man så stort et område der er frit for bistråler på de enkelte hacklefjer.



Hacklefjer med områdeindeling..

 
1)
Dansk: Dunede fjerstråler
Engelsk: Pennaceous barbs (Plumulaceous portion)
Nærbillede af det dunede område...
Nærbillede af de dunede og "fluffy" fjerstråler.
2)

Dansk: Fjerstråler med bistråler
Engelsk: Webby (Penneaceous Portion)

Dette er det "normale" på langt de fleste fjer, men det er sjældent ønskværdigt på kvalitets hackler til tørfluer.

Nærbillede af området med bistråler...
Nærbillede af det "Webby" område.
3)

Dansk: Bistråle-frie fjerstråler
Engelsk: Web-free (Open Pennaceous Portion)

Her ses et område af hacklefjeren hvor der næsten ingen bistråler findes. Jo større dette område er, jo bedre en kvalitet tørfluehackle er det.


Nærbillede af det "Web-free" område.

Uanset at Påfugle- og Strudsefjer ser noget anderledes ud end de fleste andre fjer, så er det den samme struktur der er tale om. Ofte vil fluebindere dog anvende andre udtryk for at beskrive disse fjer.
Mere: Se evt. "Herl" og "Quil"

Bistråler på en vingefjer er anderledes end bistrålerne på eksempelvis en kropsfjer. Vingefjerens er længere og mere udviklet - noget de fleste fluebindere har observeret ved indbinding af en fjervinge. De har en egenskab der gør at man kan adskille de enkelte fjerstråler og igen sammensætte dem til en glat og sømløs overflade. Funktionen kan sammenlignes med en lynlås, hvor man kan åbne og sammenføje de forskellige dele af lynlåsen - igen og igen.

Denne egenskab findes i stor udstrækning på de fleste fjer, men den er især udtalt og synlig på vingefjerene. Fjerstråler - og bistrålerne med sine kroge, er specielt udformet med denne egenskab for øje. Når fuglen pudser sine fjer med sit næb, så er det blandt andet for at sammenføje og ordner sine fjerstråler så de udgør en sammenhængende fjerfane. Man kan se at mange fugle nærmest tygger på de enkelte fjer for at ordne og sammenføje de fjerstråler der skulle være kommet i uorden.

Fluebindere benytter sig af disse egenskaber når de adskiller fjerstrålerne og samler dem igen med fjerstråler fra andre fjer. På denne måde kan man sammensætte forskellige farvede fjerstråler, fra forskellige fjer og forskellige fugle og fremstille flerfarvede vingesektioner - det fluebindere kalder for sammensatte vinger. På engelsk kaldes denne type vinger for "Married Wings".

Både Håndsvingfjer (Primaries) og armsvingfjer (Secondaries) kan anvendes til de traditionelle fjervinger på fluerne. Fjerstråler fra håndsvingfjer - lige med undtagelse af de første par stykker længst ude ved vingespidsen - bliver betragtet som de bedste til fjervinger. De yderste håndsvingfjer (Pointers) har en tendens til at være lidt grove i det og grundet fanens tilspidsning og smalle udformning på disse fjer, er der ikke så meget brugbart materiale. De inderste håndsvingfjer er derimod mere ensartet i facon og indeholder meget anvendeligt materiale. De har heller ikke samme tendens til at have slidte og ødelagte fjerstråler, som de yderste fjer.


Fjertyper
En fugl har flere forskellige fjertyper; lange og stive vinge- og halefjer, kortere og knapt så stive kropsfjer, små bløde dun, trådfjer og specielle fjer på hoved osv..

Konturfjer
Svingfjer, halefjer og dækfjer på vingerne, krop og hoved kaldes konturfjer. Nogle konturfjer er næsten helt symmetriske - eksempelvis visse halefjer, men på de fleste fjer har fjerfanen forskellig bredde på hver side af skaftet og også forskellig omrids (kontur).

Konturfjer anvendes hovedsageligt til vinger på fluer, men også de enkelte fjerstråler fra konturfjerene anvendes som herl eller quill.

