Montana


Fluebinder: Jørgen Hjorth
Fotograf: Jørgen Hjorth

Montana-nymfen er et mønster der er importeret fra USA. Oprindeligt skulle fluen imitere store mørke slørvingelarver, der lever i Nordamerika. Disse nymfer har et større og lysere område omkring thorax end selve kroppen og benene.

(Slørvingelarve = Bäckslända, Steinflue, Stoneflies)

Uanset at disse store slørvingelarver ikke findes på vore hjemlige breddegrader, har fluen fået stor succes i Skandinavien, ikke mindst i de mange P & T vande.

Fluen er nem at binde og fiskes ofte belastet.

Krog: streamer # 8-14
Tråd: sort
Hale: sorte fibre fra en hacklefjer
Krop: sort chenille
Vingeskeder: sort chenille - lagt dobbelt
Thorax: gul chenille
Hackle: sort hanehackle

Fluen kan evt. vægtbelastes.


Som med mange andre populære mønstre, ses der en lang række varianter af Montana. Ofte skiftes der farve på thorax til flour-grøn eller rødt og halematerialet udskiftes ofte med et bundt sort marabou.

Mønsteret til Lennart Bergquist's "Hökensåsmontana" ser eksempelvis således ud:

Krog: # 8-12
Tråd: sort
Hale: et kraftigt bundt sorte maraboufjer
Krop: sort chenille
Vingeskeder: sort chenille
Hackle: badger hanehackle
Thorax: Flurcerende grøn chenille


Hökensåsmontana
(Ref: "Flugbinding -på mitt sätt" af; Lennart Bergquist)

Bindebeskrivelse:

Fluen er ganske let at binde og egner sig fortrinligt til nybegynderen ud i fluebindingskunsten. Kropsmaterialet; chenille, er meget taknemmeligt at arbejde med og giver næsten altid et godt resultat.

Fæst krogen i fluestikket og skærp denne.

• Ønskes fluen belastet gøres dette nu.

• Indbind en hale af sorte hacklefibre ved krogbøjningen. Lad gerne halefibrene sprede sig som på en tørflue. (Jeg har her anvendt fibrene fra en høne)

Halen bør være ca. halv så lang som krogskaftet.

• Trim overskydende halemateriale bort med et skråt snit...

• Et stykke sort chenille (ca. 6-7 cm) forberedes ved at man fjerne de små fibre på det yderste stykke af chenillen...

Se evt. artikel: "Krop af Chenille"

• Chenillens bindes ned ved krogbøjningen med et par faste tørn...

• Bindetråden tørnes frem til et punkt lige over halvdelen af krogskaftet, hvor bagkroppen skal slutte...

• Chenillen tørnes frem til bindetråden og bindes ned.

Klip ikke det overskydende materiale af!

Derimod forberedes den modsatte ende af chenillestykket som vist tidligere og dette...

• Bindes nu ind i samme punkt så der dannes en lille loop af chenillen...

• Et stykke gult chenille forberedes og bindes også ind i samme punkt...

• En Hackelfjer forberedes og indbindes som nævnt i artiklen; "Fæste hackle"

Fjerstrålerne bør være en anelse kortere end ved normale vådfluer. Binder man en Montana i #10, så vælges en hackelfjer i #12 eller mindre.

• Bindetråden vindes frem til et punkt lige bag krogøjet.

Nu er der i samme punkt fæstet; 2 sorte chenillestykker, et gult stykke chenille samt en sort hackelfjer...

• Den gule chenille vindes nu frem og bindes ned bag krogøjet. Overskydende materiale trimmes bort.

Husk at gøre plads til det afsluttende hoved!

(Vil man gerne have en mere fyldig thorax, kan man evt. vinde den gule chenille dobbelt. I så fald fæstes denne fremme bag krogøjet og vindes først bagud og siden fremefter igen)

• Hacklet vindes frem over den gule chenille i 3-4 åbne tørn, bindes ned og overskydende materiale trimmes bort.
Ofte lægger hacklet sig helt automatisk i bunden af chenillens vindinger...

• Nu lægges den sorte chenille-loop frem over thorax, således at chenillestykkerne ligger pænt ved siden af hinanden på oversiden, for at danne vingeskederne...
• Chenillen holdes forsigtigt på plads mens man fæster med et par faste tørn lige bag krogøjet...

• Chenillen bindes ned og overskydende materiale trimmes bort...

(Lennart Bergquist skriver i sin bog; "Flugbinding -på mitt sätt" at han trimmer hacklet, således at fluen kun har et hackel der stråler ud til siderne. Personligt kan jeg nu bedst lide fluen med et fuldt hackle - og fisken ser ud til at være ligeglad!)

• Til sidst dannes der et lille hoved af bindetråden og der afsluttes med en lakering af dette.

Så vidt vides, skyldes fluen oprindeligt en Mims Baker fra Utha, der angiveligt opfandt fluen i 1973. Oprindeligt skulle fluen imitere den store slørvinge; Black Willow og sikkert også Pteronarcys california - en art som faktisk ikke kan svømme, (!) men derimod driver med strømmen indtil den kan få fast tag i bund eller vegetation. Måske fisken på vores lokale breddegrader antager fluen for at være en stor Guldsmedelarve. ( Stor Trollsländelarv)

Svenskerne er specielt glade for denne flue. Den regnes af mange for én af de uundværlige favoritter der altid bør findes i flueæsken.

Ved flere tilfælde har jeg oplevet at svenske fluefiskere nærmest har tillagt denne flue magiske egenskaber, og at de måske netop derfor har forsøgt at hemmeligholde mønsteret for andre fluefiskere.

Slørvingelarver ser man ikke svømme omkring som døgnfluer, de holder sig i stedet til bunden.

De fuldvoksne larver kravler op af vandet ved nattetide for at klækkes på land. Fisken får normalt kun fat i slørvinger, når de enten roder efter dem i bunden, eller de er i drift.

Det kan derfor anbefales at forsøge sig med opstrøms fiskeri og evt. at vægtbelaste flere af sine Montananymfer for at kunne fiske dybt.

Se også "Long Tall Sally"


Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home