Cyanacrylate (CA) Lim eller "Superlim"


Cyanacrylatelim - Alm. og Gel på tube...

 

Den såkaldte "Superlim" sælges under mange navne og markedsføres af flere fabrikanter. Tilnavnet "Super" bruges i vid udstrækning på alle disse limtyper. "Super" -Attak, -Bond, -lim, osv..

Oprindeligt stammer navnet fra et produkt der blev markedsført under navnet "Super Glue" – tilnavnet "Super" hænger ved, og bruges i flæng ved en række tilsvarende limtyper. I mange udenlandske magasiner kan man finde navnet "Super Glue" anvendt og det er da Cyanacrylatelim der menes.

Cyanacrylatelim har en fantastisk høj klæbeevne og er kendt for at tørre ekstremt hurtigt. Tiden regnes i sekunder! I Danmark blev denne lim først kendt under navnet "Sekund-lim", da en fabrikant markedsførte limen under navnet; "2 sekunders-lim".

De fleste CA-lime er ekstremt tyndtflydende og trænger let og ubesværet ned i mellemrum, sprækker og i porøse materialer. CA-lim kan ved flere opgaver, og med stor succes, erstatte fluebinderens lak.

Limtypen kræver normalt at der er fast kontakt mellem emnerne og er bedst egnet til opgaver hvor der er en større fælles limflade.

Plusser:
CA-lim tørre klart og gennemsigtigt op.
(Undtagen hvis processen holdes lukket inde og afdampningen besværes. Man vil i sådanne tilfælde kunne se en udfældning af et gråt lag (krystallisering) på limoverfladen. Denne grå hinde kan dog ofte tørres bort når limen er færdighærdet.)

Limen kryber ikke og den bliver ekstremt hård. CA-lim kan derfor anvendes til at lakere det færdige hoved på fluerne med, (især at anbefale ved saltvandsfluerne, da alm. lak mørner og bliver gråt i saltvand) og det kan anvendes som forstærkning af sarte fjer, og forstærke udsatte fluekroppe, så som tinselkroppe mm..

CA-lim egner sig fortrinligt til at sikre undervinger – eksempelvis vinger fremstillet af de meget glatte egernhalehår – eller for at sikre et faldskærmshackle i at vælte eller gå op, samt ved en række opgaver hvor fibre skal holdes sammen i et fast bundt.

Ydermere tørrer limen fantastisk hurtigt, hvilket er et stort plus for fluebinderen.

Minus:
Limens største minus er emballagen. Ofte sælges den i alt for dårlige containere hvor åbningen er fejlkonstrueret. Åbningen bliver hurtigt blokeret af størknet lim og det er ofte svært at kontrollere mængden af lim der påføres. En enkelt dråbe – der uheldigvis bliver til 2 eller 3 – breder sig lynhurtigt og fæster alt i den nuværende position. Dette gælder også fluebinderens fingre der evt. holder materialerne i position!
En metode for bedre at kontrollere mængden og placeringen, kan være at overføre lidt lim til spidsen af sin dubbingnål og herfra så, under langt større kontrol, overføre dråben til det ønskede sted på fluen.

Limen kan med tiden blive ret tyktflydende, men undertegnede kender ingen fortyndingsmidler.

Der findes også en "Gel"-type af CA-limen. Dette er en variant af limen der har en højere viskositet og dermed er mere tyktflydende (Gel = gelé) Denne limtype kan med fordel anvendes ved opgaver hvor der er en større afstand mellem emnerne. Smågab og sprækker kan ved denne limtype fyldes ud og fæste emnerne bedre. Denne type sælges ofte i tuber, der letter doseringen en del.
Den største ulempe ved Gel-typen er at den er længere tid om at tørre.

Bemærk at der ved arbejdet med Cyanacrylatelim anvendes ganske små mængder - tælles i få dråber - og husk der skal sørges for velegnet ventilation.

CA-lim tørrer op ved hjælp af luftens fugtighed. En større dråbe lim kan derfor "tvangshærdes" ved at man ånder på den eller måske endda forsigtigt dypper emnet under vand. Der bliver dog ofte et gråligt udfældning på overfladen ved den sidste metode. (Skyl endelig ikke emnet unde rindende vand! Lidt større mængder lim (2-3 dråber!) vil ved denne metode brede sig ud over et langt større område og derved ødelægge hele fluen.)

Slut på artikel!

 

Relevante artikler
Se også: Epoxy
Se også: Lak

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home