Denne artikel omhandler fuglearter, fjermaterialer og deres anvendelse indenfor fluebinding.

Der er ikke rigtigt nogen vej udenom - alle der ønsker at binde ældre eller klassiske fluemønstre, kommer før eller siden ud for at skulle udstyre sin flue med et eller flere fjermaterialer.

Tippet

Mange fluebindere finder området om fjermaterialer forvirrende. Adskillige ældre fluemønstre opgiver fjermaterialer der ikke kan fremskaffes kommercielt, eller til og med fjer fra fugle der er fredet. Der findes flere muligheder for at erstatte disse fjer og mange af de ældre mønstre er også "oversat" til hår-materialer.

Denne artikel vil forsøge at gennemgå fjermaterialer og fuglearter man kan støde på i mønsterbeskrivelserne. Dette uanset om fuglen er fredet eller ej! Dette er gjort efter nøje overvejelser, da det efter egne erfaringer er langt nemmere at finde velegnede erstanningsmaterialer, når man kender struktur og udseende af det oprindelige.

Et af de største problemer for nybegynderen, er ofte at identificere det rigtige fjermateriale til sin fluer. Efterfølgende arts- og materialebeskrivelser er derfor forsøgt illustreret. Det skulle gerne gøre det noget nemmere, at finde frem til egnede fjer til et specifikt mønster. Det bør selvfølgelig også være en hjælp til at identificere mystiske fjer som de fleste af os har samlet sammen.

Nogle illustrationerne kan varierer betragteligt fra hvad man kan finde i naturen eller hos grejhandleren. Dette skyldes at visse fjer er så individuelle, enten i farve eller tegning, at det næsten er umuligt at finde dubletter. Det kan derfor også være svært at anbefale egnede erstatningsmaterialer for disse fjer.

Indholdet er under udarbejdelse og tekst og illustrationer vil derfor ændres løbende. Fandt du ikke hvad du søgte, så kig ind senere.

Da fluefiskeriet og fluebinding har sin oprindelse i engelsksprogede lande, er mange af de termer og udtryk der anvendes indenfor fluebinding, stadig stærkt præget af dette - også i Skandinavien. Der vil i et vist omfang blive givet eksempler og forklaringer af ord og termer undervejs. Dette er gjort primært af hensyn til "ikke-klassisk-fluebinder-kyndige", men forhåbentlig kan de mere erfarne også finde guldkorn undervejs.

God fornøjelse...

Bemærk:

Der er ikke nogen af os der ønsker at medvirke til at udrydde truede dyrearter. Listen over truede arter opdateres løbende og det er derfor altid dit eget ansvar at holde dig informeret om gældende love og regler!

CITES / Washingtonkonventionen kontrollere al Handel med truede dyr og planter. Det sker gennem overvågning og regulering af den internationale handel. Her kan man også undersøge hvilke dyr og planter der er på den globale liste.

Læs også: Ekstern link til den danske: "Rødliste" fra Danmarks miljøundersøgelser
Læs også:

Se evt. Skov og Naturstyrelsens hjemmeside om CITES der oplyser om globale regler og love.

 

A

Agerhøne (svensk: = Rapphöna) (engelsk: = Partridge) Perdix perdix
En Agerhøne er omkring 28-32 cm lang. Det er en lidt buttet fugl, med kort hale og runde vinger. Den har et brunt ansigt, gråt bryst og mørkebrune pletter på bugen. Fuglen er ret almindelig i Skandinavien. Den lever normalt i de åbne områder. Ofte kommer man til at skræmme en hel flok agerhøns op, alle på samme tid. Helle flokken letter med en baskende af vinger og ofte når man bare at opfatte nogle gråbrune fugle med rustrøde haler. Ser man fuglen på nærmere hold er den smuk orangebrun i ansigtet, har kastaniebrune striber på siderne, et gråt bryst og et stort hesteskoformet brunt område på bugen. Fuglen forveksles ofte med fasankyllinger.

Agerhøne
Agerhøne

En Agerhøne hedder "Partridge" på engelsk. Dette ord vil man støde på i mange sammenhænge indenfor fluebinding. Tidligere brugte man at navngive fluer ud fra det insekt man ønskede at imiterer - eller også navngav man sin flue, så man kunne gennemskue materialevalget. Eksempelvis; "Partridge & Yellow", "French Partridge Mayfly", "Partridge and Hare's Ear Flymph", osv.. (Der er også en engelsk krogfabrik der hedder Partridge , hvorfor man nu til dags ofte støder på dette navn i sammenhæng med fluekroge)

Stort set alle Agerhønens fjer kan anvendes til fluefremstilling - den leverer især små bløde hacklefjer i spættede brun- og grålige nuancer. Disse er især perfekte som bløde hackler på "Flymfer" & "Spider's", men ses anvendt i stor udstrækning på næsten alle fluetyper.

Skind fra Agerhøne
Skind fra Agerhøne

De små brunspættede fjer fra Agerhønens nakke kaldes for "Brown Partridge" – de er brunlige, som navnet antyder og anvendes eksempelvis til March Brown - og de gråspættede, fra brystet; "Grey Partridge" – har et overvejende gråt/hvidt farvestænk - og anvendes eksempelvis i Hardy's Favourite . Begge anvendes som hackler. Fuglens vinge- og halefjer bruges til vinger på mange traditionelle vådfluer, eksempelvis en ved navn "Grannon". De er specielt velegnet til de mindre mønstre.

Gray Partridge
Brown Partridge
Grey Partridge

Generelt er halefjer – lige med undtagelse af rypens – ikke så velegnet til vingemateriale, som svingfjerene er. Dette skyldes at de enkelte fjerstråler på en halefjer ikke holder så godt sammen som fjerstråler på svingfjer. På de større mønstre kan det dog være nødvendigt at anvende halefjer, da fjerstrålerne hér generelt er længere end på svingfjer. Et godt eksempel på dette er "March Brown" hvor de større fluer ofte bindes med agerhøne-hunnens halefjer.

Speckled partridge tail feathers – plettede agerhønse halefjer – anvendes til vinger på vårflueimitationer samt "March Brown"
Plain brown partridge tail feathers – ensfarvede brune agerhønse halefjer – kan anvendes som substitut for Engsnarre (Landrail)
Hen pheasant tail feathers – agerhøne-hunnens halefjer – kan anvendes til "Invicta" og de større "March Brown" - fluer.

For at få alle størrelser og nuancer af agerhønens fjer, er det bedst at købe de hele skind. Disse er dog ikke altid let at få fat på. Mange grejhandlere sælger de små "Partridge" fjer fra bryst og ryg, i små plastposer. Disse indeholder ofte en masse ubrugelige dun og fjer. Ved hjemkost kan det anbefales at man tømmer poserne for indholdet og sorterer skidtet fra. Siden sorteres fjerene i to bunker; brune og grå. Det kan også være en fordel at dampe de små fjer, for at få deres oprindelige facon og fylde tilbage. Siden opbevares de i små beholdere hvor der er plads så de ikke bliver klemt og trykket igen.

English Partridge – fås som hele skind. Inkludere halefjer og vinger og stort set alle fjerene finder anvendelse.

Vinge- og skulderfjer er velegnet til vinge og hackle-materiale men også halefjerene har både kanelfarvede og brogede fjer der er velegnet til vådfluernes vinger.

Chinese Partridge – lidt mindre end "English Partridge" og ofte med et færre antal Grey Partridge-fjer end den engelske.

French Partridge – de specielle flankefjer er især velkendt af fluebinderen der binder majflue-imitationer.