Dun
Dun er fjer med bløde stråler uden kroge på bistrålerne. De danner derfor ikke en sammenhængende glat flade, men strålerne står som ofte ud til alle sider. Ofte er skaftet ganske kort, da dun skal danne det inderste varmeisolerende lag under fuglens dækfjer. Den inderste del af mange dækfjer kan også være dunet. Hunnerne hos mange andefugle producerer særlige rededun. Disse rededun sidder ofte ret løst og anvendes til at forer reden og holde æggene varme når fuglen er borte fra reden.

En anden speciel type dun der findes hos andefugle, er de små olieret dun der findes ved fedtkirtelen ved fuglens gump. Disse dun er specielt interessant for mange fluebindere, da de er meget vandskyende, grundet deres konstruktion og indhold af olie. Disse dun kaldes i fluebinderkredse for "Cdc-fjer".

Der findes også vandsugende fjer. Centralasiatiske steppehøns er specielt kendt for at have en særlig type fjer på bugen. Disse fjer har proptrækkersnoede bistråler, der kan holde på vandet. Steppehønsene yngler i ørkenområder, hvor de ofte må flyve lange strækninger for at hente vand til ungerne.

Mange andre fugle har vansugende fjerdragt. Eksempelvis er Skarven udstyret med vandsugende fjer. Angiveligt er fjerdragten vandsugende, for at luftbobler der ellers kunne være indeklemt i fjerdragten, ikke skal skræmme den fisk fuglen jager så intensivt under vandet. Det er derfor man ofte ser Skarven sidde i den specielle positur for at tørre sine vinger, efter endt fisketur.

Generelt anvendes der indenfor fluebinding, vandskyende fjer til tørfluerne, der jo skal "stå på vandet" og selvfølgelig vandsugende fjer til vådfluerne der skal hurtigt ned i vandet. Adskillige undtagelser forekommer dog.


Vingens fjer
Hovedparten af vingens fjer er assymetriske konturfjer der især anvendes til vinger på traditionelle tør- og vådfluer, men også de små dækfjer længst fremme på vingens forkant, anvendes til hackler.

Skematisk fremstilling af vingens fjer
Skematisk fremstilling af en fuglevinge, set oppe fra.

Vingens fjer:
1)

Dansk: Håndsvingfjer
Svenska: Handpennor
Engelsk: Primaries

Ofte kan man opleve at mange "fordansker" de engelske udtryk og kalder håndsvingfjer fjer for "Primære svingfjer". Det er hovedsageligt håndsvingfjer og i lidt mindre grad armsvingfjer der anvendes til vinger på mange traditionelle våd- og tørfluer. Det er vigtigt at man udvælger fjerene nøje så man får et parvis match, i både farvetegning og kontur, fra både venstre og højre vinge. De enkelte fjerstråler anvendes også ofte til haler. Fjerstråler fra store fugle, eks.; Påfugl, Hejre, Svane og Gås anvendes også til Herl og Quill.
2)
Dansk: Armsvingfjer
Svenska: Armpennor
Engelsk: Secondaries
Ofte kan man opleve at mange "fordansker" de engelske udtryk og kalder armsvingfjer fjer for "Sekundære svingfjer". Disse anvendes i stor udstrækning til vinger på mange traditionelle våd- og tørfluer. Det er vigtigt at man udvælger fjerene nøje så man får et parvis match, i både farvetegning og kontur, fra både venstre og højre vinge. De enkelte fjerstråler anvendes også ofte til haler. Fjerstråler fra store fugle, eks.; Påfugl, Hejre, Svane og Gås anvendes også til Herl og Quill.
3)
Dansk: Hånddækfjer
Svenska: Handtäckare
Engelsk: Primary Covert
Fjerstammen på håndsvingfjerene, armsvingfjer og håndækfjer er så stive og kraftige at disse fjer ikke egner sig til "soft-hackler", men fjerstrålerne er i stor udstrækning brugt til vinger, haler og ben.
4)
Dansk: Mellemhåndsdækfjer
Svenska:
Engelsk: Middle Primary Covert
Fjerstammen fra mellemhåndsdækfjerene, er ogsså lidt stive og kraftige, men fjerstrålerne kan med held anvendes til vinger, haler og ben.
5)
Dansk: Smådækfjer
Svenska: Mindre täckare
Engelsk: Lesser Covert
Smådækfjer og armdækfjer er fjer med en medium-længde fjerstråler og en medium-længde fjerstammer. Disse småfjer er meget anvendelige til at fremstille "halve hacklefjer" til eksempelvis de små Flymfer og "Soft" Palmer-hackle på Wolly Worm's.
6)
Dansk: Mellemdækfjer
Svenska: Mellersta täckare
Engelsk: Middle Covert
Vingen har dækfjer på både over og underside. På engelsk kan man støde på betegnelsen; "Dorsal Marginal Coverts" - der betegner de øverste mellemdækfjer, og "Ventral Marginal Coverts" - der benævner dækfjerene på undersiden.
Disse er ofte forskellig i farve, de underste som regelen anelse lysere, men faconen er den samme. Det er relativt korte fjer med en medium-længde fjerstråler og medium-længde fjerskaft. De er også ret små - det er ikke usædvaneligt at finde mellemdækfjer på Ryper i størrelse 20-22. Det er disse fjer der traditionelt har været anvendt til de såkaldte "Soft Hackle Flies".
7)

