Anvender man åndbare vaders er man nødt til at have et par løse vadestøvler. Der findes mange fabrikater og flere typer på markedet. Flere fluefiskere har startet karrieren med et par store aflagte vandrestøvler, men ofte skaffer man sig hurtigt et par fremstillet specielt til formålet. Sidste nye er små lette vadesko til de store åbne områder hvor man kan komme til at tilbagelægge store afstande. Altså en slags kombineret vandre og vadesko. Der ses også lette specialstøvler med udskiftelig sål.

Det primære er selvfølgelig at støvlerne kan tåle vand og endelig også saltvand. Det kan læder normalt ikke, men de tilsyneladende fine læderstøvler er fremstillet af kunstlæder. (Forskellen på kunstlæder og plast er 5 bogstaver!) Dernæst skal sålerne udvendigt være pålimet et lag filt, for at man kan stå fast på bundens glatte sten. Filt kan købes i "løs vægt" og udskiftes efter behov.

Bemærk at støvlerne ikke skal være vandtætte, snare tværtimod da vandet - der uvægerligt kommer ind, også skal kunne løbe ud igen. De fleste støvler er derfor forsynet med reelle huller i siderne. Kig efter at disse ikke er for store, så strandsandet ikke finder ind denne vej.

Har ens vaders ikke neoprenfødder bør man investere i et par neoprensokker der tages uden på de åndbare vaders. Dette for at beskytte det tynde stof mod slidtage fra små sandkorn mm., men de giver også en fin isolation mod det kolde vand.

Vadestøvler med filtsåler...
Neoprensokker...

Sørg for at købe et par vadestøvler der kan spændes ordentligt op, så det er let at iføre sig dem. Det kan være meget besværligt at humpe rundt og forsøge at komme ned i et par stramme vadestøvler. Når man først er iført vaders og flere par sokker er det ikke let at sno sig ned i et par stramme støvler.


Det kan være "jobbigt" at iføre sig vaders og støvler...

Støvlerne skal også gerne give en god ankelstøtte, da man ofte risikere at vride om på foden når man går rundt på store glatte sten.

På et tidspunkt fik jeg investeret i et par billige vadestøvler der så ud til at være i orden, men sålerne var af noget blødt gummimateriale. Det duer ikke! Se efter at sålen er rimelig solid og stiv så man ikke kan mærke de små ujævnheder eller måske endda føler at man går på gyngende grund.

Filtsålerne er uundværlige på de glatte sten, men er til gengæld et mareridt på en leret og fugtig vandresti. Skal man eksempelvis lidt ned ad en fugtig jordvej for at komme frem til fiskepladsen, så er man bogstaveligt talt kommet på glatis. Det er komplet umuligt at stå fast på en mudret eller leret sti når man har filt under sålerne. Dette kan afhjælpes ved at tå og hæl forsynes med "vinterdæk" af hårdt gummimateriale. Ydermere kan man få små specielle skruer, man kan montere udvendigt under sålen som en slags pigdæk - lidt ligesom fodboldstøvler eller golfsko.

Vadestøvle med god åbning letter adgangen...
Sålen har fået "vinterdæk" på hæl og tå...

Til slut montere man en slags gamacher - de såkaldte "Gravel-Guards" - der skal forhindre at sand og småsten kommer ind mellem vaders og støvle og slider/river hul på de dyrebare vaders.

Gravel-Guards...

Anvend ikke bomuldsokker inderst inde - man kan ikke holde varmen i et par fugtige eller våde bomuldssokker. Polypropylen, uld eller fleece er velgegnede materialer til aktivitetet hvor man risikere at blive våd.

Slut på artikel!

 

Relevante artikler
mere: Vaders
mere: Uld - hvorfor?

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home