Agerhøne kan fås indfarvet - eksempelvis i; Olive, Yellow Orange, Claret & Green.

Se evt. tip; "Dampning af små fjer"
Se evt. også Fasan

Amgold Pheasant
Krydsning mellem Amhertsfasan og Guldfasan - skulle efter sigende være usædvanelige smukke.

Amherstfasan (svensk:=Diamantfasan) Chrysolophus amherstiae
Farverig asiatisk fugl med smukke farver. Den er ikke så populær blandt fluebindere, som guldfasanen, men i de senere år er der dukket flere moderne lakse- og ørredmønstre op med de indfarvede nakkefjer. Nakkefjerene er fra naturens hånd hvide med sorte spidser og to sorte tværbånd. Det er takket være den hvide bundfarve at det er populært at indfarve disse fjer.

Amhertsfasan
Amhertsfasan

Hele farveskalaen er repræsenteret hos Amhertsfasanhannen; hvide, gule, røde, sorte og grønne metalskinnende kropsfjer.

Nakkefjerene – også kaldet "Tippets" er klart hvide med matalsorte spidser og tværbånd – ses i laksefluen "Lady Amherst". Halefjernene indgår i en del ørred og laksemønstre.

De populære fjer fås i en lang række farver; Natural, Yellow, Orange, Red, Green Highlander, Kingfisher Blue, Purple & Lime Green.

Fjerene kan også indfarves så de bliver gode erstatninger for Florican Bustard.

And - ænder (svensk: = Anka - Änder) (engelsk: = Duck) Anas sp.
Andefugle er måske den fuglegruppen som fluebindere henter mest fjermateriale fra.

And, Hvid (White Duck) (Pekin Duck)
Denne art blev indført fra Kina i 1870-erne. Pekin-anden er den mest udbredte and til kødproduktion, da den er hurtigt voksende og meget robust. De små søde gule ællinger alle forbinder med påske, bliver til Pekin-ænder når de bliver voksne. Det er også denne ande-art der har stået model da "Anders And" blev udødeliggjort i Walt Disney's streg.

Pekin and

Fjerene anvendes eksempelvis til vinger på "Coachman" og "Parmachene Belle" og de fås i en lang række indfarvede kulører. Det er primært disse fjer der i farvet tilstand anvendes til "fastalavnsfjer" og også kan købes hos grejhandleren, i matchende par (højre/venstre-fjer). De anvendes i en lang række mønstre og fjerstrålerne er velegnede til at fremstilling af "Married-vings"– altså sammensatte vinger. Disse findes i en række lakse- og havørredfluer – én af disse kaldes "Parsons".

Cdc er en forkortelse af "Cul de Canard" - der er fransk og betyder "Duck bottom" og er altså fjer der kommer fra gumpen på en andefugl. Nær ved andens gump findes en kirtel der udskiller en olie som anden bruger til at gøre sine fjer vandskyende. På kirtlen findes der nogle små specielle fjer - ca. 40-50 stykker - de såkaldte Cdc-fjer.
De er dunagtige og meget bløde og ved deres næsten medfødte olieimprægnering optager de stort set ingen vand.

Cdc-fjer bruges især til tørfluer, men anvendes også til de såkaldte emergers – de anvendes nu også til regulære vådfluer og nymfer. Det er dog ofte nødvendigt at belaste krogen hvis man vil have nymferne til at synke. De luftbobler og bløde bistråler som findes i Cdc-fjeren vil gøre nymfer, der fiskes under vandskorpen, meget livagtige.

Se også: Gråand, Mandarinand og Wood duck

 

Ara
Se: Macaw

B

Blishøne (svensk: = Sothöna) (engelsk: = Coot) Fulica atra
Længde: 36 - 42 cm. Vingefang:
Buttet og helt sort med hvidt næb og pandeskjold samt grøngule ben.


Blishøne
Blishøne


Noget større end "Moorhen" og noget mere røggrå i farven. Vingematerialer til Blue Dun, Blue Winged Olive og Olive Dun kan hentes fra blishøns. De lidt størrer fjer kan anvendes som "Spey-hackles" på størrelse 1/0 og 2/0 kroge.

Blue Chatterer
Se: Chatterer

Blå Andalusier
Tidligere brugt til Hane hackle fjer.
Se artikel om: Hackle-farver

Broget Tucan
Se: Peberfugl

Bronze mallard
Skulderfjer fra gråand i pragtdragt.
Det næste hold fjer ud af vingen er meget store cinnamon brune fjer som adskiller sig fra bronze fjerene ved ikke at have noget mønster, samt være en smule kraftigere, disse kaldes Brown Mallard.

Brown Mallard
Flankefjer fra gråand-andrikken i pragtdragt, farven varierer fra meget lys gråhvid til dyb brunsort.
Se: Gråand

Brudeand (svensk: = Brudand) (engelsk: = Wood Duck) Aix sponsa
Ofte fejlagtigt oversat til Mandarinand der lever i Asien og er et substitut for den Amerikanske brudeand. Wood Duck eller Summer Duck er betegnelsen for de meget anvendte kropsfjer fra Carolina Wood Duck (brudeand).

Brudeand
Brudeand

Summer Duck flank feather (eller substitutter) – flankefjer fra brudeandhannen i praktdrakt har samme form som Brown Mallard, men farven er brungul med afslutning i spidserne af sorte og hvide striber. Fjerene under vingene mangler disse striber, men de anvendes som erstatning for mandarinandens flankefjer.

Kropsfjerene fra wood duck bruges som vinge- og halemateriale. Ligner på mange måder Brown Mallard, men er lysere i farven. Fjeren fås både i den smukke spættede udgave med cremefarvet bund og i helt ensfarvede sorte eller hvide nuancer. Fjer fra wood duck er mere populære i Amerika end i England, nok fordi brudeanden er hjemmehørende i USA.

En af de bedst kendte fluer hvor der anvendes Summer Duck flankefjer, er "Cahill" – et mønster der nærmest er blevet indbegrebet af flufiskeri i Amerika. Af andre mønstre kan nævnes "Hoskins" og "Gordon". Fjerene indgår også i mange tørfluer. Fjerstrålerne bindes ofte ind som "bundt-vinger" – "bunch fashion" som det kaldes "Over There". Det er den spættede fjer, som bruges i fluen Light Cahill, men samme teknik anvendes til indbinding af andre andefjer, så som Teal og fjer fra spidsanden. Også guldfasan tippet, fasanhale m.v. bindes ind efter dette princip. Englænderne fremstiller vinger af hackle-fibre efter nogenlunde samme princip.

Summer Duck (og Mandarin Duck) – de hvide brystfjer er fint afrundet og deres kontur gør dem velegnet til "fan-wings".

Bustard - Stortrappe. (svensk: = Stortrapp) (engelsk: = Great Bustard) Otis tarda
Bustard-familien (Otididae) stammer oprindeligt fra Afrika og Arabien. Det er relativt store og tunge fugle med ret lange og kraftige ben, en lang hals og et kort kraftigt næb. Vingerne er brede med i øjenfaldne hvide mønstre der ses i flugten. De holder til på åbne sletter med lav vegetation. De er vagtsomme og løber i god tid ind i vegetationen for at gemme sig. Alle arter er for stærkt nedadgående i Skandinavien og visse er udrydningstruede, hvorfor fjerene ikke længre er tilgængelige.

