Fiskestangen er lystfiskerens vigtigste redskab. Det er den forlængede arm der serverer og dirigerer fiskerens agn eller flue. Stangen signalerer når der sker noget og hjælper til med at få landet den eftertragtede fangst. Det er helt naturligt at lystfiskeren vælger sin stang med stor omhu.

Globalt sælges der adskillige millioner fiskestænger hvert eneste år. Dette er selvfølgelig også en af årsagerne til at fabrikanterne finder det meningsfuldt at udvikle stænger i nye design og eksotiske materialer. Det er hovedsageligt rumfart og våbenforskning der har stået for udviklingen af de materialer der anvendes i nutidens fiskestænger.

Udviklingen af fluestænger går hurtigere og hurtigere, og det kan være svært at følge med i de sidste nye tiltag indenfor materialer, tapering, aktion, stangringe, ferule, håndtag, hjulfæster osv., osv..

Det værste er næsten at de "gode gamle" standarder, betegnelser og begreber – som de fleste erfarne fluefiskere efterhånden kender så godt – erstattes af helt nye og anderledes systemer og standarder.

Stangtaperingerne (fiskestangens tilspidsning ud mod topøjet) er under konstant udvikling i disse år, og mange fabrikanter udvikler stænger specielt tilpasset bestemte fiskearter og miljø. Udbuddet er enormt og uoverskueligt for de fleste.

Som nybegynder må det være intet mindre end en jungle, at begive sig ind i når man skal vælge fluestang. Lad os tage hul på nogle af begreberne og se om det er muligt at af-mystificere tingene.

 

Stanglængden
Fluestænger sælges ikke i metermål. Stanglængderne opgives normalt i "fødder" (skrives eks. således: 9’ ) men der ses nu også fabrikanter der opgiver længden i cm. En fod svarer til 30,48 cm. Fluestængernes længde ligger mellem 5-20 fod – eller omregnet; fra 1,5 m og helt op til 6 m. En 9’ -stang ("ni-fods-stang") som mange fluefiskere her i Norden anvender, er altså 274,32 cm eller lige under tre meter.

Længden på fluestangen afhænger af de forhold, man fisker under. Lange fluestænger har visse fordele. De giver højere bagkast, hvilket generelt resulterer i længere kast. Et højt bagkast gør det muligt at fiske på steder, hvor høje siv og buske ellers gør fiskeri vanskeligt eller måske endda umuligt. Endvidere kan en lang stang nå ud over siv og sumpede områder. En lang stang giver generelt bedre kontrol med line, flue og fisk, men her spiller stangens stivhed dog også ind. En lang stang kommer dog til kort under fiskeri i tæt buskads og i helt små vandløb, hvor det kniber med pladsen.

 

Klingens materiale
Tidligere anvende man i stor udstrækning at fremstille fluestænger af "Splitcane"– som er tynde bambuslister der nøje tilpasset og sammenlimet til en tynd og fleksibel fluestang. Splitcane-stænger anses af mange for at være lidt eksklusivt og der findes stadig en række fluefiskere der er tilhænger af disse, hvorfor de endnu håndlaves af en entusiaster og hobbyfolk.

Man har også tidligere forsøgt sig med fluestænger af glasfiber, men disse har ikke rigtigt sat det store præg på historien, da de ofte blev for tunge og ikke opnåede den ønskede lethed og fleksibilitet.

Det mest anvendte stangmateriale for tiden, er uden tvivl "kompositter". Det er ikke ét materiale, men flere sammensatte materialer, der hovedsageligt består af kulfiber, der så igen er tilsat/forstærket med andre materialetyper – eksempelvis kevlar, glasfiber og endda titanium.

Kulfibre findes i en lang række kvaliteter og er særdeles stærkt.
I de senere år er der dog fabrikanter der igen er blevet interesseret i glasfiber og der kan findes fluestænger der indeholder glasfibre – specielt i de såkaldte "retro"-stang-serier.

 

E-modul
De engelsktalende kalder det for "Modulus", mens vi her i Norden bedst kan beskrive det som elasticitet-modul. Det er en angivelse på hvor meget et materiale er i stand til at bøje sig – eller med andre ord; hvor stift materialet er.

