Hår og uldmaterialer har igennem mange år været mellem de mest anvendte materialer til fluebinding. Mens termerne; hår, pels og uld ofte anvendes i flæng, er der stadig visse forskelle i brugen, baseret på strukturen af det naturlige materiale. Uanset et nogenlunde ens udseende, består et stykke pels af flere forskellige typer fibre. Disse fibre kan klassificeres og opdeles på mange måder, men som udgangspunkt for praktisk anvendelse til fluebinding behøver man kun at opdele dem i to basiskatergorier: "underuld" (dette er hvad fluebindere normalt refererer til når de henviser til uld) og "dækhår" (eller for fluebinderen bare; hår)

 

Fed underuld fra bæver

Underuld er kort, relativt fint i strukturen og ofte ganske blødt, i det mindste sammenlignet med de mere grove dækhår fra samme dyr. Hovedanvendelsen for underuld er dubbing, da de tyndere og mere smidige fibre lettere kan snoes omkring bindetråden.

Hos mange dyrearter er overfladen på de enkelte fibre af underulden, opbygget med en overlappende skælagtige strukturer, der ikke kun griber fat i bindetråden, men også gør at de enkelte fibre nærmest binder sig til hinanden og derved letter dubbingprocessen betydeligt.


Forstørret hår fra underuld med tydelig skælagtig overflade...

Underuld anvendes i visse tilfælde også til haler på vådfluer, og i mere sjældne tilfælde til ”downwings”, men generelt begrænses anvendelsen noget grundet den mikroskopiske skælgtige overflade, en relativ kort længde på de enkelte fibre og en ofte snoet og kruset struktur der gør det besværligt at justere længden i en hairstakker.

Underuldens struktur kan varierrer betydeligt mellem forskellige dyrearter. Underulden fra eksempelvis hare, bæver, mink og odder er et populært dubbingmateriale da pelsen ikke indeholder stive dækhår, hvilket gør at man let opnår et blødt, fleksibelt og let dubbet kropsmateriale. Hos andre dyr, så som hjort eller kalv, bliver underulden så godt som aldrig brugt til dubbing. Selv ved underuld, der er brugbart til dubbing, er der forskelle i tykkelse og struktur, der gør at materialerne er mere eller mindre besværlige at arbejde med, men måden underulden opfører sig på ved fluebinding er generelt ret ens uanset ophav.

 

Sparsomme dækhår på bæverens pels

Dækhårene opfører sig noget anderledes og når det handler om forskelle i fluebindingsteknikker er der markant større forskelle ved indbindingen af de forskellige typer. Disse tykkere, længre, og ofte tydeligt tilspidsede dækhår kan variere voldsomt i struktur og tykkelse - lige fra de stive børster hos et pindsvin til de meget blødere dækhår på kaninens pels. Metoderne, der anvendes ved indbindingen af disse materialer, varierer derfor også tilsvarende.

Visse dækhår, især de bløde typer, kan blandes med underuld for at give et lidt grovere strittende eller børsteagtigt udtryk til en fluekrop. Bundter af dækhår, hvor underulden er frasorteret, kan anvendes til haler, vinger, vingekasser, ben og til hackle. Stive dækhår fra forskellige dyrearter kan variere ganske betragteligt i udseende, længde, struktur samt mængde, men hos fluebindere skelnes der især mellem "hule" eller "ikke hule" hår.

Slut på artikel!

 

Relevante artikler
Hårvinger
Uld - hvorfor?
Antilope
Bæver
Caribou
Dubbing
Egern
Elg
Fåreuld
Grævling
Hare
Hjort
Kalv
Moskusokse
Sort bjørn
Tempelhund
Woodchuck

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home