Stortrappe
Great Bustard

Hver fjer på ryggen, skuldrene og vingedækfjerene er rødlige gulbrune med uregelmæssige sorte tværbånd. Materiale til mange laksefluer og enkelte havørredfluer som "Bustard and Yellow" og "Bustard and Orange". Fjer fra Bustard indgår også i mange klassiske laksemønstre. Fjerene er sjældne og meget svære at opdrive. Man har forsøgt sig med opdræt af "Kori Bustard" i USA, men uden held. Fuglen skulle angiveligt fælde to gange årligt.

Typer: Arabisk Bustard, Little Bustard, Kori Bustard, Denham Bustard, White Bustard, Florican Bustard & Specklet Bustard.

Mange klassiske lakseflue indeholder Specklet Bustard eller Florican Bustard, men de er som sagt næsten umulige at opdrive. Den vilde kalkun har spættede vinge- og halefjer, der kan udgøre en udmærket erstatning for disse materialer.

Specklet Bustard; Oak Mottled hale- eller armsvingfjer fra vildkalkunen er en fin erstatning.
Florican Bustard; Fjerene har brede striber i sort og lys gulbrun. Kan erstattes af gråspættede eller hvide kalkunfjer, der farves grå-orange. Alternativt kan indfarvede ande- eller gåsefjer dekoreres med vandfast tusch, for at opnå ønsket mønster og effekt.

C

Cdc er en forkortelse af "Cul de Canard" - der er fransk og betyder "Duck bottom" og altså er fjer der kommer fra gumpen på en andefugl.
Se artikel om Cdc

Chatterer (Cotinga cayana) Dansk = Halsbånd Kontinga. Engelsk: Blue Chatterer
Halsbånd Kontingaen hører oprindeligt hjemme i Brasiliens kystområde.

Halsbånd Kontinga

Hanfuglens små farvestrålende ultramarineblå fjer som indgår i en række laksemønstre. Er stort set umulig at skaffe. Som erstatning kan anvendes Isfuglens små blå rygfjer.

D

Dobbeltbekkasin (svensk: = Enkelbeckasin) (engelsk: = Snipe) Gallinago gallinago
Ses i "Blue Dun", "Seth Green" og en lang række andre mønstre der behøver en grå vinge.

Drossel - Mavis thrush (Thrush)
Gulbrune fjer der af og til ses nævnt i forbindelse med "Greenwell's Glory" - også nævnt som et substitut for Engsnarre.

E

Engsnare eller Vagtelkonge (Corncrake) Crex crex Familie: Vandhøns
Længde: 22 - 25 cm. Minder noget om agerhønen, men er mindre og slankere. Oversiden er brungul med mørke pletter og undersiden er lyst brungrå med rødbrune tværstriber på siderne og underhaledækfjerene. Ret kort gulligt næb. Kendes i flugten på de påfaldende lange, rødbrune vinger og lange hængende ben.

Engsnare

Engsnare


Engsnaren er brun i forskellige nuancer, vingedækfjerene ensfarvede rustrøde. I mange klassiske fluemønstre indgår fjer fra engsnarre. Vingefjer fra engsnarre er vanskelig at skaffe, (er nævnt i rødlisten) og må derfor erstattes med noget andet. Mange slags vinger kan bruges, f. eks. fra skovsneppe. Andre erstatninger kan være svingfjer fra fasanhøne, stær eller gråand, men også en lys rødbrun fjer fra en hønenakke eller hønsevingefjer kan anvendes som erstatning i natur eller indfarvede.

F

Fasan (Pheasant) Phasianus colchicus - Familie: Fasaner & Vagtler
Fasaner lever vildt i Kaukasus, i det østlige Kina og øst for Sortehavet. Den er indført til Skandinavien i 1700-tallet og har bredt sig vidt omkring. Den ruger i landbrugsområder og udsættes i stor udstrækning med jagt for øje.

Hannen er 70-90 cm - hvoraf halen er ca. 35-45 cm. Hunnen er 55-70 cm - hvoraf halen er ca. 20-25 cm. Hannen er let genkendelig med sin lange brune hale med mørke tværbånd. Et mørkt hoved der er glinsende i mørkegrønne og violette nuancer. Hovedet har store røde (nøgne) områder på siderne. Mange fasaner har en hvid halsring og er grå på oversiden af gumpen. Dette er arten; torquatus , der stammer fra Kina. Hannerne uden de hvide striber stammer oprindeligt fra Kaukasus (c. colchius) De vesteuropæiske fugle er normalt ikke racerene, så de fugle vi til daglig kalder fasaner, er i stor udstrækning raceblandinger af asiatiske fasanfugle. De er på grund af udsætninger ganske almindelige i hele Europa. Fasan-hunnen er beige-brun med mørke pletter og generelt ret anonyme i udseende. Den lange hale afsløre dog at det drejer sig om en fasan.

Fasaner
Fasan

Hannerne hos mange hønsefugle har udviklet halefjerene til fantastiske prydelser, således også fasanen. Hos alle flyvende fugle er halefjerene asymmetriske, dog med undtagelse af de to midterste. Undertiden kan fasaner smide fjer uden for de normale fældningsperioder. Ofte sker det i forbindelse med chok, og som ofte er det halefjer, der tabes. Chokfældningen sker især, når et rovdyr forsøger at fange fuglen. De lange halefjer vokser dog ud igen på et par uger.

Fasanen er storleverandør til fluebinderens materialelager. Næsten alle fasanens fjer kan anvendes i en eller anden sammenhæng. Når det gælder vingefjerene fra hunnen, er det mønstre så som March Brown, Caperer, Governor og August Dun, man kommer til at tænke på. Fasanhønens vingefjer er meget populær blandt fluebindere, de anvendes til sammensatte vinger, men også halefjer og kropsfjer indgår i en række mønstre. Sidefjerene (Wing Quills) anvendes især til Matukafluer. Kropsfjerene er anvendelige til "Soft-Hackles" og vinger på "Streamer's". De er også et af de bedste substitutter for hejrehackler.
Hannernes vingefjer kan ses i mønstre så som "Artful Dodger" og "Nobbler".

Ringneck Pheasant - den engelske betegnelse for fasanen - er en gammel kending indenfor fluebinding. Stort set alle fjerene kan anvendes og hele skind er ofte den bedste måde at skaffe fasanfjer på.

Pheasant Tail er et udtryk der ofte ses i mønsterbeskrivelser. Det er engelsk og betyder såmænd bare "fasanhale". Disse halefjer er meget anvendelige til fluebinding. De er smukke, holdbare og giver fluerne et meget naturligt udseende. De kan købes enkeltvis eller som en hel hale. De er fine at indfarve hvorved man kan opnå realistiske farvenuancer til sine nymfer. Populære farver er; Natural, Melanistic, Light Olive, Olive, Dark Olive, Green, Claret, Black Claret, Orange & Black.

Halefjerene kan også fås bleget og så siden indfarvet i; Buff, Yellow, Fl. Yellow, Orange, Fl. Orange, Red, Fiery Brown, Claret, Medium Olive, Golden Olive, Olive & Heron Olive.

Hos hannen er det især de midterste halefjer der anvendes, men også nakkefjerene anvendes som hackle. De lange centerhalefjer er stærke og varierer fra lysebrun over mørkbrun til næsten mørklilla, og kan indfarves til mange forskellige mørkere farvetoner. Halefjerene, specielt de, som har en rød bræmme langs randen er eftertragtede og anvendes blandt andet til; Pheasant's Tail

Fluehaler fremstilles i stor udstrækning af fjerstråler fra fasanens halefjer eller en del af en dækfjer. Fjerstrålerne kan også bruges til fluekroppe. Når en flue skal have en "håret" krop, bindes den ofte med lange fjerfibre, de såkaldte "herl", fra eksempelvis fasan eller svane.

