Kendetegnet v. fluer med bløde hackler – også kaldt "Soft Hackel Flies"

"Flymfer" repræsenterer en særdeles alsidig fluetype og imiterer ikke kun én bestemt art eller et bestemt stadie i insektets udvikling, men kan alt efter forholdene fiskes som en tørflue, imitation af et klækkende insekt eller som en vådflue. Det er hovedsageligt præsentationen af fluen der afgør hvorledes fisken opfatter denne.

Flymfe

"Flymfe" med slank krop og lange bløde hackelstråler.

 

I visse sammenhænge kan man opleve at Flymfer kaldes for "opstrøms vådfluer" – dette er dog en misvisende betegnelse, da Flymfer selvfølgelig også kan fiskes nedstrøms. Betegnelsen skyldes at skotten; James Stewart i sin tid introducerede opstrømsfiskeriet med vådfluer, bundet med bløde hackler. (Se mere om dette senere i artiklen)

Den enkelte "Flymfe" giver i kraft af sin opbygning et livligt og attraktivt indtryk af et levende insekt. Typen er ganske let at binde og materialerne er enkle og billige – og fremfor alt så er både ørreden, regnbuer og stallingerne særdeles glade for den.

Enkeltheden i materialevalg og bindestil er bærende elementer ved binding af Flymfer. I disse tider hvor mange fluebindere går til yderligheder for at skabe ultra-realistiske imitationer, er der noget befriende enkelt og oprindeligt over disse Flymfer. De repræsenterer på en måde noget "oprindeligt" ved fluefiskeriet.

Flymfer i æske
Flymfer i flueæsken...

Denne type vådfluer har været kendt i mindst 300 år, men mange af nutidens fluefiskere tilsidesætter dem til fordel for mere komplekse og ultra-realistiske mønstre. Dette er synd, da mange af de gamle fluefiskere der udviklede fluerne, fandt at Flymfernes effektivitet netop lå i at der var 3 – 4 basale stimuli i fluerne: Liv (det bløde hackel), størrelse i (den slanke krop), i og ved fiskeriet den rette præsentation af fluen, dens gang og korrekte position i vandet.

Desværre er meget af denne enkelthed ved at gå i glemmebogen, også i vores travle, komplicerede og stressede hverdag. Lad os håbe at Flymferne genopdages og får en renæssance ved fiskevandene. De byder nemlig på en herlig form for fiskeri, hvor fluefiskeren måske får chance for at (gen)opdage hvor vigtigt det er, med rette præsentation af fluen. Vigtigere, syntes undertegnede, end den ret udbredte opfattelse, at en ultra-realistisk imitation er en slags "ørredmagnet" der mere eller mindre ukritisk skal kastes i vandet, for at fange fisk.

Flymfer i æske
Flymfer i flueæsken...

Flymferne er bundet ud fra fiskens synspunkt – ikke fiskerens – og derfor også så enkle i sit væsen, at man tvinges til at udøve illusionskunst på flere niveauer. Dels når man sidder ved fluestikket og ved enkle midler skal skabe en alsidig imitation, men også når man ude ved fiskevandet skal få fluen til at opføre sig som det insekt man ønsker at imitere.

Flymfe
Nutidig Flymfe-type.

Binding af Flymfer
Huske endelig at enkeltheden i materialevalg og bindestil er bærende elementer ved binding af Flymfer. Uanset mønsterbeskrivelsernes længde og indhold, så skal Flymfer altid være sparsomt dresset.

Krog
Her anvendes for det meste tynde fine tørfluekroge. Tidligere var det mest med opvendt øje, men nu ses mange Flymfer bundet på lette nymfekroge med nedadvendt krogøje.

Størrelsen på krogen bør selvfølgelig repræsentere størrelsen på det insekt man ønsker at imitere, men krogstørrelserne #12 - 16 er et godt valg hvis man som nybegynder er i tvivl om hvilke man bør starte med.

Hale
Visse af de gamle læremestre kunne finde på at tilføje en hale, men kun 2-3 fjerstråler, der også var udvalgt af hackelfjer med bløde fjerstråler. Nu til dags ses der sjældent Flymfer med haler.

