Anatomi og udvælgelse
Der har de senere år været en rivende udvikling inden for forskellige fluebindingsmetoder samt i udviklingen af nye fluebindingsmaterialer. Især indenfor de syntetiske materialer syntes udviklingen at gå så stærkt at der næsten dagligt kommer nye til. Ofte er det dog kendte materialetyper der får nyt udtryk ved eksempelvis at overfladen behandles anderledes, materialet tilskæres på ny måde eller en helt ny producent eller leverandør dukker op på markedet og ønsker at markedsføre sine produkter med eget navn.

”Gammel vin på nye flasker”!
Nej, ikke altid. Der er mange spændende nyheder imellem, men mange af dem når aldrig rigtigt at blive anerkendt af den store skare af fluebindere inden de forsvinder igen. Tit kan man finde nye materialer på grejhandlerens hylder, der ikke kan findes næste gang man kigger forbi. Dette opleves i høj grad med de mange syntetiske materialer med ”flash-virkning.” Her findes en lang række af produkter med næsten samme effekt og anvendelse men med forskellige produktnavn. Udbuddet er enormt og det vil være en næsten umulig opgave at nævne dem alle og beskrive deres forskellige egenskaber og anvendelsesmuligheder.

En komplet omtale af samtlige kendte fluebindingsmaterialer er derfor ikke målet. Dog har udvælgelsen af materiale- kvalitet og struktur en direkte indflydelse på de fluebindingsteknikker der bør eller kan anvendes, hvor let det ønskede resultat kan opnås og i sidste ende også på kvaliteten af den færdige flue. Eksempelvis er der i fluemønsteret Muddler Minnow angivet en krop af spundet hjortehår, men hjortehår, selv i den bedste kvalitet, varierer i høj grad i struktur og måde hårene opfører sig på ved indbindingen. Et dårligt udvalgt fluebindingsmateriale vil derfor ikke kun resultere i en dårlig finish på den færdige flue, men også gøre en snoning/spinding af hjortehårskroppen eller måske en ”stacking” besværlig eller næsten umulig at udføre.

Nu er det ikke alle fluebindingsmaterialer der udviser denne form for variation, men en lille håndfuld af de mest anvendte fluebindingsmaterialer gør. Typisk, er det materialer med en bred anvendelsesgrad der har disse forskellige egenskaber. Afhængig af mønsteret, kan et givent materiale anvendes til vinger, hale, krop, hackle eller andre af fluens komponenter, og de ønskede egenskaber hos materialet kan variere betragteligt ved forskellige anvendte bindeteknikker.

Formålet med denne gennemgang af fluebinderens materialer er derfor kort at eksaminere basisstrukturen på de mere bredt anvendte fluebindingsmaterialer og at beskrive de forskellige kvaliteter og give eksempler på deres anvendelse. Disse informationer vil selvfølgelig også være en hjælp når man ønsker at finde et velegnet materialer med en god kvalitet og med rette egenskaber til en bestemt flue eller en speciel bindeteknik.

Sidst, men ikke mindst, fordi fluebindingsterminologien hovedsageligt stammer fra engelsktalende kilder, oversættes forskelligt, ofte er ufuldstændig og mangelfuld samt i visse tilfælde direkte forkert og dermed er ganske forvirrende for især mange nybegyndere, vil dette kapitel også introducere visse termer og specielle ord der anvendes ved fluebinding og som anvendes i de enkelte beskrivelser. Mange af disse udtryk og termer kan ydermere findes i Fluepapirets Mini - Lexicon der kort nævner en lang række materialer og deres anvendelse m.m..

Forhåbentlig kan ovenstående reducere mange dyrekøbte fejltagelser, inspirere, mindske efterfølgende frustrationer ved fluestikket, frembringe gode og holdbare fluer og derved forhåbentlig også og give den enkelte fluebinder en større glæde ved udøvelsen af denne herlige hobby.

Slut på artikel!

Relevante artikler
Se mere: Hår og uld - en introduktion
Se mere: Fjer - en introduktion
Se mere: Erhvervelse af fjermaterialer
Se mere: Fuglearter og deres anvendelse
Se mere: Alternative materialer

 


Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home