Fjerstrålerne anvendes også til at imitere lange leddelte insektben. Dette foregår ved at man binder en knude midt på den enkelte fjerstråle. Anvedes især i mønstre så som "Daddy Longlegs" og græshoppeimitationer. "Pre-Tied Legs" kan fås i farverne; Natural, Black, Orange, Red og Claret.

Silver Pheasant - Hvid- og sortstribede fjer. Anvendes i vid udstrækning til "Sides" eller "Veilings" i streamer-mønstre, så som "Silver Ghost". Svær at skaffe.

Blue Eared Pheasant - er en naturlig blå-grå fjer med lange fibre. Ofte anvendt som substitut for hejre hackle. Anvendes især på "Spey-" og "Dee-fluer".

G

Grey Mallard
Se: Gråand

Grizzle eller Plymouth Rock

Gråand - Vildand (Mallard) Brown Mallard, Bronze Mallard eller Grey Mallard. Anas platyrhynchos. Familie: Andefugle
Længde: 50 - 60 cm. Vingefang: 81 - 95 cm.
Hannen har metalskinnende grønt hoved, hvid halsring, brunt bryst samt grå og sort krop. Hunnen er brunplettet.

Gråand - han

Gråand - hun
Gråand - han Gråand - hun

 

Mallard er i fluebindertermonologi en skulder- eller flankefjer fra gråanden.
Bronze Mallard er brunspættede skulderfjer fra gråand i pragt.
Det næste hold fjer – ud ad vingen – er store cinnamon brune fjer som adskiller sig fra bronze fjerene ved ikke at have noget mønster, samt være en smule kraftigere, disse kaldes for Brown Mallard.
Grey Mallard er flankefjer – også kaldet Silver Mallard.

Breast – bryst- og flankefjer anvendes i stor udstrækning som vingemateriale til ørredfluer. De er en del mere besværlige at håndtere end vinge- og halefjerene, da de er mere bløde i fjerstrålerne og derfor svære at få til at sidde ordentligt. Bedste udvej er at øve sig! Bryst og flankefjer anvendes normalt på samme måde som ved vingefremstilling af vinge- eller halefjer, nemlig ved at udvælge både en høje- og en venstre-fjer der matcher i farve og facon.

Både Brown Mallard og Bronze Mallard anvendes i en lang række mønstre. De indgår som vingemateriale i kendte fluer, så som "Mallard and Claret", "Connemara Black", "Fiery Brown", "Golden Olive" og "Black and Orange".

Grey Mallard - de grå flankefjer – både bryst og flankefjer anvendes på samme måde som Brown Mallard og Teal. Fjerene anvendes også som vinger i majflue-imitationer, både natur og indfarvet. Grey Mallard er mere populære blandt de Amerikanske fluebindere, end hos de Engelske. Nogle Amerikanske mønstre; "Rube Wood", "Laramie", ""Grizzly King", "Queen of Waters" og "Professor". Velkendte Engelske mønstre; "John Spencer" og "John Storey".
Anvendes også i en del laksefluer.

Mallard-fjer egner sig også til at fremstille Summer Duck - og Wood Duck -substitutter af.


Fjerene fås i flere forskellige farver; Natural, Dyed Yellow, Dyed Orange, Dyed Olive, Dyed Red, Dyed Green, Dyed Summer Duck Sub og Dyed Bronze Sub.
Se også: Mallard-fluer

Gråandens vingefjer har også mange anvendelsesmuligheder indenfor både våd- og tørfluer. "Blae"-serien og det oprindelige "Coachman"-mønster anvender disse, men i mange mønstre hvor der angives grå vinger er hannens vingefjer ofte velegnet. En anden kending er "Wickham".
(Blae: Middle English bla, dark blue, from Old Norse blâr. Altså betyder "blae" oprindeligt "mørk blå", hvilket hentyder til de blågrå vinger)
Hvis man kun behøver et par enkelte fibre, kan disse inkorporeres i selv meget små mønstre, men normalt anvendes de mest til de lidt større vådfluer.

Butcher Blues - De blåsorte vingefjer fra hanfuglenes vinger anvendes blandt andet i "Butcher" m.f..

Tidligere fik man disse fjer fra vilde fugle, mens de nu til dags mest kommer fra opdrætsfugle...

Guldfasan (Golden Pheasant eller Painted Pheasant.) Chrysolophus pictus
Guldfasanen lever vildt i det indre af Kina, mens den i Europa findes i mange dyreparker.

 

Guldfasan
Guldfasan

Golden Pheasant kropsfjer anvendes i en lang række klassiske laksefluer, så vel som i nyere ditto, men også i mange ørredfluer. Rygfjerene er gule og brystfjerene røde – de anvendes især i rejeimitationer.
Hele indfarvede skind kan også fås i; Natural, Orange, Red, Yellow, Green og Black.

Helt skind
Helt guldfasan skind - natural

Halefjerene kan anvendes på samme måde som fasanens. Tegningerne adskiller sig dog lidt. Guldfasanens øverste halefjer ser plettet ud, mens fasanens er mere stribet. Halefjerene anvendes i mange laksefluer og de er velegnet til nymfer. De røde halefjer anvendes til rejefluer.

Guldfasanhale
Hel hale fra guldfasan

Nærbillede af halefjerens struktur
Nærbillede af halefjerens tegning

 

Topping – Crest: Hanen har en gul fjertop, kaldes for Topping eller Crest, som fluebinderer verden over sætter stor pris på. Disse fjer ingår stort set i alle klassiske laksefluer. (Skal ikke dampes som andre fjer, men kan i stedet lægges i varmt vand og siden lægges på et rundt emne med den rette facon.)

Topping
Topping eller Crest


Tippets: Nede på nakken har guldfasanen en orange krave. Fjerene i denne har sorte spidser og sorte tværbånd. Disse fjer kaldes for "Tippets" og fjerstrålerne kan findes som fast element i mange laksemønstre.

Hele fjeren anvendes eksempelvis som vinge i laksefluen "Durham Ranger" og "General Practitioner". Blandt ørredfluerne kan den findes i "Tippet & Silver" blandt flere. Små bundter af fjerstrålerne ses ofte som hale i mange ørredmønstre, eksempelvis "Black Pennel".

Tippet
Tippet

Hele hoveder incl. nakke er ofte det mest økonomiske når man ønsker Topping & Tippets.
Fås indfarvet i; Red, Orange og Purple.

Helt Guldfasanhoved

Guldfasan nakke/hoved med den gule Topping og orange Tippet

 

Det er få fugle der finder så stor anvendelse indenfor fluebinding, som guldfasanen.

Brystfjer
Den røde brystfjer der ofte ses i rejeimitationer

 

Guinea fowl Numida meleagris
Se: Perlehøne.

Gås, Hvid
Vingefjerene er meget lig dem fra den hvide and, men bare meget større. De fås hvide og indfarvet. De anvendes i en lang række mønstre – enten som en del af sammensatte vinger eller hvor der er behov for enkelte lange fjerfibre. Ses især på laksefluer. Der findes flere arter af gæs, men det er hovedsageligt fjer fra den hvide tamgås og grågåsen, der anvendes til fluebinding. Skulderfjerene, der ofte har lige lange fjerstråler på begge sider af fjerstammen, anvendes som erstatning for svane til eksempelvis "Married-Wings" på laksefluer.