Fluestænger der er fremstillet af materialer med et højt e-modul, er ofte dyre stænger. Dette skyldes selvfølgelig at selve materialerne med de høje e-moduler er dyrere, men det skyldes nu også at selve fremstillingen af stænger i sådanne eksotiske materialer, er mere krævende og kompliceret. Mange materialer med højt e-modul, tåler ikke at blive bøjet i større grad, inden de knækker. Derfor anvender man kun disse materialer i den nederste del af en fluestang, da bøjningen i dette område af stangen jo er begrænset. Selve stangtoppen skal kunne tåle meget ekstreme påvirkninger uden at knække, hvorfor man oppe i dette område anvende materialer med et lavere e-modul.

Det er de færreste fabrikanter der opgiver stængernes e-modul, men man ofte kan se klingematerialet beskrevet som noget svævende, eksotisk, så som; "højmodulusgrafit". De tre bogstaver i Fenwick’s første kulfiberserie, "HMG", står således for "High Modulus Graphite".

De første kulfiberstænger var stive kæppe uden megen aktion – de var lette, og de kunne kaste langt. Til gengæld havde de en kedelig tilbøjelighed til pludselig og ganske uden vasel at knække. Orvis, som ikke nåede med på kulfiber­vognen fra starten, udnyttede dette ved at kalde deres kulfiber for "LMG" - "Low Modulus Graphite" — med den klare undertone, at deres kulfiberstænger ikke knækkede som konkurrenternes. Sage, som er en udbryder fra Fenwick, var først ude med en ny kulfiber, som de kaldte "Graphite II". Det korrekte navn for denne type fiber er imidlertid "1M6".

Man bør ved læsning af specifikationer, være opmærksom på at e-modulet kun gælder for selve det anvendte materiale. Det der i sidste ende bestemmer en fluestangs stivhed, er hvordan stangen er konstrueret og i særdeleshed hvordan den er taperet.

 

Klingens rygrad
I fremstillingsprocessen snoes en fibermåtte omkring en kerne af metal – kaldet mandrillen. Denne inderkerne fjernes selvfølgelig igen for at give stangen sin hulhed. Men når fibermåtterne snoes om mandrillen, opstår der en overlapning ved start- og slut-punktet. Denne overlapning gør at det hule rør får mere fibermateriale på et enkelt langsgående område af stangen. Dette område bliver derfor stivere og det er dette der skaber "rygraden" i stangen.

Klingens rygrad

Skematisk illustration af klingens rygrad
– der ligger øverst hvor der findes overlap af materiale.

Hvis ikke stangen er fremstillet korrekt, kan rygraden ligge snoet og stangen vil kaste skævt. Rygraden skal også ligge korrekt i forhold til stangøjerne, da stangen ellers også vil kaste skævt. Læg klingen mellem to punkter, eksempelvis dine knæ, og tryk forsigtigt ned midt på stangen. Rul lidt frem og tilbage og man vil nu opdage at der er træge punkter som klingen ikke så gerne vil rulle over. Det er stangens rygrad man herved fornemmer.

Stangbyggere finder klingens rygrad ved at presse klingens spids ned mod gulvet, mens denne drejes rundt. Man kan på denne måde tydeligt mærke at der er en side der har en større spændstighed. Det er denne side der er klingens rygrad.

Inden stangøjerne monteres, samles de enkelte stangdele og deres rygrad placeres på linie. Rygraden markeres på klingen og på den modsatte side monteres ringøjerne. Med denne placering får man størst mulig kraft til rådighed under fremkastet. Det kræver nemlig mere kraft at presse kulfibrene sammen, end at strække dem.

Ovenstående er den normale fremgangsmåde, men det ses også at visse stangbyggere eksperimentere med at vende rygraden modsat på top og bunddele – dette for at opnå specielle aktionslængder og aktionsdybder. Man kan eksempelvis fremstille en fluestang med en blød top, hvis rygraden vendes omvendt på topdelen – eller det stik modsatte, ved den modsatte fremgangsmåde.

Samlingerne - ferulerne
Samlingen eller samlingerne har altid været et problem med fluestænger. Rent kastemæssigt ville det ideelle være en fluestang der var udelt, så stangens aktion ikke påvirkes af stive ferruler eller samlinger. Men i praksis må stangen kunne deles, ellers er den stort set umulig at transportere.