Kroppen
Bindesilke og bindetråd:
Det er vigtigt af bruge en rund, tvundet tråd for at få rette leddelte effekt på kroppen. Normalt anbefales det at man anvender original bindesilke af typen; Pearsalls Napels eller Gossamer. Der er derfor konsekvent brugt udtrykket bindesilke i denne artikel, dér hvor denne oprindelige bindesilke beskrives.

Ofte anvender man to forskellige tråde på samme tid når man binder Flymfer, nemlig en almindelig tynd der bruges til at fæste hacklet og så den færdigtspundne dubbingbørste der er fremstillet af den originale bindesilke samt underuld.

Bindesilken vælges ofte så den ligger "tone i tone" med hacklets stamme eller midterfarve. Bindesilken som kroppen er fremstillet af er ikke nødvendigvis samme farve som bindetråden, der skal have en farve der matcher hacklets generelle farve.

Det kan være et problem at fremskaffe den originale Pearsalls eller Gossamer bindesilke, men det er lykkedes mig at finde egnede erstatninger i garnforretningerne. Ydermere bør det nævnes at bindesilken tidligere altid blev grundigt vokset, da det var medvirkende til at få rette farve på fluen.

Dubbing
Når kroppen bindes med en ulddubbing, bør denne være så sparsom at bindesilken ses tydeligt under denne.

Normalt udvælger man den fineste underuld til dubbing på Flymferne. De fleste dyrehår har et naturligt fedtlag der virker vandafvisende i større eller mindre grad. De syntetiske materialer savner denne effekt og derfor et det hovedsageligt de naturlige materialer der anvendes når man ønsker en transparens og gennemskinnelighed på sine vådfluer. En dubbingbørste spundet sparsomt af naturlige materialer i en dubbingløkke giver ofte det bedste resultat.

De naturlige hårs vandafvisende egenskaber danner en mængde små luftbobler der er indesluttet i den dubbede krop. Når en sådan dubbet flue nedsænkes i vand bygges der et fint mønster af små næsten mikroskopiske luftbobler på fluen. En af de gamle læremestre; "Pete" Hidy kaldte dette fænomen for mimicry.

Når lyset passerer gennem en luftig flymfekrop, giver det et fint billede af et halvtransparent insekt. De bløde hårfibre fra underulden giver en god illusion af at fluen er levende og "ånder", på samme måde som gællerne arbejder på bagkroppen af en del "ægte" nymfer.

Underuld fra forskellige dyr, har selvfølgelig forskellige egenskaber. Den kan være af forskellig beskaffenhed; tæt eller tynd, tyk, kruset, kraftig osv.. Man kan finde underuld i mange nuancer der spænder over det meste af farvespekteret fra helt hvidt til nuancer i brunt, gråt og sort.

Af egnede dyr til dubbing af Flymfer findes der virkeligt mange. Underuld fra; bæver, egern, mår, bissamrotte, muldvarp, mink, kanin, ræv og opossum fremhæves, men især uld fra haren er populært til dubbing. Uld fra sæl og bjørn har også været anvendt, ja selv hår fra gris angives at have en vis egnet transparens til Flymferne!

Tag
En lille ganske sparsom tag ses nu og da nævnt i mønstrene.

Rib
Kun undtagelsesvis kan man se at Flymfemønstre indeholder en rib. Det er da mest en tynd guldrib der anbefales. Ofte er den primært tilføjet for at give fluen den rette gang i vandet, altså evt. for at få den bagerste del af fluen til at synke ned og give den rette stilling på fluen i vandet.

Hacklet
Normalt anvender man hackler fra lettilgængelige fugle. Eksempelvis halsfjer fra tamhøns men ellers får man også hackler fra de små undervingsfjer eller overvingedækfjerne. Men stort set alle de små bløde fjer kan anvendes uanset hvor på fuglen de findes.

Stort set alle former for vildt kan anvendes, eks., ryper, agerhøns, tjur, fasaner, dobbeltbekkasiner, snepper, hjejler, rørhøns, blishøne, stær osv., men glem endelig ikke at hønsenakkerne byder på mange fine fjer til Flymfehackler.