Dansk: Armdækfjer
Svenska: Större täckare
Engelsk: Greater Covert

Smådækfjer og armdækfjer er fjer med en medium-længde fjerstråler og en medium-længde fjerstammer. Disse småfjer er meget anvendelige til at fremstille "halve hacklefjer" til eksempelvis de små Flymfer og "Soft" Palmer-hackle på Wolly Worm's.

Vingefjers struktur og anvendelse
Vingefjer til ørredfluer kommer typisk fra ænder, men også fjer fra andre fugle anvendes. Stærefjer ses anvendt, ligesom fuglevildt der er nedlagt ved jagt, eksempelvis Fasan og Rype, har fine attraktive vingefjer. Disse fjer kan være ret små og er normalt bedst anvendt i mindre fluer. Skulderfjer fra Gås og Svane anvendes ofte til sammensatte vinger – såkaldte "Married Wings" - på de større mønstre, men generelt er de større vingefjer for grove til vinger i normalstørrelse ørredfluer.

En fuglevinge indeholder flere fjertyper, men generelt kan de inddeles i to hovedgrupper; svingfjer og dækfjer. Her koncentrerer vi os om svingfjerene, da det især er disse der anvendes til de klassiske fjervinger; de "parrede fjervinger" som Skandinaviske fluebindere kalder dem – de engelsktalende kalder dem; "Quill Wings". Dækfjer fra visse fugle vil også kunne anvendes til dette formål, disse tilfælde vil blive omtalt senere.

Som den tidligere viste hacklefjer, har også vingefjeren en fjerstamme med fjerstråler der udgår fra begge sider. De første par vingefjer er interessante, da fanerne på henholdsvis for- og bagside af fjeren er markant forskellig i kontur. De første par vingefjer er derfor meget asymmetriske. På den ene side af fjerstammen finder vi det fluebindere siden tidernes morgen har kaldt for "Quill" – det er det bagerste område med de lange fjerstråler på den store fane – og på den anden side, det fluebindere kalder for "Biots". Biots er er en hel del anderledes i både struktur og facon end de andre fjerstråler. Disse brede, flade, og stærkt overlappende fjerstråler, tilføre stivhed til forkanten af fjeren og forhindre denne i at vride sig når fuglen flyver.


En vingefjer har ofte et område med kraftigere fjerstråler der skinner ved kraftig belysning
- fjer fra sådanne områder er uegnet til vingemateriale og bør undgås...

Som det ses på ovenstående foto, er undersiden af mange vingefjer skinnende og delvist blanke på et område tættest ved fjerstammen. (Det hvide område ved den grønne markering) Især de forreste vingefjer har disse områder. De forreste håndsvingefjer kaldes af engelske fluebindere for "Pointers".

Tag en vingefjer og vip den lidt frem og tilbage, så lyset reflekteres i undersiden af fjerfanen. Ofte vil man kunne se et område hvor lyset reflekteres og fjeren skinner kraftigere end andre steder. Dette område kaldes for "Ventral ridge" og skyldes en speciel tyk og forstærket del på det inderste af fjerstrålerne. Disse forstærkninger, der har samme funktion som Biots, er også med til at forhindre fjeren i at vride sig under flyvning.