En "ferule" er den samlingsmekanisme hvormed stangens dele, top og under-del(e), sammensættes. Tidligere købte man færdige metal-feruler til indbygning i Splitcane-stængerne. I dag ser tingene noget anderledes ud. Nu indbygges samlingsmekanismen direkte i stangens eget materiale. Der findes hovedsageligt to forskellige typer der anvendes til de moderne stangmaterialer, nemlig; "Spigot" og "Top-over".

Spigot-ferulen fremstilles i princippet ved at man skærer den færdige klinge over i de ønskede antal dele, og derefter indsætter en massiv kulfiberstang (spigotten) i den tykkeste stangdel. Den del der stikker ud, sliber og tilpasser man, for at opnå en god og stabil pasning med den anden stangdel. Spigot ferulen vil altid have en lille åbning hvor stangens ender slutter, da konus ellers vil være for lille og der ikke bliver et ordentligt greb mellem delene. Mødes stangender helt, er samlingen med stor sandsynlighed for løs.

Ferule
Ferule på Splitcanestang
Spigot ferule - adskilt
Spigot ferule - adskilt
Spigot - samlet
Spigot ferule - samlet
– det ses at stangenderne ikke når sammen

Top-over fremstilles ved at man fremstiller topdelen(e) med et indre konisk hul, der passer ned over den stangdel der skal isættes lige inden. Hullet i den øvre stangdel er altså tilpasset den koniske facon på underdelens yderside.

Top-over ? adskilt
Top-over ferule - adskilt
Top-over ? samlet
Top-over ferule - samlet

 

Metoderne har begge deres fordele og ulemper. Top-over er nok det mest anvendte for tiden. Personligt har jeg haft flest problemer med Top-over, hvor materialet i den øverste del er begyndt at sprække. Godstykkelsen i hul-delen er ofte ganske lille ved denne type ferule.

!

Hold løbende øje med den bevikling der altid bør forefindes på i den tykkeste ende af den hule topdel. Reparer øjeblikkeligt hvis du ser de mindste tendenser til at beviklingen flosser eller materialet sprækker.

Ny bevikling
Midlertidig reparation af flækket Top-over ferule

Hovedkravet til en god ferule er at pasningen er udført så der ikke opstår slip (se: glapp) under anvendelse af stangen. Ferrulerne bør gå rimeligt stramt og må for alt i verden ikke ”slubre”. Ofte giver man samlingerne et stykke tape som en ekstra sikring. Især ved fiskeri med tohåndsstænger i mørke kan det være en fordel, da man ikke så let kan se stangens samlinger.

Tip

Pas godt på ikke at få skidt og snavs ind i ferulerne. De kan ødelægges. - se evt. her hvordan man nemt kan beskytte sine feruler.

 

Stangøjer - stangringe
De mest anvendte stangøjer for tiden er de der kaldes "Snake-ring". De bindes på stangen med to tråd-beviklinger – en foran og en bag øjet. Dette giver et stærkt og relativ fleksibel fæste. På visse moderne lette kulfiberstænger ser man at der anvendes stangøjer med kun ét ben. Dette for at spare vægt. Det er vigtigt at man ikke belaster de lette fluestænger med unødig vægt.

Snake-ring
Snake-ring

Det sidste stangøje, det lige inden hjulet, er ofte noget anderledes end de andre stangøjer. Det er dels lidt større i diameter, men ofte er denne "styrering", som typen kaldes, udstyret med en indre slid-ring af keramik eller karbid. Yderligere er den udstyret med et par stærke ben for at kunne modstå de store belastninger dette øje er udsat for.

Et-benet styrering
Et-benet styrering med keramisk indlæg
To-benet styre-ring
To-benet styrering med indlæg
HD Styrering
"Heavy duty" styrering på laksestangen
Styreringe på ældre Splitcanestang
- her er slidringen af glas

Topøjet er også lidt specielt. Tidligere anvendte man topøje med rundt hul og to støtteben. Ret ofte var topøjet også forsynet med en indsat ring af keramik eller karbid for at nedsætte friktion og slidtage. For tiden ses mest topøjer med pæreformet hul uden støtteben og slidring.

P?reformet top?je
Pæreformet topøje
Topøje på kyststang
Topøje med indlæg - kyststangen
Topøje på tohåndsstang
Topøje med indlæg og støtteben – laksestangen

Materialet man anvendte til stangøjerne var tidligere forkromet stålringe, men også på dette område er der sket en udvikling. I dag kan man få stangøjer der er fremstillet i Titanium og også stangøjer der er belagt med et materiale der angiveligt skulle være hårdere og mere slidstærkt end stål.