Ved udvælgelsen af hackelfjer er det vigtigt at man vælger en fjer der kan tilføre liv til fluerne. Da mange af de insekter vi ønsker at imitere bevæger sig ved at padle eller sparke sig frem, er det selvfølgeligt vigtigt at udvælge livfulde hackler, der vil bevæge sig ved den mindste bevægelse i det omgivende vand.

Man bør også tænke på hvor man ønsker at fiske med sin flue. I kraftigt strømmende vand kan man vælge en lidt stivere fjer, for at hacklet ikke skal klappe sammen under vandets pres, hvorimod en flue fisket i stille vand, behøver et hackel der er yderst blødt, livfuldt og levende.

Ved valg af hackel ønske man ofte at finde fjer der har gode lysreflektionsegenskaber. En glansfuld fjer er derfor ofte at foretrække, men de glansfulde fjer har som ofte stive fjerstråler og er defor ikke specielt velegnede til Flymfer. Valget af hackel er derfor ofte en balanceakt mellem et blødt livligt hackel og en så høj transparens og glans på fjeren som muligt.

Enkelte af de gamle læremestre anbefaler hackelfjer med en mørkere fjerstamme, gerne i en markeret dun farvetone der kan give den færdige flue indtryk af et bredere brystparti. Man bør undgå de hackler der har en "kalkagtig" farve på undersiden. Et godt hackel har samme glans og farve på begge sider.

Gode hackelfarver kan være; furnace, badger, honey dun, ginger, chinchilla, creame, grizzle, sort og forskellige nuancer af dun, rusty dun og blue dun. Bindesilken vælges så tone i tone med hacklets midterfarve. (Bindesilken som kroppen er fremstillet af er, som tidligere nævnt, ikke nødvendigvis samme farve som bindetråden, der skal have en farve der matcher hacklets generelle farve)

MereSe evt. også artikel: "Hackler" og artiklen: "Hackelfarver"

Bemærk at mange af de fuglearter man tidligere anvendte til Flymfehackler, nu er fredet over det meste af Europa.

Det er vigtigt at man tørner et sparsomt og tyndt hackel. Normalt er en til to tørn alt hvad der behøves. Ofte kan man få et bedre resultat ved kun at anvende et "halvt hackel". Dette opnås ved at man fjerner alle fjerstrålerne på den side af fjerstammen der vender ind mod krogskaftet, inden hacklet tørnes.

Flymfer i æske
Flymfer i flueæsken...

 

Fiskeriet med Flymferne
En del af de "ægte" nymfer folder benene ind under kroppen når de svømmer, andre bruger sine ben aktivt og svømmer nærmest "hundesvømning" hvilket næsten perfekt kan imiteres ved hjælp af et blødt og sparsomt hackel på en Flymfe. De fleste arter har derimod benene livløst udstrakte fra kroppen når de er i drift, en stilling det bløde hackel automatisk indtager når Flymfen får lov til at drive med samme hastighed som vandet i strømmen.

Opstrøms vådfluer fiskes normalt med to eller tre fluer på forfanget. Der påsættes altså en endeflue og de næste par fluer fordeles så med 10-20 centimeters mellemrum længere oppe ad forfanget.

Hvis man indfedter forfanget kan man få fluerne til at fiske lige i overfladefilmen og derved imitere et dødt insekt (Stillborn) eller en larve eller puppe der er lige ved at klække og bryde gennem overfladefilmen.

Hvis man undlader at indfedte sit forfang, vil fluerne fiske lidt dybere i vandet og kan på denne måde imitere en puppe på vej mod overfladen. Man kan også på denne måde imitere en druknet dun eller en spinner der er ved at synke ned i vandet.

Bemærk også at visse insekter søger ned under vandet for at lægge sine æg og ofte omkommer under sine anstrengelser. Dette gælder for både vårfluer og døgnfluer. Disse insekter kan også imiteres ved hjælp af Flymferne.

Mange af Flymfemønstrene er ganske effektive nymfer og kan fiskes som sådanne. De kan altså fiskes med et vægtbelastet forfang eller på en synkende line. Man skal selvfølgelig vælge et mønster der imiterer de insekter man forventer at finde i det pågældende vand.

