Indledende bemærkninger: Denne metode går ud på at dubbe en krop omkring en kraftig stoppenål eller lignende. Inden man forsøger sig med denne metode, bør man nok have lidt erfaring i at dubbe en normal fluekrop efter den "direkte-dubbing" metode.

Den metode der hér er vist går ud på at, man dubber det valgte kropsmateriale direkte på en glat nål – men uden anvendelse af bindetråd! Dette indebære at man bør vælge et relativt blødt kropsmateriale med lange og fine fibre, da det ellers kan være særdeles vanskeligt at få materialet til at lægge sig pænt på nålen.



Krop-nåle-værktøj

Fig.: 1) Som egnet værktøj, kan man eksempelvis montere en kraftig stoppenål med glat overflade i sit fluestik og påbinde en mindre nål lidt længere tilbage.

I dette tilfælde har jeg valgt at fremstille mit eget "krop-værktøj", der er indrettet så man nemt kan skifte nålene ud til en anden tykkelse, eller ændre på længden af nålene.

Bemærk at den lille nål er helt nødvendig for at kunne starte sin dubbing – uden denne kan man man ikke få dubbinmaterialet til at fæste sig i under opstarten.

Det er helt sikkert en stor fordel hvis man anvender et "ægte rotations fluestik" da man så har meget mere kontrol over prosessen.

Fig.: 2) Værktøjet er monteret i flustikket og der udvælges et langfibret dubbinmateriale i ønsket farve...

Fig.: 3) En lille "start-tot", bestående af få udtrukne fibre, fastklemmes bagerst i mellemrummet mellem den lille og den store nål...

Fig.: 4) Nu snoes dubbingen – i et ganske tyndt lag(!) - hen over nålen, samtidigt med at man arbejder sig ud mod spidsen.

Pas på; det er ganske nemt at få lagt et alt for tykt og kraftigt lag!

Fig.: 5) Helt ude ved spidsen vender man og...

Fig.: 6) Man arbejder sig tilbage til udgangspunktet igen.

Fig.: 7) De sidste fibre rives af og man har nu en krop der består af et ganske tyndt lag dubbing – ofte med enkelte tynde og nøgne områder.

Tag det helt roligt – det skal se sådan ud til at begynde med!

Fig.: 8) Da jeg i dette tilfælde ønsker at tilføje en lille hale på den forlængde fluekrop, fæster jeg en bindetråd i matchende kulør.

Har man ikke en bindetråd i eksakt kulør, så vælg én der er en anelse lysere - eller indfarv tråden med en vandfast pen - en lys tråd vil ses mindre end én der er mørkere...

Ønsker man ikke en hale på sin forlængede fluekrop, kan man springe trin 8-14 over!

Ønsker man en anden type hale, kan man se et andet eksempel hér.

Fig.: 9) For at styrke kroppen ekstra, starter jeg længst bag på nålen og med store åbne tørn føres tråden frem til det ønskede indbindingspunkt, længst ude på spidsen af nålen.

Vigtigt: Undlad at stramme tråd og knuder for meget – hele herligheden skal jo kunne glide af nålen når man er færdig!

Fig.: 10) Et lille bundt marabou-fjer i matchende farve forberedes hér som hale...
Fig.: 11) De afrevne fjerstråler afmåles på samme måde som ved anden hale-fremstilling med fjer...
Fig.: 12) Bundtet holdes op på plads og nedbindes med et par tørn med bindetråden...
Fig.: 13) Det overskydende materiale bindes ned på kroppen med store åbne tørn...
Fig.: 14) Inderst på kroppen lægges en afsluttende Whip-Finish så materialerne ikke går løs under næste moment...
Fig.: 15) Et nyt bundt af det langfibrede dubbingmateriale forberedes, ved at man trækker nogle få "start-fibre" ud af bundtet...
Fig.: 16) Igen starter man bagerst ved den lille nål, med at fæste materialet i mellemrummet mellem den lille og den store nål...
Fig.: 17) Et nyt tyndt lag dubbing lægges hen over kroppen...

Fig.: 18) Ud til enden, hvor man forsigtigt dubber rundt om inbindingspunktet af marabou-fjerene...

Pas på ikke at komme for langt ud over kanten, hvorved man får en skæv hale, eller materialet falder af...

Fig.: 19) Tilbage ved startpunktet afrives de sidste kropsfibre og resultatet skal nu se således ud.

Fig.: 20) Kroppen er endnu ikke speciel holdbar og for at råde bod på dette anvendes der i dette tilfælde en special-lim; "Softex", for at binde materialerne ekstra sammen.

Advarsel: Softex er fremstillet specielt til fluebinding, men er noget dyrt og giftigt stads - anvend det under tilstrækkelig udluftning!

Info: Har man ikke Softex, kan man med fordel anvende en anden vandfast lim i stedet. Vælg en vandbaseret snedkerlim eller tilsvarende, men undersøg først om det misfarver materialerne.

Advarsel: "Superlim" egner sig IKKE!

Fig.: 21) Et stykke skumgummi - hér en strimmel afskåret fra et liggeunderlag - anvendes som spartel/pensel når der skal påføres et par dråber klistermasse på kroppen.

Undgå at få limen ud på maraboufjerene!

Fig.: 22) Efterfølgende glattes kroppen med en finger. Dette gøres ved at man presser de enkelte fibre ind mod nålen, samtidigt med at man snurre fingeren rundt om den færdige krop.

Hér er det en stor hjælp at anvende et "ægte rotations-stik", da man kan holde fingeren op mod kroppen og snurre rundt med rotationsfunktionen på fluestikket..

 

 

Fig.: 23) Kroppen er færdig og mangler nu kun...

Fig.: 24) At man med sin tommelfingernegl presser den færdige krop ud over nålen...

Dette skal gøres inden limen er helt tør, men gerne efter at den har "sat sig" i en kort periode. Det drejer sig normalt kun om få minutter!

Fig.: 25) Kroppen rettes til, hvis man har fået deformeret den lidt under det sidste moment - eller man kan give den et passende buk eller kurve, hvis man syntes dette ser mere realistisk ud. Kroppen lægges efterfølgende til tørre, inden den til sidst anvendes i det tiltænkte fluemønster.

Det er ofte tidsbesparende at fremstille et antal færdige kroppe, inden man går igang med selve fluemønsteret.

I dette tilfælde er den forlængede fluekrop tiltænkt en Stor Vandnymfe.

 

 

Relevante artikler
Læs også: Krop-værktøj
Læs også: Stor Vandnymfe
Læs også: Forlænget fluekrop - eks. 2

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home