Vingefjer hos visse fuglearter har meget små områder med disse forstærkninger, eller slet ingen, mens de er specielt fremtrædende hos mange af vandfuglene. Set med en fluebinders øjne, er disse områder porøse og marvagtige. Fjerstråler fra dette område bør undgås, da de ikke er egnede til vingemateriale. Når man udskærer vingesektioner af vingefanen til parrede vinger, kan de inkluderes for at lette håndteringen, men de bør ikke indgå i den færdige vinge, da denne i så fald let ødelægges. Ofte falder vingen fra hinanden under selve indbindingen med deraf følgende frustrationer hos fluebinderen.


Herl
Udtrykket "herl" anvendes om enkelte fibre der er taget fra fjerfanen. Herl har en tynd stamme med mange bløde bistråler. (Oprindeligt er det den engelske betegnelse for lange bløde fjerstråler som ikke hægter sig sammen med hinanden) Det er altså sidestrålerne eller de enkelte fjerfibre, fortrinsvis fra Påfugl, Struds, Hejre og Kalkun etc., der benævnes "herl". Påfugleherl er meget anvendt som kropsmateriale til ørredfluer, eks. "Red Tag". Strudseherl anvendes i stor udstrækning som kropsmateriale og som "butt" på klassiske laksefluer.

Påfugleherl
Herl
Påfugleherl fra en "øjefjer"
Ved nærmere eftersyn ses det at fjerstrålerne ikke hægter sig sammen,
da de mangler kroge på bistrålerne.
Herl fra Struds
Strudseherl
Strudseherl
Nærbillede af Strudseherl -
her findes heller ingen kroge på bistrålerne.

Quill
Betyder på dansk; Penneskaft, mens der med ordet "Quill" på fluebinderlatin, normalt menes en "nøgen" herl. Quill kan fremstilles af en enkelt herl fra eks. Påfugl, Hejre eller Kalkun, hvor luven - altså de mange bløde bistråler - er fjernet. Fjerstammer fra hacklefjer og lignende kan også befries for luven – fjerstrålerne - og anvendes som Quill. En Quill-krop danner ofte en fin imitation af en leddelt insektkrop med fine farvenuancer. Mange fluemønstre har ordet Quill i navnet; eks.; Ginger Quill, Olive Quill og Red Quill. Dette afspejler selvfølgelig at der er anvendt Quill i mønsteret.

Quill kan fremstilles fra en Påfugleherl...
..bistrålerne kan let fjernes med et viskelæder.
Halvvejs færdig...

Resultatet bliver en Quill der er et fint kropsmateriale til tørfluer.

 


Hackler
Ordet; "Hackle" er et kendt udtryk indenfor for fluebindere og fluefiskere. Ordet er engelsk og betyder frit oversat; halsfjer. Indenfor fluebinding er det dog især nakkefjerene fra diverse hønseracer, der anvendes til hackler. I fluebindertermonologien benyttes udtrykkene kropshackle, fronthackle, falskt hackle og parachute- eller faldskærmshackle. Det sidstnævnte findes på såkaldte faldskærmsfluer.

Et hackle på fluen - hvad er det?
For at imitere insektben og lignende tilføres fluen ofte et såkaldt "hackle" af fjer.

Hackelfjer kommer for det meste fra hønsefuglenes nakke- og rygfjer, men også halefjerene anvendes. I engelsk litteratur - og i en lang række Skandinavisk ditto - anvendes udtrykkene; "neck hackle" (nakke-hackle), "spade hackle", "spey hackle" og "saddle hackle" (sadel-hackle). Disse benævnelser angiver hvor på hanen fjerene er taget fra. Nakkefjer er de mest anvendte til hackler.

Bistrålerne på hanehackler er ofte nogenlunde ens i længde og fjerene har en længde der gør at de kan tørnes adskillige gange rundt om krogskaftet.

Hacklefjers placering...
Hacklefjerenes placering på en hane

Hacklefjer til vådfluer
Traditionelt anvendes der især bløde fjer fra høner til vådfluehackler. De bløde fjerstråler tilfører langt mere "liv" til vådfluen, end en stiv hanehackle fjer kan gøre. Der er tre forskellige anvendelsesmetoder for vådfluehackler: "fronthacklet", som tørnes foran vingen; "throathacklet", også kaldet et "falsk hackle", dette indbindes så det stritter ud under krogskaftet; og endelig "palmerhacklet", der tørnes hen over kropsmaterialet. I nogle tilfælde kombineres fronthacklet, eller throathacklet, med et palmerhackle.

