Syntetiske flueliner

Det var "Cortland" der i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet - en PVC-line, der flød, når den blev indfedtet, præcis som silkelinerne, og sank, hvis den ikke blev.

I 1954 sendte "Scientific Anglers" så den første selvflydende line på markedet.
Det var en såkaldt "Air Cel", der med små luftfyldte mikroskopiske glaskugler indstøbt i overfladen havde en vægtfylde der var mindre end vands og derfor kunne linen flyde.

Kort efter fulgte en "Wet Cel" trop — verdens første ægte synkeline med metalpartikler indstøbt i coatingen.

De gamle silkeliner blev klassificeret efter deres tykkelse, og klassificeringen angav derfor også indirekte linens vægt, da vægtfylde på silke jo er nogenlunde konstant.

Systemet med at angive tykkelsen kan man ikke anvende med PVC-linerne, som jo har forskellig vægtfylde, alt efter om de er flydende eller synkende, grundet de forskellige tilsætningsstoffer i overfladematerialet. Derfor opfandt man AFTM-systemet, som angiver linens vægt i forskellige klasser — fra klasse 1 til og med klasse 12, med #1 som den letteste og #12 som den tungeste.

ATMF-systemet er nu vidt udbredt og anvendes i dag af fluefiskere over hele kloden til at angive fluelines vægt på en specielt længde af det yderste af linen og dermed hjælpe fluefiskeren til at kunne sammensætte sin udrustning således at line og stang passer sammen.


Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home