Farvede gåsefjer er helt uundværlige for laksefluebinderen. De har samme egenskaber som de hvide andefjer, men er en del større og kan derfor anvendes til større fluer.

Grågås Anser anser. Familie: Andefugle
Længde: 74 - 84 cm. Vingefang: 149 - 168 cm.
Gråbrun med lysere bryst og bug, hvid undergump og hvide underhaledækfjer. Kraftig ret lys hals. Stort orangerødt næb og lyserøde ben. Under flugten ses lysende sølvgrå overvingedækfjer og lysegrå undervingedækfjer, der kontrasterer med sorte svingfjer.

Grågås

Grågås

Vingefjer fra grågås anvendes især til Sawyers nymfer. Da det er vanskeligt at skaffe fjer fra grågås, anvendes der farvede fjer i stedet. Fjerene fra både skulder og vingefjer kan anvendes som kropsmateriale (Quill) på tørfluerne.

H

Horn
Se: Macaw

Hejre (Heron)(Svensk; Häger) Fam.; Ardeidae
(Mange arter – den vi nok kender bedst er Fiskehejren Ardea cinerea (Gråhäger)) der er en almindelig sommergæst i det sydlige Skandinavien.

Hejren er en langbenet vadefugl med lang hals. Lever fortrinsvis af småfisk, frøer og små pattedyr. Det er en trækfugl der gerne opholder sig i Nordafrika om vinteren, men en del ses overvintre i det sydlige Skandinavien og Europa, hvis der findes isfrit vand hele året.

Hejren er kendetegnet ved at være en tålmodig fisker, der kan stå helt stille og vente på at fisk skal komme på tæt hold hvor den så hurtigt slår til med det lange næb. Fiskeopdrættere er ikke specielt glade for denne fugl, da den gerne går i dammene for at få sig et let måltid mad.

Hejre

Fjer fra vinger og krop af hejren anvendes som kropsmateriale til en hel del ørredfluer. Den mest kendte er nok "Kite’s Imperial". Kropsfjerene anvendes også som hackle på laksefluer af "Spey-" og "Dee-typerne". En af de kendte hedder "Lady Caroline". Brystfjerene er grå og anvendes som hackle på eksempelvis "Grey Heron". Crest (de lange sorte fjerstråler på toppen af fuglens hoved) ses blandt andet som hackle på "Akryod".

Hvid Italiener
Hønserace der levere hackle fjer.
Se artikel om: Hackler

Høns - (Hane: Cock - Høne: Hen)
Høns er husdyr der avles kommercielt i stor udstrækning på grund af deres kød, æg og fjer. De høns vi i dag holder som tamdyr stammer fra arten; "Red jungle fowl", der lever vildt i Sydøstasien. Det menes at mennesket er startet med at holde høns som husdyr for mere end 8000 år siden.

Høns har en stor tung krop og relativt korte vinger og de er derfor kun i stand til at flyve ganske korte strækninger. Deres fødder har fire tæer og disse er designet til at skrabe i jorden, hvor de i naturen finder deres føde i form af orme, insekter, frø og vegetation.

Voksne høns (begge køn) har en nøgen hudfold på toppen af hovedet, kammen, der er mest fremtrædende hos hanen. Begge køn har også et nøgent hagevedhæng. Fjerdragten varierer i farve og tegning og kan være lige fra hvid, grå, gul, rød, brun og sort.

Han-høns kaldes for haner, men i megen fluebinderliteratur ser man engelsk betegnelser som; "Rooster" eller "Cock". Svenskerne kalder en hane for "Tupp". Hunfuglen kaldes, når den er ét år gammel, for en høne, svenskerne kalder dem for "höna" og på engelsk er det en "Hen". De yngre høns kaldes på engelsk for "pullet’s", mens helt unge høns, er kyllinger eller "chicks". En hane har siden oldtiden symboliseret mod og haner findes derfor i flere våbenskjold og emblemer.

Der findes adskillige hønseracer der er velegnet til husdyrhold, men de fleste hønsefarme holder sig til et par ganske få, der specielt er udviklet med henblik på kød- eller ægproduktion. Ønskede egenskaber er ofte hurtig vækst, egnet kropsstruktur, og et godt afkast af æg.

De normale kød- og ægracer er ikke specielt eftertragtet af fluebindere, hvorfor der de senere år er opstået flere hønsefarme, der fremavler, især haner, specielt med henblik på fjer til fremstilling af tørfluerne. Af de mere kendte kan nævnes "Whitings Farm" (tidligere kaldt "Henry Hoffman") og "Metz".

Opdrættede hønsefugle er nok den største leverandør af fjer til fluebindere verden over.

Hane - cock, rooster: Anvendes især som hacklefjer til tørfluer.
Høne - hen: Hacklefjer til vådfluer - anvendelige til foldede vinger til vårflueimitationerne og kan findes i "Autum Dun" og "Welshman's Button". De plettede fjer er anvendelige i eksempelvis "Alder" og lidt mørkere vårflueimitationer. De lysere farver kan anvendes som substitut for Rype (Grouse) og andre.

Se også: Læs mere om høns til fluebinding i artiklerne "Hackler" og "Hackel-farver".

 

I

Ibis
Rød Ibis eller Scarlet Ibis, materiale til hale etc. Stort set umulig at opdrive. Erstatning kan fås fra indfarvet gås eller vingefjer fra høne.

Indian Crow
De røde brystfjer fra denne kragefugl indgår som hale, cheeks, og veilings i mange mønstre - erstatning kan fremstilles af de mindste hanehacklespidser der indfarves manuelt ved at dyppe spidserne i farvebadet.

Isfugl Alcedo atthis. Familie: Isfugle
Isfugle findes i 16 forskellige arter, men i Europa findes der bare én.
Længde: 17 - 20 cm. Lille og kompakt bygget fugl med stort hoved, langt sort (han) eller rødligt (hun) næb, korte røde ben og kort hale. Overside metalskinnende blå og grøn, underside rødorange. I flugten ses den lysende turkisblå overgump og hale. Danmark er nær ved nordgrænsen for isfuglens udbredelse. Den er endnu under fremtrængen i Sverige, hvor den er nået til Dalarne og Varmland. Det første ynglefund i Norge blev gjort 1962 nær Kattegatskysten og den svenske grænse.

Isfuglen fisker kun nær overfladen. Vandet skal være helt klart. I almindeligt fiskevand er isfuglen helt uden betydning, men kan i enkelte tilfælde gøre skade på dambrug.

Isfugl
Isfugl

De blå rygfjer anvendes som Cheeks (kinder) på mange laksefluer og fjeren ses også anvendt i ørredfluerne.
To fjer, ryg mod ryg, danner vinge i mønsteret; "Blue Kingfisher".

Isfugleskin til fluebinding, bliver hovedsageligt importeret fra Asien.

J

JungleCock Sonnerats Junglehøne (Sonnerats Junglefowl eller Grey Junglefowl) Gallus sonneratii
Ovenstående navne er de mest benyttede blandt fluebindere, men det rette navn er: Sonnerats junglehøne eller junglecock. På engelsk hedder den: Grey Junglefowl eller Sonnerat's Junglefowl.

Junglecock
Junglecock

Fuglen lever vildt i Indien, men er udrydningstruet og er derfor på CITES liste. Dette indebærer at de fjer der kan fås, er dyre (ofte meget dyre!) og forhandleren må kun importere og sælge disse fjer fra fugle i opdræt. Kan din grejhandler ikke fremvise et gyldigt importlicens, så undlad at handle det pågældende sted!