Uanset at mange af disse mønstre betragtes som en imitation af et bestemt insekt, er de fleste Flymfer forsynet med så mange indbyggede stimuli, at fisken tager dem som efterligninger af flere forskellige "ægte" insekter.

MereSe evt. også artikel om klækkende insekter, de såkaldte "Emerger"

Leisenring’s Lift
Ved at hæve og sænke stangspidsen kan man få fluerne til at stige eller synke ved nedstrøms fiskeriet. En af læremestrene i fluefiskeriet; James Leisenring anvendte presset fra overfladestrømmen på forfanget til at give Flymfen en opadgående bevægelse i slutningen af fluens nedstrøms drift. Når linen blev opstrammet, så pressede vandet fluen op mod overfladen og gav denne en opadgående bevægelse, nøjagtigt som et klækkende insekt. Man kan selv når som helst under fiskeriet tilføre denne bevægelse direkte med spidsen af sin fluestang.
Det er denne bevægelse af stangspidsen og dermed linen der har fået betegnelsen "Leisenring’s Lift".

Grejet der anvendes til fiskeri med Flymfer er som ofte en lang blød stang 9'-10' og ikke over klasse AFTM 5-6.

Flymfe
Nutidig Flymfe-type

 

Et lille historisk tilbageblik
På et tidspunkt i vår- og døgnfluernes udvikling, må de forlade den trygge tilværelse på bunden af strømmen og begive sig ud på en farefuld færd mod overfladen for her at gennemgå en slags genfødsel og begynde voksenlivet som er det sidste stadie i insektets liv. I denne periode, som blandt fluefiskere er kendt som en "klækkninger" og af fiskebrødre "over there", betegnes som "hatch", er fisken ofte særdeles aktiv for at tage del i dette overskud af lækker og let tilgængelig føde. Det er et fænomen der tiltrækker sig stor opmærksomhed især på den anden side af Atlanten og den fluefisker der bare én gang har oplevet en større insektklækning forstår hvorfor.

Igennem fluefiskeriets historie har adskillige kendte fluefiskere skrevet om disse klækkninger og berettet om hvorledes ørreden kunne fanges på en realistisk og livfuld imitation der blev fisket lige under overfladefilmen.

Blandt de mere kendte fluefiskere der har berettet om dette fænomen og det relaterede fluefiskeri, finder vi; Frank Sawyer, W. C. Stewart, G. E. M. Skues og James Leisenring. En anden fluefisker; Vernon S. "Pete" Hidy mødte Leisenring ude ved fiskevandet, nærmere angivet; Broadhead Creek i Pennsylvania. "Pete" Hidy blev gode venner med Leisenring, hvori han fandt en særdeles dygtig og vidende læremester. Leisenring var oprindeligt tysker og beherskede ikke det engelske sprog og skrift tilstrækkeligt godt, og opfordrede måske netop derfor "Pete" Hidy til at nedskrive sine erfaringer. I 1941 kunne bogen "The Art of Tying the Wet Fly" så findes i boghandlen. Et uheldigt tidspunkt set med historiens øjne. Bogen havnede nemlig i skyggen af anden verdenskrig og efter krigens afslutning, mere eller mindre glemt af omverdenen. Leisenring døde i 1951 i en alder af 73 år.

I løbet af de næste 20 år finpudsede "Pete" Hidy de tillærte teknikker og i 1971 udgav han en ny og revideret udgave af bogen; "The Art of Tying the Wet Fly", men denne gang indeholdt bogen også en del to, som "Pete" Hidy egenhændigt havde skrevet og han kaldte denne for; "The Art of Fishing The Flymph". Heri redegjorde han for, at et insekt der stiger til overfladen for at klække, teknisk set hverken er en nymfe eller en flue, men beskrev imitationer af dette stadie som en flue/nymfe – en "Fly/Nymph" – altså en "Flymph". Vernon S. "Pete" Hidy døde den 24 januar 1983 i Idaho.

Hidy’s "Flymfer" var som ofte bundet med kroppe der var spundet af uld i kontrastfarver til den underliggende bindesilke. Disse blev sparsomt dubbet for at skabe en gennemskinnelighed der kunne lade bindesilkens farve skinne igennem dubbingen. Insektets ben blev imiteret ved hjælp af ganske få og lette tørn af et hønehackel for at give fluen liv.

