Spring Creeper


Fluebinder: Jørgen Hjorth
Fotograf: Jørgen Hjorth

Spring Creeper er en flue der kan imitere Slørvinger, men fisken ser den sikkert også som visse døgnfluearter. Nymfen i stor størrelse er specielt god ved høj vandstand i det tidlige forår. Både stalling og ørred snupper gerne en sådan stor godbid.
For lystfiskeren og sikkert også for fisken ser alle slørvinger nogenlunde ens ud i struktur og livsstil. Der er dog en stor størrelsesvariation - fra 5 mm op til 30 mm
.
Krog: Streamer #8-10-12
Hoved: Gul glasperle - kan evt. udelades
Bindetråd: Gul
Belastning: Blytråd eller anden erstatning
Rib: Gul - evt. "Flexifloss"
Hale: Gul-oliven biots fra gåsefjer
Krop: Svag gul dubbing (eks. Fly-Rite #38)
Thorax: Som kroppen
Ryg: Oliven "Shrimp-Foil" eller tilsvarende.
Vingeanlæg: Oliven "Shrimp-Foil" eller tilsvarende.
Ben: Gummiben af "Flexifloss"
-------------------------------------

Bindebeskrivelse:
(I efterfølgende eksempel er anvendt en streamerkrog #8)

• Knæk modhagen, skærp krogspidsen og tråd perlen på krogen.
(Det går sjældent at tråde perlen på krogen uden man først har fjernet modhagen)

• Krogen belastes med blytråd eller anden belastning.

• Tråden fæstes og vindes flere gange hen over blytråden for at forstærke underlaget.
Vigtigt: Husk at tapere underlaget op mod blytråden for siden at kunne få en pæn jævn overgang på kroppen.

• Halen bindes på som vist her. Bind evt. en biots på ad gangen, det er lettest at styre.

• Fæst et stykke gult "Flexifloss" samt en 3 mm. bred strimmel oliven "Schrip-Foil", "Flexibody" eller erstatning og dub en jævn tilspidset krop frem til et punkt som vist her.

(Selv køber jeg kun hvid "Flexifloss", som jeg farver med en vandfast tuch lige inden brug)

• Folieryggen foldes nu frem over den dubbede krop, bindes ned og overskydende materiale klippes bort.

• Så tørnes ribben, bindes ned og overskydende klippes bort.

• En ny - denne gang lidt bredere - ca.: 5 mm. strimmel "Shrimp-Foil" bindes på, pegende bagud, som vist her.

• Forbered nu gummiben.

Jeg flækker gerne et stykke "Flexifloss" på de mindre fluer, for at få tyndere ben der lettere giver indtryk af liv og bevægelse.
Har man skåret et lille hak med en skalpel eller et barberblad, går det let at flække strimlen videre.

• Der dubbes nu kun halvdelen af selve Thorax og gummibenene bindes så på.
• Rygskjoldet bukkes nu frem over den færdige halvdel af thorax og bindes ned lige foran gumminbenene.

• Foliestrimlen bukkes nu en gang bagover og bindes ned mod krokskaftet med faste tørn.

Man kan evt. varme foliestrimlen lidt under glødelampen - så er den lettere at arbejde med. Man kan bare flytte arkitektlampen helt tæt på fluen i en kort periode...

• Den sidste del af Thorax dubbes.
• Og den sidste fold af rygskjoldet dannes af foliestrimlen. Lav en reel fold så et tydeligt vingeanlæg dannes. Der må gerne overdrives lidt.

• Bind ned, afslut med en whipfinish og klip overskydende materiale af.

• Trim gummibenenes længde og afslut med at lakere hovedet.

Giv evt. dine nymfer en vægtkode hvis de er belastede..

Tips til fiskemetode:
Slørvingelarver ser man ikke svømme omkring som døgnfluer, de holder sig i stedet til bunden. Nymfen har kraftige ben og en relativ flad krop da de fleste holder til på den stenede bund i strømmende vand. Fisken får normalt kun fat i slørvinger, når de enten roder efter dem i bunden, eller de er i drift.

Mange slørvingearter klækkes i det kolde forår, hvor der sjældent findes andre insekter på vandet. De fuldvoksne larver kravler op af vandet ved nattetide for at klækkes på land. De nyklækkede slørvinger er lysegule indtil skindet er hærdet og har taget farve.

De fleste Slørvingearter er ret kræsne med hensyn til vandkvaliteten samt iltindhold og har det derfor ikke altid let i Danske vandløb, men visse arter er dog meget udbredte da de ikke er så krævende. Det gælder især Nemoura- og Amphinemoura-arter.

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home