JungleCock nakke
JungleCock nakke

Opdræt af disse fugle foregår mest i USA. Har man mulighed for at vælge, skal man helst købe fjer der er høstet i oktober-februar, da kvaliteten så er bedst.

Junglecock er nok en af de mest anvendte eksotiske fjer. Den bruges på næsten alle slags fluer, men er dog mest kendt for sin anvendelse på klassiske laksefluer. Disse fjer kan blandt andet skabe en illusion af øjne på fluerne.

JungleCock-fjer

Det er specielt de gråsorte fjer med karakteristiske hvide og cremefarvede (lakpletter) fra hanens halsbehæng der er eftertragtede. De anvendes til sidevinger, eller cheeks i mange lakse- og ørredmønstre. Fjer fra Blue Chatterer, Indian Crow eller Junglecock, anvendes også til "Cheeks" eller "Kinder" på lakse- og ørredfluer. Fjerstrålerne fra den - normalt kasserede del af fjerene, er gode fibre til imitation af nymfehaler.

Overskudsfjer

Fjerene sælges ofte fastsiddende på hele nakker. Disse fås i forskellige kvaliteter, de såkaldte "Grades" - Bedste kvalitet er:

  1. Supergrade, disse anvendes mest til udstillingsfluer - meget dyre!
  2. Grade A, lidt billigere - anvendes også mest til udstillingsfluer.
  3. Grade B
  4. Grade C - både Grade B og C anvendes til fluebinding. Der er ofte flækker og sprækker i det emaljerede stykke på fjeren, men disse kan ofte repareres med lidt lak.
Grade A
Grade B
Grade A
Grade B

Grade C
Grade C

Da fjerene er ret dyre kan man derfor få flere forskellige former for substitutter – eller selv fremstille disse. Vær opmærksom på at visse erstatningsmaterialer der sælges kommercielt er af ringe kvalitet og nogle typer kan få fluen til at gå skævt i vandet.

Erstatning
Kommerciel erstatning

Hjemmelavet erstatning kan evt. fremstilles af perlehøne...
Erstatning og original...

 

K

Kalkun (Kalkon) (Common Turkey eller Turkey) Meleagris gallopavo samt Meleagris ocellata.
Den tamme kalkun der findes her i Europa, stammer oprindeligt fra Nordamerika. Indianerne i Mexico anvendte den som husdyr langt før Columbus forsøgte at sejle rundt om jorden. Kalkunen er en populær spise og opdrættes mange steder. Det er mest den hvide kalkun der ses som opdrætsfugl.

Kalkun

Kalkunen er en vigtig bidragsyder til laksefluerne.
Fjer fra den hvide kalkun kan farves og anvendes  til vinger på de helt store laksefluer. Halefjerene har lange fjerstråler og er gode til kropsmateriale på ørredfluer og nymfer.

De brunspættede kalkunfjer kan være svære at skaffe, da den kanelfarvede kalkun er svær at opdrive.

Når det gælder vingematerialer til laksefluerne hentes de ofte fra halefjerene.
White tip turkey rump feathers – halefjerene er sorte med hvide spidser og rødbrune tværvatrede haledækfjer, oversiden er brungul (Cinnamon), anvendes til relativt store fluer der kræver en fjer med hvid spids, så som "McGinty". Vingefjerene er sortbrune, håndsvingfjerene gråhvide.

Den mest anvendte kalkunfjer til undervinge er brun med hvis spids. Men både gråspættede, brunspættede og lysebrune fjer anvendes sammen med andre fjerstråler i opbygningen af laksefluevinger.

Krage Crow (Gråkrage) Corvus corone cornix. Familie: Kragefugle
Længde: 44 - 51 cm. Vingefang: 84 - 100 cm.
Grå med sort hoved, strube og bryst og hale samt sorte vinger - de nedre små armdækfjer er dog grå.

Kragefjer er skinnende sorte og anvendelige til vinger på eksempelvis Butcher og Watson’s Fancy.

Krikand (Teal) Anas crecca. Familie: Andefugle
Længde: 34 - 38 cm. Vingefang: 53 - 59 cm. Den mindste and i Europa. Hannen har brunt hoved med bredt, grønt bånd. Hunnen er brunplettet.

Krikanden er en lille fugl, men den bidrager i stor grad til fluebinding. Hele dens fjerdragt kan anvendes. Det er især skuldefjerene der anvendes. Disse er lyse med gråsorte tegninger. Disse teal-fjer indgår især i mange klassiske laksefluer, men de kan også findes i ørredfluerne.

Krikand

Teal er altså fjer fra Krikanden. Når der i fluemønstre angives Teal, menes der de sort- og hvidstribede flanke- eller skulderfjer fra andrikken i pragtdragt. Disse fjer anvendes i en lang række mønstre. En af de mest kendte er "Peter Ross" men der findes en hel "Teal-serie" der anvender disse fjer. Eksempelvis "Teal and Green", "Teal and Claret", "Teal Blue and Silver" og "Parson". I en lang række mønstre anvendes der bare et par fjerstråler som "cheeks" – "Don" – hedder et af disse.

Krikandens armsvingfjer (secondaries) og håndsvingfjer (primaries) er forskellige i farverne. De grå håndsvingfjer kan anvendes på samme måde som ved dobbeltbekkasin eller stær, men da de er noget grovere i strukturen, anvendes de primært i de lidt større fluer. Armsvingfjerene har et lyst grønt skin over sig og disse anvendes i visse mønstre til søørred. "Delius" er ét af disse.

L

Landrail er et andet navn for en Engsnarre (Corncrake Crex crex)

M

Macaw (Amazonepapagøje eller Ara) Ara eller Anodorhynchus
Forskellige arter af pappegøjer fra Central- og Sydamerika. Ofte meget faverige fugle med lange sabelformede haler. Blå Ara, Blågul Ara, Grøn Ara, Lyserød og Mørkerød Ara og Hyacint Ara.

Macaw

Fjer fra bryst og ryg anvendes som hackle og vinger, herl fra hale og svingfjerene indgår som horn i visse laksemønstre.

Mallard
Skulderfjer fra gråand. Brunspættet mallardfjer (bronze mallard eller brown mallard)
Se: Gråand

Mandarinand (Mandarin Duck) Aix galericulata


Mandarinand

Mandarinanden leverer gulbrune og okkerbrune flankefjer med gråsorte tværstriber fra andrikken i pragtdragt.


Fjer fra Mandarinandens vinge

Mandarin Duck flanke fjer er næsten en nøjagtig kopi af flankefjer fra Summer Duck og anvendes derfor i stor udstrækning som substitut for disse. Fjerfibrene hæfter ikke så godt sammen som hos Summer Duck, og er derfor ikke specielt velegnet til sammensatte vinger – "married wings". Som materiale til "bundt-vinger" er de dog ganske velegnet.

De hvide brystfjer fra Mandarin Duck (og Summer Duck) – er fint afrundet og deres kontur gør dem velegnet til "fan-wings".

Marabou eller marabu (Maraboustork)
Ægte marabou får man fra marabustorken (Leptoptilos). Det der normalt sælges som marabou, er fjer fra tamkalkunen. Marabu sælges i; "Plumes", "Bloods" eller "shorts" og "Strung". Mindre maraboufjer, især "grizzly marabou" og de fjer der forhandles under navnet "Chikabou", stammer dog fra høns.
Se artikel om:
Marabou

Moorhen – rørhøne; skotsk hunrype.
Se: Rype

N

New Hampshire
Se: Rhode Island

O

P

Papegøje
Se: Macaw

Partridge
Ikke kun navnet på et engelsk krogmærke, men også det engelske navn for en agerhøne.
Se: Agerhøne

Peberfugl - Broget Tucan (Red Breasted Tucan) Fam. Ramphastidae
Halsen er gulbleg med orangegul plet, undersiden rød.