Sidste nye tiltag er stangøjer der kan tåle at blive deformeret og som selv finder tilbage til sin oprindelige form igen. Disse ringe er fremstillet i en ekstrem hård, men fleksibel "Shape Memory" speciallegering af nikkel/titan og aluminium.

Antallet af "lineøjer", som de også kan kaldes, afhænger af længde, aktion og kvalitet af stangen. Det normale er færre øjer på billige stænger, men ellers er der delte meninger om dette emne. En gammel tommelfingerregel siger, at der bør være et øje for hver fod, altså 9 øjer på en 9 fods-stang.

 

Håndtaget
Dette kan være udformet lidt forskelligt. De fleste synes vist bedst om det cigar-formede, som er tykkest på midten og spidser til ud mod enderne. De kraftigere stænger har også lidt kraftigere håndtag og disse har ofte et noget andet design.

Håndtag på Splitcanestang
Håndtag på ældre Splitcanestang
Korkhåndtag
Kraftigt håndtag med hjulfæste på 9' stang – AFTM #9
(Kraftig enhåndsstang til havørred & laksefiskeri)

Tohåndsstangen har et ekstra langt håndtag, samt et mindre håndtag under hjulet. Dette ender ofte i en såkaldt "Fighting butt". Denne er ofte udformet som en kugle (se: klot) der er lidt større i diameter end håndtaget. Forlængelsen er beregnet på at støtte ind mod kroppen når man fighter en grov fisk. Enhåndsstænger fås også med Fighting butt, men disse stænger anvendes for det meste til fiskeri efter grov fisk, eks. laks og havørred.

Bundhåndtag på tohåndsstang der ender i en Fighting butt
Fighting butt

Fighting butt på enhåndsstang

Der anvendes normalt kork til håndtaget, men man har også forsøgt sig med et neoprenlignende materiale kaldet EVA. Dette ses dog stort set ikke mere på fluestænger, mens andre stangtyper anvender dette i stor udstrækning. Kork er dyrt, men det har ydermere den fordel at man selv kan forme det så det passer til ens temperament. Håndtagets form er en smagssag, men det bør ligge godt i hånden uden at føles for tykt.

Fittings
Håndtag og hjulfæster til stangbygning

 

 

Hjulholder eller hjulfæste
Hjulholderen er som ofte af metal, plastik eller andet kunststof. Dens vigtigste funktion er at gribe sikkert om hjulets fod. Fastgøringen skal være stabil og der må ikke være slør eller slub når hjulet er monteret og fastspændt. På en kvalitets-stang er der to låseringe, hvor den nederste virker som en kontramøtrik og låser den første.

Hjulfæste
Hjulfæste med kontra-ring

 

 

Fluestangens aktion og tapering.
Dette er et særdeles omdiskuteret emne og der råder en generel forvirring og emnet er også omgærdet af en del myter. En fluestangs aktion er noget af det mest udefinerlige der findes, og forsøge at forklare dette på skrift er ingen let sag.

Kort fortalt betegner en fluestangs "aktion" dens måde at fjedre på under belastning, men indbefatter samtidig meget mere end dette. Aktionen fortæller også noget om stangens måde at "lade op" på, når man trækker linen fri af vandet osv..

Der findes ingen endegyldig standardisering på området, og valget af aktion afgøres derfor ofte mere eller mindre i blinde af den ukyndige. Selv erfarne fluefiskere kan være i tvivl og langt de fleste kræver at prøvekaste en stang inden pengene lægges på disken.

Fluestangens arbejdsmåde
Fluestangen er i princippet en fjeder, der hjælper fluefiskeren med at få linen sat i svingning, så man kan få fluen bragt ud på vandet. En fjeder reagere forskelligt, afhængigt af den kraft hvormed den bliver påvirket (fluefiskerens armkræfter), men den reagerer også forskelligt, i kraft af hvor megen belastning den har at "trækkes med" – i fluefiskerens tilfælde er det selve stangens "dødvægt", samt vægten af fluelinen – vel at mærke; vægten af den del af linen som stangen skal "trækkes med"– hvilket igen betyder vægten af den del af fluelinen der befinder sig uden for topøjet. Det er i dette faktum at essensen i AFTM-systemet ligger!

