Uanset de syntetiske materialers fremmarch, er naturlige hår stadig en af de vigtigste materialegrupper for fluebinderen.

Mickey Finn
Mickey Finn – et af verdens mest kendte og udbredte fluemønstre med hårvinge.

Mange af de tidligere så anvendte fjer fra sjældne og eksotiske fugle, har i en årrække været vanskelige at skaffe og derfor også dyre. Ydermere er mange af de eksotiske fuglearter siden blevet fredet, for at undgå en total udryddelse.

Fluebindere måtte for år tilbage til at se sig om efter egnede erstatningsmaterialer til især de klassiske laksefluer. Hår som fluebindingsmateriale, var en oplagt mulighed. Lokale jægere kunne levere skind fra nedlagt vildt og en række tamdyr var også leveringsdygtige i brugbart hår og uld.

Efter en del eksperimentere, rettede fokus sig primært mod hår fra bjørn, stinkdyr, egernhale, bucktail, og kalvehale. Disse hårmaterialer fungerede fint i deres naturlige udtryksform (sort, brun, grå og hvid) men inden længe begyndte man at eksperimentere med at indfarve materialerne i de traditionelle lakseflue-farver; rød, gul, blå, grøn og orange.

Udviklingen gjorde at fluebinderen kunne udskifte de dyre (og ofte sarte) fjermaterialer, med billigere og mere holdbare hårmaterialer. Ortodokse fluebindere så med væmmelse på udviklingen, mens almindelige fluebindere fandt de nye fluer ganske acceptable.

En af fordelene ved hårmaterialerne er at det let at udskifte ét hårmateriale med et andet. Hvis man ikke er i besiddelse af hår fra en sort bjørn, så kan man anvende andre alternativer, eksempelvis farvet hår fra stinkdyr, egern, ged eller ræv.

Dynamit

Dynamit har vinge af egernhalehår

Det er bemærkelsesværdigt at de hårvingede fluer ikke undergår en større forandring end tilfældet er. Mange ørred- og kystfluer har undergået en forandring i takt med de syntetiske materialers indtog på området, men de hårvingede fluer bevare tilsyneladende sin oprindelse.

Der er sikkert flere årsager til dette.

...

Mange typer hår er velegnet til hårvinger – her skal bare nævnes et par stykker i flæng:

Virginia-hjort (White-tailed deer) (natur og farvet) bruges til vårfluevinger, tørfluehaler og til mange streamers. Let at skaffe.

Wapiti-hjort (natur og farvet) bruges til haler, vinger og majfluekroppe.

Kalvehaler (natur og farvet) bruges til tørfluehaler og vinger, men undgå de krøllede hår i halespidsen. Korte fibre – let at skaffe.

Hund (natur og farvet) uld fra en børste kan være glimrende som dubbing, mens hårene ofte er lange og fine.

Bisamrotte giver glimrende dubbing og dækhårene er gode som vinger og haler.

Egernhale er almindeligt anvendt vingemateriale på mange lakse- og ørredfluer. Fine glansfulde hår – billigt og fås i mange farver.

Elg og ren giver glimrende hår til de hhv., største og mindste vårfluevinger.

Gedehår er et herligt materiale til streamer-vinger. Fine hår med god bevægelse i vandet. De fineste og blødeste fås fra de yngste dyr. Jo ældre, des stivere.

Isbjørn er et herligt vingemateriale. Det er meget stærkt og de enkelte hår har en fin tapering. Fin gennemskinnelighed og lysreflektion. Hårene er ikke så bevægelige i vandet, men vingen holder sin profil. Isbjørnehår er gode at blande med andre hår for at give fylde og holdbarhed til vingens profil.

Yak tail kaldes af og til for “fattigmands isbjørn”, da det har nogenlunde samme gennemskinnelighed og struktur.

Polarræv – hvis man ønsker streamers med liv og bevægelse, så kan polarræv bestemt anbefales. Halehårene er nogenlunde ensartet i længde. Normalt anvender man hår fra halen til vinger. Underulden er finere i struktur og har lidt af den samme livlighed som Maraboufjer.

Grævling anvendes til tørfluevinger, hale og overvinger på laksefluer og streamers.

Mohair kan anvendes som vingemateriale på de mindre fluer. Det er fint i strukturen men kan alligevel bindes med god fylde. Suger hurtigt vand…

Vær opmærksom på at ved hårvinger til tørfluer anvender man for det meste hår fra hjort (bucktail), ren og elg, da disse er hule og derfor har indbygget opdrift.

...

Bundlinien må være at materialer til de hårvingede fluer er ikke svære at skaffe. Har man ikke det opgivne materiale, så kig efter egnede reserver i gemmerne.

Lær at indfarve – det er ikke specielt svært og husk endelig at eksperimentere – det er både lærerigt og spændende. Husk også at forsøge med de traditionelle mønstre – oprindeligt blev fjermaterialerne jo erstattet af hår – dette er jo stadig en oplagt mulighed. Har man problemer med fjervingerne, så prøv om det er muligt at finde et egnet substitut indenfor hårmaterialerne.

Eksempler på hårvingede fluer: Mickey Finn, Dynamit, Hundestejlen, Muddler Minnow, Premiere fluen, Tude Killer, Gerry The Minister’s dog, Hairy Mary, og mange, mange flere...

 

 

Relevante artikler
Hår og uld - en introduktion
Hårvinge af glatte hår
Hairstakking
Streamer

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home