Indgår som halemateriale, vieling og cheeks på mange laksemønstre.

Perlehøne (Guinea Fowl eller Gallina - Vulturme Guinea Fowl) Numida meleagris
Perlehøne lever vildt i Afrikas, syd for Sahara og på Madagaskar.

Perlehøne

Perlehøne

De grålige og gråsorte fjer med hvide og gråhvide pletter, anvendes til mange fluer. Kropsfjerene anvendes især til hackle på mange lakse og ørredfluer. Fås indfarvet i mange kulører.

Vingefjerene anvendes som dækfjer i visse laksefluevinger.

 

Pibeand - (svensk: = Blisand) (Widgeon) Anas penelope. Familie: Andefugle
Længde: 42 - 50 cm. Vingefang: 75 - 87 cm.
Mindre end gråand og med kort hals, rundt hoved og spids hale. Hannen har rødbrunt hoved med rødgul pande og hvidt felt på forvingen. Hunnen er rødbrun.

Gråhvide og sorthvide flankfjer fra andrikken i pragtdragt, materiale til lakse og low water fluer, nakkefjer som hackle til helt små Silver Wilkenson etc. Skulderfjerene er velegnet til ørredfluerne, så som; "Teal Blue and Silver" og "Peter Ross". De er mere tydeligt markeret i farvemønsteret end de grå mallard flanke fjer, men ikke så kraftigt stribet som Teal flankefjer. Fjerstrålerne fra pibeandens kropsfjer holder bedre sammen end mange af de andre vilde andefugles, hvorfor de er noget nemmere at have med at gøre ved fluestikket.

Plymouth Rock
Hønserace
Se artikel om: Hackle-farver

Påfugl
Påfuglen lever vildt i junglen i Indien og Sri Lanka. Mange steder anses den for at være hellig og tidligere var der flere steder dødsstraf for at slå fuglen ihjel.

Påfuglefjer
Påfuglens sværdfjer – de yderste – samt øjefjer – i midten

Fluebindere kalder fibrene fra øje-fjerene i halen for "herl". Disse herl er meget populære og anvendes som kropsmateriale på adskillige ørredfluer og mange nymfer. Nogle enkelte af de kendte er; Red Tag, Royal Coachman, Dyson, Black and Peacock, samt en lang række andre mønstre hvor man ønsker at anvende fjerenes glinsende og gnistrende egenskab. Disse herl er noget nær perfekte som imitation af visse typer insektkroppe.

Fjerene fås som; "Full Eyes" eller "Eye Tops" i farverne; Natural, Black, Red, Yellow, Orange, Chartreuse, Fl. Orange & Claret.

De afrevne fjerstråler – herl – fås i pakker (Strung Herl) og også i indfarvet. Et nyere produkt er "Herl Brush" der er fremstillet af påfugle-herl og kobber-wire, dette for at give materialet (og dermed også fluen) mere vægt så den nemmere kommer ned i dybet.

Strung Herl
Strung Herl

Ønsker man at opnå en bronzeagtig farve på påfugle-herl, kan man lægge dem direkte i sollyset og de vil efterhånden ændre farve...

Skraber man de små fibre væk fra herlen – altså fra selve stammen, så der kun bliver et tyndt bånd tilbage, så kalder fluebinderen det for en "Quill". Den er lys i farven og har en mørk kant på den anden side. En sådan quill er særdeles velegnet når der skal imiteres en leddelt insektkrop og man kan se denne teknik anvendt i de såkaldte "Quill-fluer". Eksempelvis; Ginger Quill, Olive Quill og Red Quill.

På påfuglens lange halefjer sidder sværdfjerene, disse er mere grønne og glinsende end de føromtalte øjefjer. Disse sværdfjer anvendes som vinger på eksempelvis Alexandra samt en del laksefluer.

Glinsende påfuglefjer
Matalglinsende farver i påfuglefjer

Blue Neck Feathers – fjer fra påfuglens nakke – anvendes i "The Goats Toe" - et meget succesfuldt havørredmønster, samt i fluen "Ilen Blue".

Blue Neck Feather
Blue Neck Feather

De brogede brune vingefjer er noget nær perfekte til "Muddlers" og de store vårflueimitationer. De anvendes også som substitut for Bustard. De kanelfarvede håndsvingfjer er specielt populære til de klassiske laksefluer. Påfuglehønes vingefjer er noget mørkere i farven (grå-sort) og er velegnet til "Buzzers" og nymfer.

R

Rapphøne (Svensk for; Agerhøne)
Se:
Agerhøne

Rhode Island - New Hampshire
Hønserace. Hanen er rødbrun, halen sort.
Se artikel om:
Hackle-farver

Rype, (svensk:=Ripa) Grouse. Familie; Tetraonidae Slægt; Tetrao, Lagopus, Falcipennis, Centrocercus, Bonasa, Dendrapagus, Tympanuchus (-og mange arter!)
Ryper er robuste, middelstore til store hønsefugle der lever i fjeldområder eller åbne nåleskove. Fællestræk: næsebor er dækket med fjer og de kraftige ben er helt eller delvist fjerklædte. De har runde, men stive vinger. Flugten der sker med larmende hurtige vingeslag, der afløses af glideflugt. De er fortrinsvis planteædende, men æder en del insekter i sommerperioden. Ryperne udnytter den årlige fældning til at være camouflerede hele året rundt. Om sommeren er de generelt brunlige, og om vinteren er mange snehvide.

Ryper leverer især små plettede brune og bløde hacklefjer til vådfluer og nymfer, men også vingefjerene anvendes. Til fluebinding er det ofte den skotske Highlander Grouse der anvendes. Rypens attraktive svingfjer anvendes i mange mønstre til fluevinger. Svingfjerene kan være ret små og anvendes derfor bedst i de mindre fluestørrelser. Fluerne i Grouse-serien (eks. Grouse and Claret og Grouse and Green) henter oprindeligt sine vinger fra de brunspraglede halefjer på den skotske rype. Halefjerene regnes som værende mere velegnet, da de ofte har en mere markeret farvestruktur og "parrede vinger" kan fremstilles af én enkelt halefjer. Armsvingfjerene kan også anvendes hvis de har den rette spraglede farve. Nakkefjer bruges i stor udstrækning til hackler, eksempelvis på mange "flymfer". Som erstatning kan agerhøne anvendes.

Fås som komplette skind, halefjer (Centre Tails), vingefjer og "Body Plummage" - kropsfjer.

Moorhen – rørhøne; skotsk hunrype.

Råge Rook Corvus frugilegus
Meget lig krage, men mindre. Anvendes i mønstre så som; "Butcher" og "Watson's Fancy"

S

Skade - Magpie
Halefjerene har et mørkt grønt skær og de anvendes til vinger i "Magpie and Silver" yderligere er de et ideelt materiale til "wing cases" på bille-imitationerne.

Skovskade (Nötskrigkan) (Jay)
Skovskadens smukke, blå, hvide og sort-stribede "vinge-spilfjer" anvendes både som vinge (da kun det yderste af spidsen – ryg mod ryg) og især som hackle i en række lakse- og havørredmønstre. Et par fluer med skovskadevinger; Blue Jay, Gronlunds Special og Bodsjoflugan.