En fluestangs line skal være tilpasset stangen – rent vægtmæssigt, ellers er det ikke muligt at kaste ordentligt. Montere man en for tung line, vil stangen føles for spinkel og montere man en for let, kan man ikke få stangen til at arbejde ordentligt. Man kan ikke "finde kadencen" og kastet bliver ikke optimalt.

Ligesom spindestænger er bygget til at kaste en bestemt vægt, er fluestænger det også. I fluefiskeri er det blot selve linen - ikke agnen - som er kastevægten. Problemet med fluekastet er at vægten er foranderlig. Nogen gange har man ikke ret meget line ude når man kaster, mens man andre gange ønsker lange kraftfulde kast og derfor har alt det line ude man kan magte.

Tilbage til emnet: "Aktionen" er altså fluefiskerens fagudtryk for hvordan en fluestang bøjer sig under fluekastet. Det der primært bestemmer en fluestangs aktion er den måde stangen spidser til på. Det der i fagsproget kaldes for taperingen.

Det er primært taperingen der bestemmer aktionslængde og aktionsdybde.
Med aktionslængden menes der den del af stangen der påvirkes (bøjes) ved en bestemt belastning.
Med aktionslængden menes der ”dybden” på stangens bøjning ved påvirkning af en bestemt belastning.

Tidligere, da splitcanestængerne var enerådende, skelnede man mellem to aktionstyper – tørflue og vådflue. Tørfluestangen havde en hurtig topaktion, så man kunne tørre sin flue med nogle korte og hurtige blindkast. Vådfluestangen havde derimod en langsom helaktion, der ikke slog vandet ud af fluerne under kast. Det var enkle tider, man havde kun to stangaktioner at holde styr på; langsom eller hurtig.

Dette ændrede sig en hel del med fremkomsten af de hule stænger der blev fremstillet af eksotiske kompositmaterialer. Man måtte til at udvide begreberne og man beskrev moderne fluestænger til at have top, medium eller helaktion. Andre betegnelser for samme aktionstyper blev også anvendt, eksempelvis; top, mellem og bundaktion. En stang med topaktion bøjer primært i toppen og er normalt ret stiv i bunddelen. Bundaktionen er selvfølgelig det omvendte og mellemaktionen er selvfølgelig mellemvaren.

Begreber der er til at overskue, men hold nu fast …
En stang med helaktion bøjer helt ned i håndtaget, hvor imod det kun er den yderste fjerdedel, der bøjer sig på en stang med topaktion. De fleste moderne stænger har mellemaktion – også kaldet "progressiv" aktion – hvor stangen arbejdere dybere og dybere, når den bliver presset.

En stang kan også have en såkaldt "parabolsk" aktion. Dette en aktionstype, hvor stangen gradvis bøjer længere ned i klingen i takt med den tiltagende belastning. Betegnelsen er noget misvisende, da der ikke er tale om en stang, der under belastning antager form som en parabel. Der er i stedet tale om en progressiv aktionstype. Man kan også møde begreber som "compound taper", der betyder, at stangen bøjer i afgrænsede dele – i stedet for gradvis og jævnt. "Full flex" er stænger med udpræget helaktion... osv.,. osv..

Som man vel efterhånden kan fornemme, hersker der mere eller mindre kaos i begreberne. De forskellige fabrikanter anvender mere eller mindre fantasifulde udtryk for at beskrive deres stængers fortræffeligheder. Tidligere beskrev man helt enkelt hvordan stangen bøjer sig under belastning. Så kom der et par begreber mere til; hurtig eller langsom.

I dag er forvirringen mere eller mindre total – nu kan man se underlige udefinerlige beskrivelser så som; "medium hurtig" og "progressiv hurtig".

Visse fabrikanter er begyndt at angive stængernes aktion ved hjælp af en talværdi fra 2,5-12,5, hvor en "2,5-aktion" bøjer helt ned i håndtaget og altså er det vi tidligere kaldte for helaktion. "12,5-aktion" er omvendt en topaktion. Systemet kaldes af en stangfabrikant for "Flex Index" og man inddeler aktionsgrupperne i tre hovedgrupper: "Tip Flex" går fra 9,5-12,5 – "Mid Flex" går fra 6,0-9,0 – og endelig "Full Flex" der går fra 2,5-5,5.

