Blytrådsbelastning af krogskaftet anvendes ofte på fluer der skal fiskes dybt i vandet eller måske endda helt nede på selve bunden. Eksempelvis Nymfer og husbyggende vårfluelarver.

Her er efterfølgende vist hvordan man nemmest tørner blytråd på krogskaft, men også kobbertråd anvendes til belastning af fluerne, hvorfor man selvfølgelig også kan anvende teknikken ved denne type belastning. Se evt. "Killer Bug"

Bemærk at der i billedserien anvendes et fluestik med "ægte 360° rotation" - bruger man ikke et sådant, kan samme teknik eventuelt udføres ved at blytråden monteres i en trådholder og vindes om krogskaftet manuelt... Se Fig. 5)


 

Man kan finde fluebindere der anbefaler at indbinde starten af blytråden ved hjælp af bindetråden. Dette giver dog ofte en ujævn start eller i værste fald knækker blytråden inden man får tørnet denne færdig.

 

Fig. 1) Et par millimeter af blytråden stikkes gennem krogøjet.

"Normal" tykkelse på blytråd er samme diameter som krogskaft...

Fig. 2) Start derefter med at dreje fluestikkets kæber langsomt og forsigtigt...
Fig. 3) Efter et par forsigtige omgange er blytråden fæstet...

Fig. 4) ...og der kan fortsættes med tætte tørn i ønsket længde...

Tommelfingeren holder et passende jævnt træk i tråden så denne kommer til at ligge pænt og jævnt på krogskaftet.

Fig. 5) Anvender man ikke et fluestik med "ægte 360° rotation" - kan den viste teknik også udføres manuelt, ved at blytråden monteres i en trådholder og tørnes om krogskaftet, på samme måde som man gør med sin bindetråd.

Fig. 6) Sæt tommelfingerneglen ned mod blytråden hvor denne ønskes afkortet. Pres ind mod krogskaftet og træk/vrid lidt i den frie ende af blytråden og denne knækker derved nemt og nøjagtigt på rette sted.

Andvend aldrig den fine saks til at klippe blytråden over med – saksen ødelægges!

Fig. 7) Det overskydende stykke der blev skubbet gennem krogøjet, presse nu tilbage igen...

Tag evt. dubbingnålen til hjælp hvis blytråden bukker...

Fig. 8) Den sidste løse ende vrides på plads med fingrene og alle blybeviklingerne presses tæt sammen ved hjælp af tommelfingerneglene...

Beviklingerne ligger ikke mere fast end at placeringen kan efterjusteres med en tommelfingernegl.

Normalt placerer man tyngdepunktet lidt fremme over midten af krogskaftet, for at opveje vægten af krogbøjningen. Ved at placere belastningen forskellige steder på krogskaftet kan man også ændre på fluens gang i vandet.

 

Fig. 9) Fæst bindetråden og lav en række tørn frem og tilbage over blytråden for at sikre denne på krogskaftet og samtidig forberede et godt underlag for de efterfølgende materialer...

Fig. 10) Med bindetråden dannes en jævn taperet overgang, både for og bag ved blybelastningen.

Gøres dette ikke vil man ofte få en bulet og ujævn krop på den færdige flue...

   

Bemærk; efter 1 december 2002 er det forbudt at importere eller handle med blyprodukter til brug ved lystfiskeri. Men kobbertråd er et udemærket erstatningsmateriale - se evt. "Killer Bug"

Læs evt. mere her: Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly.


Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home