Skovskade

Som hackle anvendes fjeren blandt andet i Invicta, Connemara Black og laksefluen Thunder and Lightning.

Fjeren kræver en del forbehandling hvis den skal anvendes som hackle. Først skal de grå del af fjeren fjernes og siden skrabes fjerstammen så den bliver tynd og føjelig.

Hvis man vil binde nøjagtige kopier af klassiske mønstre må man i gang med dette forarbejde, men til hverdagsbrug kan man anvende en nemmere erstatning at arbejde med, så som perlehønefjer der er farvet blå.

Svingfjerene anvendes også til vinger på fluerne – de kan blandt andet ses i mønstrene; "Saltoun" og "Hawthorn"

Skovsneppe - Woodcock (Scolopax rusticola) Familie: Sneppefugle
Længde: 33 - 38 cm. Vingefang: 55 - 65 cm. Stor og buttet med langt lige næb og brede afrundede vinger. Store, en anelse bagudrettede øjne. Oversiden har samme farve som vissent løv. Over issen 3-4 mørke tværbånd.

Anvendes i "Woodcock-serien" (eksempelvis Woodcock and Green) og i "Hardies Favourite", "Gravelbed" og "Mole"

Solsort Svarttrost Turdus merula Familie: Drosler
Længde: 23 - 29 cm. Hannen er kulsort med orangegult næb og gul øjenring. Hunnen er mørkebrun med diffust mørkplettet underside og lysere strube.

Solsort
Solsort - han & hun

Hunfuglen er som sagt en del lysere i farverne end hannen. Vingematerialet til den berømte Greenwell's Glory er oprindeligt hentet fra en solsorte hun. Iron Blue's vingerne er derimod taget fra hannen. Solsorten er fredet mange steder og det kan derfor være vanskelig at skaffe solsortevinger. Farvede stærevinger, eller andre små vingefjer er udmærket som erstatning, hvis de farves sorte.

Spidsand (Pintail) Anas acuta. Familie: Andefugle
Længde: 51 - 62 cm. Vingefang: 79 - 87 cm. Slankt bygget andefugl med lang hals. Hannen er brun på hoved og nakke, hvid kile på halssiden og forlænget midterste halefjer. Hunnen er rødbrunlig.

Spidsand

Spidsand

Flankfjer fra andrikken i pragtdragt indgår som materiale i en del laksemønstre som "Black Doctor" etc.

Stortrappe -
Se: Bustard

Struds
Strudsevingen er beklædt med nogle ret usædvanelige fjer, bestående af en pennepose med meget lange og adskilte fjerstråler. Disse fjerstråler, eller herl, anvendes til "Butt" og hoveder på visse laksefluer. Fås natur og indfarvet i mange kulører. Let at få fat på kommercielt.

Strudsefjer
Stykke af strudsefjer

 

Mange farver
Nærbillede
Strudsefjer fås i mange farver
Nærbillede af fjerstrålerne

 

Svane
Danmarsk nationalfugl - fredet.

Nemt at finde fjer og dun på stranden og i parker hvor fuglene holder til, men ellers er gåsefjer en udemærket erstatning.

Stær Sturnus vulgaris. Familie: Stære
Længde: 19 - 22 cm. Mindre og mere korthalet end solsort. Om foråret har den sorte fjerdragt grønn, blå og violet metalglans og næbbet er gult. Vinterdragten er overstrøet med hvide prikker. Ungfugle er gråbrune med lysere strube. Flugtsilhuetten karakteristisk med kort hale og ret lange ben samt trekantede vinger.

Stær
Stær

Stærevinger er særdeles anvendelige for fluebinderen. Både armsvingfjer (secondaries) og håndsvingfjer (primaries) anvendes, da de kan indgå i stort set alle "Duns" og "Olives". De ingår også i mange andre mønstre, så som "Hare's Ear" og "Ginger Quill" varianter. Kan anvendes i næsten alle mønstre der kræver en grå vinge.

Summer Duck eller Wood Duck - Brudeand (Carolina Wood Duck, Summer Duck, Wood Duck, Acorn Duck eller Bridal Duck) Det er flankfjer fra denne meget smukke andefugl, nærmere betegnet fra andrikken i pragtdragt, man anvender mest.
Se: Brudeand

Teal - Krikand. (Teal)
Teal er fjer fra Krikanden. Når der i fluemønstre angives "Teal", menes der de sort- og hvidstribede flanke- eller skulderfjer fra andrikken i pragtdragt.
Se: Krikand

Tippet
Se: Guldfasan, eller Amherstfasan.

Tjur (Tetrao urogallus) Svensk: Tjäder, Engelsk: Capercailzie eller Capercaillie også kaldet Wood Grouse. Tjurens engelske navn er afledt fra gælisk; capullcoille, der betyder "horse of the woods". Findes ikke i Danmark, men er vidt udbredt i Sverige.

Meget stor og tung hønsefugl, hannen er betydeligt større end hunnen. Letter under stor larm af vingeslag. Holder mest til i nåleskove og undgår åbent terræn. Hannen: længde 75-90 cm, (halen ca. 25 cm) vingefang ca. 1 m. Kropsfjerene er mørkegrå til mørkbrune, brystfjerene er metalskinnende mørkegrønne. Farve på bug og undersiden af halen kan varierer fra hvid til sort. Hunnen: 55-65 cm. Fjerdragten er på oversiden brun, med sorte og grå pletter. Undersiden er mere lys og gullig.

Tjur

Armsvingfjer og dækfjer levere spættede fjer til "Alder". Der findes ikke så mange af disse fjer, men det er let at finde egnede substitutter hos andre de andre hønsefugle.

(En "Rackelhane", er på svensk navnet for en bastard mellem en tjur og en urfugl)

Topping
Se: Guldfasan, eller Amherstfasan.

Ugle (Natugle/Tawny Owl, Strix aluco) (Slørugle/Barn Owl Tyto alba)
Fjer fra ugle anvendes når der skal bindes mølimitationer og de kan også findes i mønstre som "Brown Owl" og "Cinnamon".

V

Vagtelkonge
Se: Engsnare.

Vibe Plover (Lapwing) Vanellinae
Viben er en underfamilie af familien brokfugle. Underfamilien indeholder 25 arter, heriblandt viben. Fuglene varierer i størrelse mellem 17 og 38 cm.

Ikke et specielt populært vingemateriale, men kan af og til ses i "Iron Blue" og "Butcher".

Vildand
Se: Brown Mallard

W

Wood duck / Summer duck
Se: Brudeand

X

Y

Z

Æ

Ø

Å


Opbevaring og forberedelse
Alle naturmaterialer bør opbevares i lufttætte plastposer, adskilt fra de andre materialer, således at der ikke kommer dyr og ”utøj” i hele ens materialesamling. Sørg for at materialerne er godt tørre inden de pakkes væk.

Hele vingepar holdes sammen af en snor og parrede vinger kan holdes sammen med en elastik eller ligende.

Mange fjer har fået nogle knæk og tryk ved transport og opbevaringen. De kan rettes ved at man damper dem. Brug en pincet og hold en krøllet fjer hen over en tuden på en kedel kogende vand og den bliver som ny.
Crest skal ikke dampes, men i stedet lægges i varmt vand.

Fjer - før og efter en dampning
Samme fjer - før og efter dampning!


Se også: Se evt. også artikel: Dampning af små fjer og Gamle fluer som nye!

 

 

Relevante artikler
Fjer - en introduktion...
Erhvervelse af fjermaterialer...

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home