Et hjertesuk
Det kunne bestemt være ønskeligt om branchen kunne komme overens om nogle standarder og fælles udtryk. Det ville være rart at vi som forbrugere kunne sammenligne forskellige produkter og finde rundt i denne jungle – ikke mindst af hensyn til alle de nye der gerne vil starte med fluefiskeriet. Nybegynderen kan med god grund føle sig forvirret og rundtosset når han skal ud og købe sit første fluesæt.

Der er skrevet meget om de teoretiske fordele ved den ene eller anden type aktion, men reelt har teorierne begrænset relevans. Erfaringen viser, at det afgørende er, at man vælger en aktion, der passer til ens personlige kastestil og temperament – og hvordan gør man så det som nybegynder?

Mit bedste råd må være at man melder sig til et kastekursus i den lokale fiskeklub eller tilsvarende. Dels får man lært de grundlæggende teknikker, men man får også mulighed for at bytte udstyr for en tid og teste andre deltageres grej. Instruktøren kan ydermere hjælpe med at finde ud af om ens line og stang passer sammen og han kan som ofte også guide en frem til et fluesæt der passer til ens temperament.

Det næstbedste er at finde sig en mentor - en god ven eller kammerat – og gerne en pædagoisk og tålmodig en af slagsen. Der er meget der skal forklares og læres når man er nybegynder. Mange grejhandlere er bestem seriøse, men personligt bliver jeg altid en smule mistænksom når der er penge indvolveret i affæren. En anden mulighed er selvfølgelig at gå hen og tage en snak med den nærmeste fluefisker du støder på. Langt de fleste er glade for at hjælpe den seriøse nybegynder.

 

Lineklasser
Jeg har tidligere skrevet lidt om hvordan en fluestang arbejder og i den forbindelse kort berørt at line og stang skal passe sammen.

Dette er et meget vigtigt punkt!

Fluestænger (og liner) er derfor inddelt i "AFTM-klasser". AFTM er forkortelsen for "American Fishing Tackle Manufacturers Association". Systemet i AFTM-systemet er kort sagt, at en flueline i klasse #7 hører til en stang klasse #7 og så fremdeles.

AFTM-nummeret er trykt på emballagen til fluelinen. Stængerne har tilsvarende AFTM-numre, som angiver hvilken linevægt, de er bygget til. Dette står trykt på klingen – normalt lige over håndtaget. Linernes AFTM-nummer står stort set til troende, men flere stangfabrikanter har — dog uvist af hvilken grund — den særhed, at de over- eller underklassificerer deres stænger.

Man møder ofte diskussioner om hvorvidt man til en bestemt stang bør vælge en anden lineklasse end den fabrikanten opgiver som stangens AFTM-klasse. Som nybegynder må jeg bestemt anbefale at man holder sig til de opgivne klassificeringer. At følge andres råd om en evt. tungere line til en bestemt stang – eller omvendt, skyldes måske at netop disse fluefiskere dyrker et specialiseret fluefiskeri, eksempelvis i små åer, hvor der ikke kræves lange kast – eller det stik modsatte.

Er du nybegynder, så hold dig endelig til den opgivne klassificering, det kommer du længst med!

Bemærk: Mens fluelinerne klassificeres efter en fastlagt videnskabelig værdi – nemlig: vægt kontra længde – så klassificeres fluestængerne efter de enkelte fabrikanters helt egne systemer og forgodtbefindende.

NB: Også AFTM-systemet er under opløsning. Enkelte fabrikanter er begyndt at angive underlige cifferbetegnelser og koder på deres stænger, men mere om dette en anden gang.

Slut på artikel!

Relevante artikler
Mere info: Komposit
Mere info: e-modul
Mere info: Kulfiber
Mere info: Splitcane
Mere info: Valg af fluestang
Mere info: AFTM - systemet
Mere info: AFTM - line/stang
Mere info: Flueliner - en introduktion
Mere info: AFTM Lineklassernes praktiske anvendelsesområde
Mere info: Fluelinens tapering...
Mere info: Linekoncepter
Mere info: Lange fluekast

Tip en ven!

Tip en ven om denne side på Fluepapiret



"Fluepapiret" er 100% privat og derfor også totalt uafhængig af nogen firmaer eller institutioner. Alle artikler, foto og grafik er beskyttet i forbindelse med loven om ophavsret og må derfor ikke benyttes i anden sammenhæng medmindre skriftlig godkendelse er givet.
Copyright © 1999-2008 J. Hjorth Alle rettigheder reserveret.
Sidst opdateret:
4-08-2008


Home