Hidy's flymf
Hidy's Flymfe er en Nordamerikansk fluetype bundet på tynd krog
og forsynet med hale af 2-3 fjerstråler fra bløde hackelfjer.

Stewart var skotte og huskes måske især for sin introduktion af opstrømsfiskeriet med vådfluer, bundet med bløde hackler. Hans første fluer bestod, ud over bindesilken, kun af et blødt og livfuldt hackel der blev bundet på Palmervis halvvejs nede på krogskaftet. Han var også en stor tilhænger af lange og tynde forfang der ikke forstyrrede fluens gang i vandet.

Stewart brugte fjer fra mange forskellige fuglearter og anvendte fjer fra forskellige steder på skindet. Halsfjer, brystfjer og fjer fra den forreste del af vingens inderside blev ofte anvendt. I de senere af hans bøger kan man finde billeder af nogle af hans favoritfluer som han her kalder for "Spiderfluer". Disse er forsynet med en krop og et blødt hackel der skal give fluen liv når de flyder med vandet efter at være kastet opstrøms. Altså samme udseende og materialevalg der kendetegner Flymferne.

Stewart pointere at fibrene på hacklet skal have samme længde som krogskaftet og at fluerne skal være lette og hacklet sparsomt og tyndt. Han mener faktisk at fluerne først bliver rigtigt gode efter at man har fået adskillige fisk på dem så de er godt slidte.

Fluens farve tillægger Stewart ikke den største vigtighed, men pointerer at fluen skal kunne ses af fisken og han anvendte sig derfor hovedsageligt af sorte, brune, røde og dunfarve varianter af sin "Spiderflue" – varierende i størrelse alt efter omstændighederne. Normalt bundet på krogstørrelser fra 15 – 12.

Stewart’s tre favoritfluer skulle angiveligt have været; "Black Spider", bundet med brun bindesilke og et sort hackel, taget fra halsen af en hanstær. Dette var hans daglige standardflue. "Red Spider" – som nu ikke var rød – var en anden favorit. Den var bundet af gult bindesilke og en lille fjer fra vingen fra en engsnare (Lat.: Crex crex – udrydningstruet i DK) Fluen skulle ifølge Stewart være særdeles velegnet til farvet og grumset vand. Den tredje; "Dun Spider" eller "Dotterel Spider" som han senere kaldte den, blev bundet med en lille askegrå fjer fra ydersiden af en Pomeransfugl (En fugl der er i familie med Præstekragen) men man kan også anvende en fjer fra undersiden af en stærevinge, siges det.

Leising Flymf
Stewart's "opstrøms" Spiderflue
m. påbundet "gut" som forfang og kort krop af bindtråd.
Stewart's Spiderfluer regnes for en af de virkelige klassikere inden for "soft hackel" fluerne.

 

James Leisenring var oprindelig tysker, uddannet værktøjsmager og meget grundig og nøjeregnende i sit materialevalg. Han medbragte efter sigende altid en lille materiale- og farvebog som reference når han skulle sammenligne et indfanget insekt eller nymfe med sine bindematerialer. Leisenring brugte også en næsten glemt dubbingmetode, hvor han frembragte sine fluekroppe af hårdubbing sparsomt indspundet i en dubbinløkke af vokset bindesilke, hvor silkens farve skulle blande sig med dubbingmaterialet når fluen bliver våd. Eksempelvis skulle det blågrå hår fra en bisamrotte spundet på en gul silketråd give en oliven farvetone. Teknikken havde tidligere været ganske udbredt også i England, men var næsten fortrængt til fordel for en dubbingmetode hvor man spinder dubbingen direkte om den enkelte tråd. Leisenring var altså skyld i at dubbing ved hjælp af en dubbingløkke fik en ny renæssance.

Leisingen Flymf
Leisenring Flymfe der i mange år har
været anvendt til opstrøms vådfluefiskeri i USA.

Relevante artikler
Mere Emerger's (klækkende insekter)
Mere Direkte dubbing
Mere Dubbing-løkke

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home