Hane- & hønenakke
Hane- & Høne hacklefjer

Nakker henholdsvis fra hane og høne
Hane hacklefjer & høne hacklefjer

 

Hacklefjer til throat- og fronthackler
Til vådfluerne ønsker man ofte at disse hackler skal være så pulserende og bevægelige i vandet som muligt, og vælger ofte tredjerangs hanenakker eller gode hønenakker. Begge disse fjertyper er både bløde og dunede. Den nederste, dunede del af saddelhackler kan også være anvendelige. Også forskellige flanke- og kropsfjer kan bruges som throat ­og fronthackle. De mest anvendte kommer fra; Perlehøne, Gråand, Krikand, Guldfasan, Hejre og Agerhøne. Disse fjer kan volde lidt problemer, når de skal tørnes. Det kan til tider anbefales, at man stripper fibrene af på den side af fjerskaftet der vender ind mod krogen. Da de fleste hackler tørnes med uret, er det vigtigt at strippe den rigtige side!

Kropshackler
Mange mønstre har kropshackler i kombination med throat- og fronthackler. De bør have betydeligt stivere og mere spændstige fibre end de andre hacklefjer. Saddelhackler eller dårlige tørfluehackler er gode til disse opgaver.

Flue m. Palmerhackle
Flue med både Fronthackel og Palmerhackel - også kaldet kropshackel

Tørfluehackler
Mens de bløde anden- og tredjesorterings nakker ofte er det bedste valg til vådfluerne, er kravene ganske anderledes høje, når det drejer sig om tørfluerne. Her bruges de bedste hanenakke- og hanesaddelfjer, man kan opdrive. Køb hele nakker, så du man udvælge de bedste fjer til tørfluerne.

Indenfor tørfluerne findes der ud over de tidligere nævnte typer, også "faldskærmshackler".

Traditionel Tørflue
Tørflue m. Faldskærmshackle

Flue m. traditionelt tørfluehackle.

Tørflue m. Faldskærmshackle og fjervinger

Se også: Se også artikler om: Hackler og Hackelfarver


Vinger på fluen
Det er for det meste fuglenes vinge- eller halefjer der brug at imitere vinger på fluerne. Ofte angives der parrede vingesæt i mønsterbeskrivelserne. Vigtigt: Dette er identiske udskæringer af matchende svingfjer fra henholdsvis højre og venstre vinge. Nogle gange kan et parret vingesæt også fremstilles af en enkelt symetrisk halefjer ved at bruge udsnit fra højre og venstre side af en centerfjer.


"...identiske udskæringer af matchende svingfjer..."




Haler på fluen
Hale på fluer imiteres ofte ved hjælp af et lille sparsomt bundt fjerstråler. Fjerstråler fra hvilken som helst fjer kan i princippet anvendes; vingefjer, halefjer eller hackelfjer. I visse tilfælde anvendes hele fjeren, eksempelvis en brystfjer eller en flankefjer.

Fjer som kropsmateriale på fluerne
Det er især Påfugl herl der anvendes som kropsmateriale til nymfer og vådfluer, men også quill fra en lang række fjer anvendes som kropsmateriale på tørfluerne.


Opbevaring og forberedelse
Alle naturmaterialer bør opbevares i lufttætte plastposer, adskilt fra de andre materialer, således at der ikke kommer dyr og ”utøj” i hele ens materialesamling. Sørg for at materialerne er godt tørre inden de pakkes væk.

Hele vingepar holdes sammen af en snor og parrede vinger kan holdes sammen med en elastik eller ligende.

Mange fjer har fået nogle knæk og tryk ved transport og opbevaringen. De kan rettes ved at man damper dem. Brug en pincet og hold en krøllet fjer hen over en tuden på en kedel kogende vand og den bliver som ny.
Crest skal ikke dampes, men i stedet lægges i varmt vand.

Dampning af fjer
Fjer - før og efter dampning


Se også: Se evt. også artikel: Dampning af små fjer og Gamle fluer som nye!


 

Relevante artikler
Erhvervelse af fjermaterialer...
Fuglearter og deres anvendelse...

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home