Fluebinding er et ældgammel håndværk, visse kalder det endog et kunsthåndværk, der bygger på mange års erfaring. Som ved andre typer håndværk, findes der en række regler og metoder for bedst at kunne nå det ønskede resultat. Som alle ved, findes der ingen regler uden undtagelser, men hvis man vil lære fluebindingens kunst, er man nødt til at kende degrundliggende principper inden man dyrker undtagelserne.
Grundprincipper:
Normalt anvender man én og samme bindetråd – fortløbende, til binding af en flue. Hvis ikke andet er angivet, så er det altså den selv samme tråd der både startes og afsluttes med - dette uden at tråden klippes over undervejs. Bindetråden er altså én lang uafbrudt tråd hele mønsteret igennem.
At læse et fluemønster er lidt som at læse en madopskrift. Et fluemønster er normalt opgivet i den rækkefølge som materialerne skal anvendes: Krog, tråd, hale osv.. Det er dog ikke alle der overholder denne regel, så vær opmærksom og læs nøje "opskriften" igennem inden fluen påbegyndes.
Tråd og alle andre materialer tørnes altid med uret. Det vil sige at det tørnes hen over krogen, væk fra sig selv og nedenunder krogen og ind imod sig selv igen. Eneste undtagelse er en rib der tørnes modsat for at holde på det underliggende materiale og forstærke kroppen.
Tørn altid tråd og materialer med uret...
Prøv at holde samme konstante spænding/træk i bindetråden under alle elementerne i bindingen af fluen. Selv et øjebliks slæk på bindetråden kan gøre at en flue bliver løs og den let går op under brug og måske endda falder helt fra hinanden.
Løs trådspænding = katastrofe! Selv et øjebliks uopmærksomhed kan have fatale følger...
Når tråd og materialer tørnes bør man være opmærksom på den skarpe krogspids der let kan kappe tråden eller eksempelvis skære en tinsel over. Som nybegynder vil man sikkert ofte komme ud for dette. Eventuelt kan man bruge undersiden og det yderste af sin venstre tommelfingernegl til at dække for krogspidsen i visse kritiske situationer. Undlad at opspænde krogen så spidsen dækkes!
Bindetråden farligt nær den skarpe krogspids...
Dæk evt. over krogspidsen med tommelfingerneglen...
Hvis bindetråden knækker, så fat den løse ende med en hackle-klemme og lad denne hænge ned i trådenden start en ny tråd og tørn hen over den gamle bindetråd og trim siden de overskydende ender bort. Fortsæt derefter som planlagt.
Hackelklemmen har fat om den løse ende...
Ny tråd startes over den gamle...
Prøv så vidt muligt at holde den længde tråd der befinder sig mellem krog og trådholderen så kort som mulig. Generelt jo tættere, at røret fra trådholderen, er på selve fluen og dermed en kortere længde tråd jo mere kontrol har man over tingene. Store sving og drejninger med trådholderen er ikke særligt effektivt og er med til at trætte fluebinderen.
For lang tråd trætter...
Kort tråd = bedre kontrol...
Juster trådholderen så der er en tilpas friktion når ny mængde tråd skal trækkes af spolen. Ofte er det bedre med en for stram justeret trådholder, end en der er for løs. Der er ofte markant forskel på hvordan man justerer sin trådholder når man eksempelvis binder små tørfluer eller det er de store laksefluer det gælder. En ordentlig justeret trådholder er som ofte ganske stram. I visse tilfælde kan det være en fordel at justere trådlængden ved at holde trådholderen i den ene hånd, mens spolen drejes med den anden.
At tørne noget frem - menes at tørne frem over krogskaftet, i retning hen mod krogøjet. At tørne bagud er den modsatte vej. Forenden er derfor den ende af fluen hvor krogøjet befinder sig og bagende er selvfølgelig den modsatte ende.
Fluestikket kan ud over at holde på krogen være en god støtte undervejs. Når delikate processer skal udføres, kan det ofte være en stor hjælp at støtte et par fingre mod fluestikket med den ene hånd, mens man med den anden hånd læner sig op ad denne for eksempelvis at afklippe noget materiale meget tæt og nøjagtigt.
Brug fluestikket som støtte ved delikate arbejder...
Man kan evt. også støtte sin højre hånd mod den venstre, der igen støtter på fluestikket...
Man skal IKKE vente til senere med at rette eventuelle fejl. Glider noget materiale eller vælter der en vinge undervejs, bør det rettes øjeblikkeligt! "Lidt senere" er næsten altid for sent...
Alle instruktioner på disse sider er for højrehåndede. De venstrehåndede må foretage de nødvendige justeringer i tekst og øvelser, så disse kan anvendes til egen situation.
Til sidst; Øv dig fra starten i at lave pæne og især holdbare fluer! Den flue man vælger ude ved fiskevandet er som regel altid den bedste man har. En dårligt bundet flue får som ofte lov at sygne hen i et hjørne af æsken.
Gør det derfor til en vane at afslutte hvert eneste stadie i fluebindingen med en såkaldt Whipfinish knude, og anvend ofte lak til at forsegle sarte materialer.
Hvis hovedet på fluen går op når du er ude at fiske – eller en vinge eventuelt falder af, så falder hele fluen ikke fra hinanden hvis den er ordentligt bundet, men kan stadig fiske...